Spelade
-
Aleister Crowley, også kendt som The Beast 666, blev i sin samtid kaldt verdens ondeste mand. Han var en ledende skikkelse inden for 1900-tallets okkultisme og havde sin egen sataniske sekt på Sicilien, hvor der blev eksperimenteret med stoffer og sex, og hvor der gik rygter om, at han og hans kvindelige disciple filede deres tænder ned, så de kunne suge blod af hinanden. Men Crowley var også en tænker, digter og forfatter – en vanvittig provokatør og formentlig uden at vide det, tog han fat på ungdomsoprøret et halvt århundrede før tid. Han har ikke kun haft en stærk indflydelse på nyreligiøse bevægelser, men også på populærkulturen. The Beatles, The Rolling Stones, Led Zeppelin, David Bowie, Iron Maiden, TOOL var og er inspireret af ham. Rebelsk og grænseløs som han var, stod han som et frihedssymbol for mange. Hvad der er mindre kendt er, at Crowley også var en dygtig bjergbestiger og faktisk forsøgte at blive først på både K2 og Kangchenjunga.
Vært: Bjørn Harvig. Medvirkende: Morten Beiter, forfatter og journalist ved Weekendavisen. Morten har skrevet om italienske forhold til et væld af danske dagblade og flere bøger, blandt andet ”Mafiaen kommer” og ”Mand af ære”. Under en arbejdsrejse på Sicilien, kom han pludselig på sporet af Crowley, da han besøgte Crowleys forladte tempel, Thelemas Kloster. -
Wilfred Thesiger brugte det meste af sit liv på at flygte fra den vestlige civilisation. Han rejste fra Afghanistan til Marokko og barfodet fulgte han beduinerne gennem Sahara. Thesiger var den første der opdagede The Empty Quarter og af araberne blev han kaldt: Mubarak bin Landan, ”den velsignede fra London”. Velsignet af en højere magt undgik han af dø, ikke en - men flere gange - af tørst og sult og hans utrolige rejser og historier fortæller om en verden, der snart ændrede sig for evigt.
Vært: Bjørn Harvig. Medvirkende: Jesper Kurt Nielsen, historiker, forfatter og museumsinspektør her på Nationalmuseet. Jesper har stor viden om ekspeditionshistorie og har gæstet Den Yderste Grænse en håndfuld gange. -
Birgitte Gyrd og Hans Erik Rasmussen drog i år 2001 sammen med deres børn Silas på 2 år og Klara på 5 år ud på en langsom rejse i deres selvbyggede hestevogn, Karlsvognen. Gennem 5 måneder kørte de gennem Polen, Ukraine og Rumænien og blev hver dag mødt af nysgerrige folk, der inviterede indenfor. Det blev en rejse, der bød på et familieliv under usædvanlige forhold og et smukt og dybt indblik i vores østeuropæiske naboers liv.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Birgitte Gyrd, billedkunstner og opbygger af bofællesskaber og Hans Erik Rasmussen, indehaver af rejsebureauet Rasmussen Travel, psykoterapeut og medlem af Eventyrernes Klub. -
I dette afsnit af Den Yderste Grænse skal vi på feltarbejde i Grønland med professor i geologi, Minik Rosing. Udover at være en af verdens førende geologer, har Minik også talrige ekspeditioner til nogle af verdens mest utilgængelige afkroge bag sig - primært i Arktis, hvor han har studeret de oldgamle fjeldsider og uendelige gletscherlandskaber for at finde svar på vores klodes største spørgsmål.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Minik Rosing, professor i geologi ved Københavns Universitet. -
Vi skal på tur med en af de absolut mest dedikerede eventyrere i landet. Erik har gjort tjeneste ved slædepatruljen Sirius og ved Jægerkorpset - herfra har han lært at overleve under selv de mest ekstreme forhold. Trods hans vilde baggrund, bliver alle hans færdigheder testet til det yderste, da han sejler hele den skandinaviske halvø rundt i kajak - en rejse på over 6.400 kilometer. Som om det ikke var nok, tager Erik senere til Alaska, hvor han i løbet af 72 dage vandrer alene tværs over det enorme landområde.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Erik B. Jørgensen, Siriusmand, jægersoldat, foredragsholder og forfatter. -
I år 1986 drager Lene Frøslev ud på sin første reportagerejse nogensinde - turen går til det krigsramte Afghanistan, hvor mujahideenerne kæmper mod invasionen fra Sovjetunionen. Denne hæsblæsende tur bliver startskuddet til en lang og bred karriere som krigskorrespondent, hvor Lene blandt meget andet oplever at blive beskudt af Israelsk militær i Gaza, snigskytter i Kosovo og holdt ved gunpoint i Nigerias tropiske mangroveskov.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Lene Frøslev, journalist, forfatter og eventyrer.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Denne episodes hovedperson behøver næppe yderligere introduktion. I 1967 købte Troels Kløvedal stålskibet Nordkaperen med to venner og sejlede over de kommende 50 år de syv verdenshave tynde med skiftende besætninger. Undervejs producerede Troels Kløvedal en lang række bøger og film, som har været med til at definere begreberne udlængsel, solidaritet og eventyr i Danmark.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Mikkel Beha Erichsen, forfatter, tv-producer og Troels Kløvedals søn.
