Avsnitt
-
Digteren, Peter Waterhouse kommer fra Østrig, og han har en vild familiehistorie. Hans far var engelsk spion og hans bedstefar, nazist. Desuden var han nær ven med den afdøde danske digter, Inger Christensen. Nå ja, og så skriver Peter Waterhouse lyrik og prosa i verdensklasse.
I dagens program kan du møde den enestående poet, og så har vært, Nanna Mogensen hans oversætter i studiet. Digteren, René Jean Jensen har oversat tre værker af den tosprogede forfatter. -
I 1999 mistede svensk teater sin uskyld. To betjente blev dræbt under et bankrøveri begået af én af de medvirkende i teaterstykket, '7:3'. Bag stykket stod dramatikeren, Lars Norén (1944-2021), og han brugte tidligere indsatte fra et svensk fængsel i sit skuespil.
I en ny tv-serie portrætterer skuespiller, David Dencik den svenske stjerneinstruktør i løbet af arbejdsprocessen med det famøse stykke. I dagens program fortæller David Dencik om at spille Lars Norén i serien - OG om at spille over for Lars Norén tidligere i sin karriere. Hvad gjorde den svenske instruktør så god - og kontroversiel? Hvem var han - og hvad kom politimordene til at betyde for hans arbejde?
Vært: Nanna Mogensen. -
Saknas det avsnitt?
-
Klimakatastrofe. Faldende fødselsrater. Begrænsninger i den fri abort.
Margaret Atwood forudså det hele for fyrre år siden i sin kultroman, 'Tjenerindens fortælling'.
Derfor undersøger vært, Nanna Mogensen det kommende amerikanske valg sammen med stjerneforfatteren, som er i Danmark denne uge.
Hvem bliver præsident - og hvilken slags Amerika, ser vi ind i? Margaret Atwood kommer med chokerende forudsigelser!
I studiet er også opinionsredaktør ved Politiken, Lotte Folke Kaarsholm. Hun er kender af Atwoods forfatterskab og forholdene i USA lige nu. -
Det er seks år siden, vi sidst hørte fra forfatteren - men NU udsender Jonas Eika endelig en ny roman.
'Åben himmel' handler om visioner, kristendom og kvindebevægelser i 1200tallet. Vært, Nanna Mogensen taler med Jonas Eika om skrivning, medietavshed og det tiltrækkende ved at bruge flere år på at dykke ned i et vesteuropæisk middelalderunivers. Undervejs er der oplæsninger fra 'Åben himmel'. -
Alle forældre skal dø! Det ved vi - men det er alligevel svært at begribe.
I programmet mødes to digtere fra hver sin generation for at tale om deres forældretab.
Pia Tafdrup (f. 1952) er aktuel med digtsamlingen, 'Hjertet i zenit', der handler om hendes mors demens og død, men debutant, Gustav Valdemar Strange (f.1992) skriver om sin næsten usynlige fars bortgang i 'Til alle dem der vil forlade mig'.
Vært: Nanna Mogensen. -
Sally Rooney er kendt for sine dampende sexscener - og for at sætte ord på den unge generations parforhold og dilemmaer. Hun er dog langt mere end det, mener dagens gæst.
Litteraturkritiker og oversætter, Sigrid Adamsson forklarer i dagens udsendelse, hvad der gør den irske forfatters romaner så gode - og hvorfor det er en international begivenhed, hver gang hun sender noget nyt på gaden. Sammen med vært, Nanna Mogensen ser hun nærmere på Sally Rooneys nye roman, 'Intermezzo'. Det skal kort sagt handle om klasse, kultur, sex og Sally. -
Man kan miste venskaber, familie og tryghed, hvis man afslører hemmeligheder. På den anden side kan man blive helt kvalt, hvis man holder på for mange.
Teaterchef og instruktør, Liv Helm afslørede en stor hemmelighed i sin skønlitterære debut - romanen, 'Med hjertet i hånden', og det kostede hende dyrt.
Det fortæller hun om i dagens program, hvor det også skal handle om den store norske dramatiker, Henrik Ibsen (1828-1906). Han var nærmest besat af hemmeligheder og deres afsløring i sine teaterstykker - og i sit personlige liv holdt han på en meget stor hemmelighed. Fokus for samtalen med Liv Helm er netop hendes nye opsætning af Ibsens 'Gengangere' (1881).
