Spelade
-
Året er 1803. Lewis & Clark-ekspeditionen mod det vilde vesten er netop begyndt. Kanoerne er pakket, og de aner ikke hvad, der venter. Foran dem ligger uopdaget land. Den amerikanske præsident, Thomas Jefferson, har netop købt et enormt territorium - hvad der svarer til 1/3 af det USA, vi kender i dag - af franskmændene. Og nu gælder det om at komme derud og kræve det, inden europæerne gør det. Foran Lewis & Clarke ligger en treårig færd. Missouri og Colombia River samt de høje Rocky Mountains venter. Og de to frygter, at indianerne vil angribe.
Dette er en klassisk eventyrfortælling: Om nysgerrighed, store opdagelser og farefulde øjeblikke - men samtidig også en ekspedition, der resulterer i et folks undergang.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: David Trads, journalist og forfatter. David har over flere omgange boet i USA.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
ADVARSEL: Episoden indeholder voldsomme beskrivelser af vold og kannibalisme, der kan virke ubehagelige især for børn.
November 1871 ved Ujiji - tæt ved Tanganyika søen i Afrika. Den tidligere soldat, journalist, forfatter og senere politiker, Henry Morton Stanley, har i mere end et år ledt efter den forsvundne skotske missionær og eventyrer, Dr. Livingstone, som er sporløst forsvundet i sin jagt på Nilens udspring. Og nu mødes de. Men hvad svarer Livingstone på det berømte spørgsmål? Stanley blev berømt i sin samtid og omtales fortsat af mange, som en af de helt store opdagelsesrejsende i det 19. århundrede. Hvad drev ham til det allermørkeste Afrika?
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Jesper Kurt-Nielsen, historiker, forfatter og museumsinspektør på Nationalmuseet.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Som ung slår Thor Heyerdahl og hans kæreste sig ned på øen Fatuhiva for at leve et år uden den moderne verdens goder og mangler. Senere bliver han verdensberømt med Kon-Tiki, da han sejler 101 dag – på en tømmerflåde - over Stillehavet fra den sydamerikanske kyst til de Polynesiens øer. ”En distance, der svarer til at sejle fra Island til Etiopien,” svarede Thor, da han engang skulle forklare omfanget af den ubegribelige færd. Thor ønskede at bevise, at oprindelige folk fra Sydamerika havde befolket denne del af verden.
Thor Heyerdahl var på mange måder forud for sin tid. En stærk miljøforkæmper og fredsaktivist, der gennem hele sit helt ekstraordinære liv insisterede på, at vi skulle forstå naturen og vores medmennesker bedre.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Peter Engberg, eventyrer, fotograf og filminstruktør. Engberg har lavet film om blandt andet Gorbatjov, Dalai Lama og – ikke mindst – 4 film med Thor Heyerdahl.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Finsk-svenske Adolf Erik Nordenskiöld var leder på skibet Vega. Han ville udforske Nordøstpassagen, søvejen nord om Sibirien. Skibet frøs fast i isen, og de måtte overvintre næsten et år. Derfor kom Nordenskiöld og hans mænd tæt på den oprindelige befolkning. Vega er den mest berømte svenske ekspedition i moderne tid, og besætningen blev hyldet som nationale helte, da de efter tre års rejse sejlede ind i Stockholm og dermed fuldførte verdenshistoriens første omsejling af Europa og Asien.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Anders Bilgram. Anders har gennem otte somre rejst rundt om Nordpolen i åben båd. Halvdelen af ekspeditionen foregik – så at sige – i kølvandet på Nordenskiöld, da Bilgram selv har besøgt mange af de steder, hvor Vega havde været 125 år forinden.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Vi befinder os på ”Dansker Øen” på den nordvestlige kant af Spitzbergen på norske Svalbard. Tre mænd står i kurven til luftballonen ”Ørnen”. Året er 1897. Ikke kun Sveriges, men hele Europas øjne er rettet mod denne scene. Ballonen letter, svæver nord på og ud af syne. Snart følger en dramatisk færd. Luftballonen går ned. De tre mænd forsvinder. Og med et bliver ekspeditionen et stort mysterium i arktisk ekspeditionshistorie – for to centrale spørgsmål dukker op: Nåede de Nordpolen? Hvad blev mændenes skæbne?