Foto: Niels Ole Sørensen.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
I 2017 stak verdenscyklisterne Marie Stoubæk og Kenneth Bruun Jørgensen afsted på en ekstraordinært lang rejse på cykel. De startede i Ildlandet i Argentina. Efter små 2 års rejse havde de krydset to kontinenter og tilbagelagde 30.000 kilometer, før de nåede Ishavet i det nordlige Canada.
Det er ikke kilometerne, der er i fokus på dagens rejse, men derimod mødet med den storslåede natur og andre mennesker - og hvor rejsens største kulturchok faktisk kom, da de to ramte USA.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Marie Stoubæk, foredragsholder og idrætskonsulent for cykling, og Kenneth Bruun Jørgensen, foredragsholder og TV-Instruktør.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
På en strand i Milne Bay, Papua Ny Guinea, står Thor F. Jensen og hans lokale besætning klar til afgang. Året er 2016, og deres plan er simpel: De vil sejle rundt om hele den enorme ø som de første nogensinde i en traditionel kano. Foran dem venter 6300 km tropisk kyst, 13 måneders livsfarlig sejlads og utallige møder med afsides, unikke og hjertelige folk.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Thor F. Jensen, eventyrer og forfatter.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Nina Rasmussen er en kvinde, som ikke lader sig påvirke af andre menneskers fordomme. For eksempel sagde mange til hende, at det var en dårlig idé at rejse alene gennem Albanien i 1994 - et land, som indtil da havde været Europas mest lukkede. Nina blev den første udenlandske kvinde i landet siden kommunismens totalitære indtog - og så gjorde hun det hele på sin lille knallert. I 1999 drog hun alene til Iran, hvor et møde med præstestyrets brutalitet og folkets åbne hjerter ventede.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Nina Rasmussen, forfatter, eventyrer og foredragsholder.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Det er den 27. september 1989. Sovjetunionens øverste leder, Mikhail Gorbatjov, er på talerstolen i det sovjetiske parlament i Moskva. Talen transmitteres til hele unionen, hvilket betyder, at over 300 millioner mennesker har mulighed for at lytte med. Seancen forløber som planlagt - lige indtil Gorbatjov får øje på noget ud af det store vindue. I det strengt lukkede luftrum over Den Røde Plads svæver nemlig en kæmpemæssig, dannebrogsfarvet varmluftballon. Gorbatjov kigger måbende ud på pladsen, hvor dagens hovedperson, Kai Paamand, smiler fra kurven...
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Toni Paamand, ballonskipper og Kais enke. Toni var med under flyvningen over Moskva.
Foto: Toni Paamand. -
Året er 1988, og jerntæppet ligger tungt over Europa. Men det stopper ikke Hjalte Tin og hans kone; de lander i Tallinn i Estland og kører tværs gennem det enorme USSR på motorcykel med deres to små børn bagpå. På den anden side af jerntæppet finder de en lukket verden af hjertelige folk, uendelig natur og kollektive drømme om frihed fra kommunistpartiets undertrykkelse.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Hjalte Tin, forfatter, eventyrer og ph.d. ved Center for Kulturforskning på Århus Universitet.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Charlie Uldahl Christensen tager os med ud på en fire et halvt år lang rejse til fods - eller sagt med Charlies egne ord: Ud på en filantropisk pilgrimsfærd. En utrolig vandring på indtil videre 12.000 kilometer igennem 7 europæiske og 13 afrikanske lande, fra Esbjerg i Danmark til Lagos i Nigeria.