Vært: Nanna Mogensen. -
Man må ikke stalke sine litterære idoler. Det ved den tidligere professor i nordisk litteratur, Thomas Bredsdorff egentlig godt - men da han var ung, kunne han ikke lade være.... Han opsøgte den norske stjerneforfatter, Tarjei Vesaas (1897-1970) - og de to endte faktisk med at blive venner!!
I dagens program fortæller Thomas Bredsdorff om Vesaas' forfatterskab - og sammen med vært, Nanna Mogensen nærlæser han hovedværket, 'Fuglene' (1957), der følger landsbytossen, Mattis, som 'taler' med bygdens fugle.
Vært: Nanna Mogensen. -
Det er tilstanden hos fortælleren i dagens hovedtekst.
'Glasessayet' er skrevet af den canadiske verdensstjerne, Anne Carson (f. 1950), og hende kan du høre et eksklusivt interview med i dagens program.
Vært, Nanna Mogensen mødte digteren denne sommer, og i studiet har hun besøg af forfatter, Mathilde Moestrup, der er kender af Anne Carsons forfatterskab.
Desuden har Moestrup oversat netop 'Glasessayet', der handler om ulykkelig kærlighed, håbløs sex, Emily Brontë og hedelandskabet i det nordlige Canada. -
Udslæt og mavesmerter er hverdag for Vibeke. Hun bor nemlig i et forurenet højhus i Brøndby Strand. Problemet er bare, at hun holder meget af at bo der - og nu skal huset rives ned.
I sin nye roman, 'Ned fra himlen' skriver Liv Duvå om beboerne i de forgiftede bygninger, og så er forfatteren selv vokset op nær højhusene på Vestegnen.
I dagens udsendelse tager hun tilbage til sit barndomskvarter med vært, Nanna Mogensen. De to taler om fornemmelsen af hjem, miljøgifte og drømmen om det gode liv. -
Hvor meget betyder det, om Kamala Harris er af indisk eller afro-amerikansk afstamning? Tilsyneladende en hel del, hvis man spørger præsidentkandidat, Donald Trump.
I dagens program ser vært, Nanna Mogensen nærmere på farvernes betydning i Amerika. Det gør hun sammen med digteren, Mikas Lang. Han har netop oversat essaysamlingen, 'Optegnelser fra en søn af de sorte', hvor forfatter og borgerrettighedsforkæmper, James Baldwin (1924-87) fortæller om sit liv som fattig, sort og homoseksuel i et land, der lægger al forhåbning og optimisme over i de lyse farver.
Vært: Nanna Mogensen. -
Beirut er en kvinde, der har forspist sig, og nu brækker hun det hele op igen. Al ondskab vælter simpelthen ud af Libanons hovedstad.
Sådan beskriver forfatteren, Etel Adnan (1925-2021) sin hjemby i romanen, 'Sitt Marie-Rose'. Den handler om den libanesiske borgerkrig i 1970'erne - og om kvinden, Marie-Rose Boulos, der bliver kidnappet og henrettet af en kristen milits.
Romanen er nu oversat til dansk af Ditte Marie Nesdam-Madsen. Hun fortæller om Etel Adnans forfatterskab og om Beirut som by og litterært 'gerningssted'.
Vært: Nanna Mogensen. -
Hvad sker der, når en flok meget religiøse tilflyttere prøver at presse de lokale ud?
Det undersøger, Hans Kirk i sin klassiker, 'Fiskerne' fra 1928. Her forsøger en gruppe indremissionske fiskere fra Vestjylland nemlig at tvinge den stedlige præst væk fra den lille by ved Limfjorden, hvor han har virket i årevis.
Landsbyens festlige liv kan de heller ikke tolerere!
I dagens program genlæser vært, Nanna Mogensen romanen med dramatiker og forfatter, Hassan Preisler. De taler om integration, synd, sex og krig i Jylland. -
Hjemme hos lyrikeren, Klaus Høeck hersker orden - den samme orden, man finder i hans digte. Klaus Høeck har nemlig altid benyttet sig af systemer, når han skriver. Ellers bliver der for megen 'tyndskid' over det, mener han.
Nanna Mogensen er taget på hjemmebesøg hos Klaus Høeck nær Veflinge på Fyn, og hun prøver at få ham til at afsløre, om han har skrevet sin sidste digtsamling, som han påstår - eller om der ligger mere på loftet.
De to runder flere af Klaus Høecks hovedværker, bl.a. 'Sorte Sonetter', 'Ulrike Marie Meinhof' og 'Hjem', ligesom der læses op fra den seneste digtsamling, 'Password'.
Vært: Nanna Mogensen. -
Ann Jäderlund (f. 1955) er én af Nordens fineste digtere - men hun er også én af de mest glemsomme, for hun efterlod sine helt nye digte i bussen (uden at have taget en kopi...). I dagens program får du et eksklusivt interview med den svenske forfatter, hvis gennembrudsværk, 'Som engang har været eng' (1988) nu udkommer på dansk. Redaktør, Oskar Fehlauer er i studiet og fortæller om Ann Jäderlund - og så får du selvfølgelig også svar på, om Jäderlunds digte er dukket op igen - eller om flere års arbejde stadig rejser rundt i den kollektive transport.
Vært: Nanna Mogensen. -
"Failure is not an option". Sådan sagde en kendt NASA-direktør engang, og sætningen kunne også være Maltes valgsprog. Han er nemlig håndboldspilleren, der nægter at acceptere sine nederlag. Anderledes er det for drømmeren, Viktor. Han trækker sig tilbage til bodegaen, når livet bliver for surt. I dagens program kan du møde forfatterne 'bag' Malte og Viktor. De hedder Malte Tellerup og Rasmus Theisen, og deres romaner - 'Mestrene' og 'Molbohistorier' - er begge er indstillet til DR-Romanprisen 2024. Mette Willumsen interviewer i dette sidste specialprogram, inden vinderen af DR-Romanprisen findes den 15. juni på P1.
Vært: Nanna Mogensen. -
I 1950'erne lever to kvinder side om side i en lille vestjysk landsby. De er veninder, svigerinder og husmødre - og så deler de et barn! Hvordan det foregår, beskriver forfatter, Ditte Holm Bro i sin roman, 'Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler'. Hos Theis Ørntoft er den mindre familie del af en langt større slægt. I sin roman, 'Jordisk' har han derfor hele syv hovedpersoner. Tiden strækker sig fra 1967 til 2036, og vi er både i København, USA og i rummet. I dagens program taler Mette Willumsen med de to forfattere, der begge er indstillet til DR-Romanprisen 2024. Programmet er det andet af tre, der præsenterer de seks nominerede værker og forfattere. Vinderen findes den 15. juni i år på P1.
Vært: Nanna Mogensen. -
Forfatterne, Kim Blæsbjerg og Peder Frederik Jensen har høstet stor ros for deres nye romaner om menneskets forhold til naturen. I 'De bedste familier' forurener kemifabrikken, Cheminova
fjord og hav ved Harboøre og Thyborøn, mens det er naturen, der leger med mennesket i 'Rans vilje'. I Peder Frederik Jensens roman handler det nemlig om stormfloden på Lolland i 1872. I udsendelsen interviewer Mette Willumsen de to forfattere, der er indstillet til DR-Romanprisen 2024. Programmet er det første af tre, der præsenterer de seks nominerede værker og forfattere. Vinderen findes den 15. juni i år på P1.
Vært: Nanna Mogensen. -
Péter Nádas har dårlige erfaringer med 'sjov tobak'. Han er kontrolfreak og kan ikke overgive sig til rusen. Dét afslørede han, da han var i Danmark for nylig. Lyt med, når den ungarske stjerneforfatter giver et sjældent - og morsomt - indblik i sin hverdag og baggrund - og når han forholder sig til snakken om en mulig Nobelpris. Vært, Nanna Mogensen tilbragte en time med en meget åbenhjertig Péter Nádas. Med i studiet er kritiker og oversætter, Jørgen Herman Monrad, der fører lytteren rundt i det store forfatterskab.
-
Varme hænder er en efterspurgt vare - men hvad laver de egentlig, og hvem sidder de på? Det undersøger Stine Askov og Ingrid Nymo i deres nye romaner, og så har begge forfattere selv arbejdet i omsorgsbranchen. I 'Varme hænder' møder vi den udbrændte pædagog, Camilla, der tager job som handicaphjælper, mens vi i 'Den røde hane' kører rundt med Roberta, der er ufaglært hjemmehjælper i Thy. Bøgerne bruger tydelige horrorelementer, for omsorg er en sand gyser i dagens Danmark, mener forfatterne. Det samme gør feministisk aktivist, Emma Holten, der fortæller, hvorfor vi har brug for en omsorgsrevolution.
Vært: Nanna Mogensen. - Visa fler