Fotoet viser ballonen på isen. Filmen med det og andre billeder blev først fundet i 1930.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Naja Mikkelsen, geolog, polarforsker med flere langvarige ophold i Arktis og medlem af De Kvindelige Eventyrernes Klub.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Fridtjof Nansen er den moderne polarforsknings fader og gik forud for alle de andre legender - og inspirerede de fleste af dem. Navne, som kun få kan måle sig med: Shackleton, Amundsen, Scott og Peary. Nansen blev den første mand til at gå over indlandsisen i 1888 på ski, og fem år senere drog han ud på en tre år lang rejse med skibet Fram for at blive den første på Nordpolen. Senere blev han diplomat og ambassadør, og i 1922 blev han tildelt Nobels Fredspris.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: John Andersen, arkitekt, forfatter, stor kender af Grønland og arktisk ekspeditionshistorie. John har gået over indlandsisen på ski flere gange – i Nansens fodspor - og så er John eneste mand i verden, der har padlet rundt om Grønland i kajak.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Hvad betyder det, at Alexander Von Humboldt ”opfandt naturen?”.
Den tyske videnskabsmand, der var ven med Goethe og blev Darwins store forbillede, befinder sig i Ecuador. På vulkanen Chimborazo. Han er undervejs på en fem år lang rejse. Humboldt kigger ud over det storslåede landskab og får en afgørende erkendelse. Ikke kun for ham selv. Men for hele den fremtidige naturvidenskab.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Jes Stein Pedersen, journalist, forfatter og litteraturredaktør på Politiken.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Ekspeditionsleder Ejnar Mikkelsen er fanget i en træhytte uden gulv sammen med maskinisten Iver Iversen. Vinterstormene raser her på Grønlands østkyst i 1910, og i to et halvt år skal de prøve at overleve her, efterladt af resten af ekspeditionsholdet. Slædehundene er for længst spist, de har næsten ingen proviant og hjælpemidler. De to har ikke set eller talt med andre mennesker. I Danmark har man opgivet håbet om at se dem i live.
Du skal i denne episode høre om en af de mest dramatiske danske ekspeditioner, ledet af kaptajn og polarforsker Ejnar Mikkelsen: Alabamaekspeditionen.
Ekspeditionen på syv er taget af sted på det lille skib Alabama for at lede efter oplysninger om, hvad der er sket med tre forskere, som forsvandt på Danmark-ekspeditionen til Nordøstgrønland to år forinden.
Ejnar Mikkelsen og maskinisten Iver Iversen har været alene ude og lede efter de forsvundne forskeres dagbøger og ekspeditionsjournaler. Da de kommer tilbage til skibet, døden nær af sult og sygdom, er resten af gruppen blevet hentet af en sælfangerbåd – og skibet Alabama sidder skruet fast i isen.
Historien bliver fortalt af Naja Mikkelsen, som er polarforsker og Ejnar Mikkelsens barnebarn.
Episoden er opdateret 1. marts 2022 med klip med Ejnar Mikkelsen, der fortæller om sine oplevelser. Klippene er fra DR.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Naja Mikkelsen, polarforsker og Ejnars barnebarn.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
I 1950 drager en dansk ekspedition ud til Stillehavets dybeste, mørkeste vande for at fange en enorm søslange: Galathea-ekspeditionen, fulgt ugentligt af Familie Journalen.
Ekspeditionens leder, Dr. Anton Bruun, tror på, at der på store havdybder er enorme, monstrøse skabninger. De store havdybder er endnu ukendt vand i 1950 – man ved simpelthen ikke, om der er liv dernede. Snart går jagten med både slæbenet og verdens (stadig) længste fiskesnøre på 12 kilometer!