Formålet med ekspeditionen, der ikke er slut endnu, er at skabe opmærksomhed om den globale vandkrise og rejse penge til vandforsyninger til værdigt trængende samfund i de afrikanske lande, som Charlie kommer igennem.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Charlie Uldahl Christensen, bæredygtig iværksætter, forhenværende soldat og sømand.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Jacob Holdt rejste som ung fotograf USA tyndt på må og få. Hans liv som vagabond ledte ham blandt meget andet forbi New York, hvor han ved et uheld kom til at smide Bob Dylan ud af en bar, og forbi utallige blodbanker - Jacob solgte nemlig sit eget blodplasma for at få råd til sine film. Efter flere år på fremmede sofaer og efter talløse møder med cracknarkomaner, bandekriminelle og marginaliserede afroamerikanere, blev hans skelsættende og anmelderroste værk “Amerikanske Billeder” til.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Jacob Holdt, fotograf og forfatter.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Fridtjof Nansen er den moderne polarforsknings fader og gik forud for alle de andre legender - og inspirerede de fleste af dem. Navne, som kun få kan måle sig med: Shackleton, Amundsen, Scott og Peary. Nansen blev den første mand til at gå over indlandsisen i 1888 på ski, og fem år senere drog han ud på en tre år lang rejse med skibet Fram for at blive den første på Nordpolen. Senere blev han diplomat og ambassadør, og i 1922 blev han tildelt Nobels Fredspris.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: John Andersen, arkitekt, forfatter, stor kender af Grønland og arktisk ekspeditionshistorie. John har gået over indlandsisen på ski flere gange – i Nansens fodspor - og så er John eneste mand i verden, der har padlet rundt om Grønland i kajak.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Første mand gennem Nordvestpassagen. Første mand på Sydpolen. Første mand i luftskib over Nordpolen. Roald Amundsens bedrifter er uden sidestykke i moderne historie, og han er formentlig den største af alle de nordiske opdagelsesrejsende. Men hvad drev ham så langt? Hvad søgte han derude i de uendelige ismarker og kantede fjeldmassiver, i de gådefulde vande, hvor så mange før ham var omkommet? Vi skal helt ud til yderste grænse og samtidig stifte bekendtskab med en hensynsløs og kynisk mand, hvis dygtighed og seje vilje førte ham længere end nogen anden.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Nils Aage Jensen, cand. pæd. i historie. Nils har boet flere år på Grønland. Han er forfatter til flere bøger om danske polarforskere og har bl.a. skrevet én om Amundsen.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Mary Kingsley var på mange måder forud for sin tid. Hun rejste ikke til Vestafrika som missionær eller som ægtefælle til en mand i officielt embede. Men som handelsrejsende i slut 1890’erne. Alene. For at studere de lokale stammers religiøse sædvaner. Folk, som hun – modsat sin samtid – ikke så ned på, men blev utrolig fascineret af.
Kingsley var modstander af den britiske indflydelse på den afrikanske kultur og gennemrejste de tætteste jungler i det, der i dag er Nigeria, Gabon, Angola og Sierra Leone. Det var en vild verden hun mødte. Hjertelige og gæstfrie folk. Men også nådesløs vold: Kannibalisme, hovedjægere og drabelige klaner.
Men hvad søgte Kingsley i Vestafrika? Og hvorfor er hun stadig i dag et stort forbillede for kvindelige rejsende?
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Karen Hammer, cand. mag i zoologi, botanik, geografi, geologi og filmhistorie. Karen er medlem af De Kvindelige Eventyrernes Klub og har rejst i Kingsleys fodspor på talrige ekspeditioner i Vestafrika. Karen har også været gift med en Fulani nomade i Mali, en historie vi også skal have med.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid. -
Skibet Endurance sætter i år 1914 afsted fra South Georgia Island med kurs mod Antarktis. Planen er, at Sir Ernest Shackletons ekspedition skal krydse det frosne og uudforskede kontinentet som de første nogensinde. Men de når aldrig i land på Antarktis; skibet skrues fast i havisen, og snart går Endurance langsomt, men sikkert, ned. Besætningen redder hvad de kan, mens de hjælpeløst ser til fra isen. Nu er deres skæbne helt og aldeles bestemt af, hvilken retning havisen driver…
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer.
Medvirkende: Hanne Strager, biolog, forfatter og kurator på en museumsudstilling om Shackletons ekspedition.
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Vores Tid.