Lyt med og hør, hvad ekspeditionen fandt i dybderne.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Kristian Hvidtfelt Nielsen, ph.d. i videnskabshistorie på Aarhus Universitet.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Henning Haslund-Christensen drog på lange ekspeditioner i Centralasien i 1920erne, ’30erne og ’40erne. Han indsamlede genstande og optog folkemusik, men han var også engelsk spion og våbensmugler. Den historie kan du høre her.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Michael Haslund Christensen, filmproducer og Henning Haslund Christensens barnebarn.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Egypten, 1761. Stemningen blandt rejsedeltagerne på ekspeditionen er ikke god. En af deltagerne har købt giftig arsenik, og en del af gruppen er overbevist om, at han vil prøve at forgifte dem. I så fald vil kartografen Carsten Niebuhr skyde ham, skriver han i et brev hjem.
Seks mænd er taget af sted på ’Den arabiske rejse’. Det er alle danske opdagelsesrejsers moder, mener vært Bjørn Harvig. Deltagerne anede ikke, hvad det var for en verden, de drog ud i. Rejsen endte med at vare syv år og bød på dødsfald, dramatik og interne stridigheder, som allerede var brudt ud i lys lue på afrejsedagen 4. januar 1761. Hør den fascinerende historie her.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Anne Haslund Hansen, seniorforsker, Nationalmuseet.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Iført ridestøvler, hvidt tropetøj og tropehjelm drager den danske opdagelsesrejsende Ole Olufsen til troperne, mens alle andre eventyrere drog til Grønland. "Indiana Jones blegner," fortæller museumsinspektør Jesper Kurt Nielsen i denne episode af Den yderste grænse. Olufsen rejste efter ny viden og opførte sig som en verdensmand, men et hemmeligt dagbogsnotat fra Nigerfloden afslører en dyb depression, da han gennem et helt år flød ned ad floden på en pram pakket med våben.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Jesper Kurt Nielsen, museumsinspektør, Nationalmuseet.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Palle Huld er kontorelev i København. Da Politiken i 1928 udskriver en konkurrence om at rejse alene verden rundt på tid, melder han sig. Snart vinker han farvel til bl.a. sin mor, som har taget sovepiller af nervøsitet over Palles rejse, og sætter ud mod bl.a. Canada, Japan, Korea og Sovjetunionen. Som den yngste danske opdagelsesrejsende nogensinde!
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Alex Frank Larsen, journalist og forfatter.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Jens Bjerre rejser ud dertil, hvor der stadig fandtes såkaldt hvide pletter på verdenskortet. Ud til folk, der sjældent eller aldrig havde set en hvid mand før, og som han mente, vi kunne lære af – hvad essensen af at være menneske er. Lyt til fortællingen om Jens Bjerre og hans mange oplevelser - for eksempel om den lille pige, som havde en tørret hånd hængende om halsen.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Lone Theils, forfatter og journalist.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Peter Freuchen ligger fanget under sin slæde i et fængsel af is. Han er alene. Over ham ligger en dyne af frossen sne. Snestormen er kommet væltende ind over den danske opdagelsesrejsende på Grønland. Han har prøvet det før. Normalt ville han slå lejr eller bygge en snehytte. Men denne gang er stormen kommet så hurtigt, at han kun lige når at vælte slæden over sig.
Hør hvordan Freuchen klarer sig ud af sit isfængsel og om hans vilde liv som opdagelsesrejsende, forfatter og skuespiller.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Jesper Kurt Nielsen, museumsinspektør, Nationalmuseet.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Første mand gennem Nordvestpassagen. Første mand på Sydpolen. Første mand i luftskib over Nordpolen. Roald Amundsens bedrifter er uden sidestykke i moderne historie, og han er formentlig den største af alle de nordiske opdagelsesrejsende. Men hvad drev ham så langt? Hvad søgte han derude i de uendelige ismarker og kantede fjeldmassiver, i de gådefulde vande, hvor så mange før ham var omkommet? Vi skal helt ud til yderste grænse og samtidig stifte bekendtskab med en hensynsløs og kynisk mand, hvis dygtighed og seje vilje førte ham længere end nogen anden.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Nils Aage Jensen, cand. pæd. i historie. Nils har boet flere år på Grønland. Han er forfatter til flere bøger om danske polarforskere og har bl.a. skrevet én om Amundsen.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid.