Lyssna senare

  • I dette afsnit af Det Forunderlige Hjørne møder vi erhvervspsykologen Henrik Leslye, som er ekspert i positiv psykologi. Han har specialiseret sig i, at formidle redskaber der løfter mennesker, både privat og fagligt, til øget trivsel.

    Positiv psykologi er forskningen i hvad der gør, at mennesker trives og er lykkelige, og indeholder konkrete metoder og redskaber, som forsøg viser har en effekt på arbejds- og livsglæden.
    Det er en måde at træne din hjerne til at blive mere positiv og optimistisk, så det bliver lettere at tackle de udfordringer og konflikter der uundgåeligt møder os i hverdagen.

    For at leve et "lykkeligt" liv, subjektivt og individuelt selvfølgelig da vi alle er forskellige, så er der 5 områder, man har defineret kan beskrive denne tilstand.
    For selvom du lige nu tydeligt kan se på din partner, kollega eller nabo, at vi ikke ser ens ud, så er vi alligevel kun 0,0003% genetisk forskellige og der er altså nogle generelle og konkrete ting, vi alle kan have gavn af at gøre.

    Positiv psykologi og trivsel er beskrevet via de 5 forskningsområder eller "pinde"/grene, der definerer "det gode liv":

    PERMA

    - Positive følelser
    - Engagement
    - Relationer
    - Meningsfuldhed
    - At lykkes (Accomplishment)

    Hvis du har fokus på at udvikle disse områder, så vil du have større sandsynlighed for at trives og føle du er dig selv og lykkes med det du gør.

    Henrik Leslye fortæller også, at graden af lykke hos mennesker er fordelt på ca.:

    - 10% omstændigheder
    - 40% psykologisk
    - 50% genetisk

    Og alligevel er der mange mennesker, som forsøger at blive lykkelige ved at søge at omstændighederne skal gøre det for os.
    Det tyder altså på, at du har større effektrate ved at fokusere på psykologisk trivsel - altså at arbejde med dit sind, tanker, følelser end at lade omgivelser, ny bil, ny frisure, partner osv. bestemme hvor godt du har det. Eller at forsøge, at skifte dine gener ud med Ole Henriksens...

    Du har faktisk en ret stor indflydelse selv, på din egen grad af lykke, ved at arbejde med din psyke. Men han lægger også vægt på, at det kræver arbejde...lykke er ikke bare noget der kommer af sig selv.

    DET FORUNDERLIGE: At man kan sætte kærlighed på formel, sure mennesker burde trækkes i løn, at smide et "happy-face" på, vil blot svare til at smøre læbestift på en gorilla - det gør den ikke mindre grim, red ægteskabet ved at lytte noget mere, samt når chefen har tunnelsyn og bestemt ikke er særlig god til at sprede positiv energi.

    SPILLETID: 1 time 24 minutter 33 sekunder

    Du finder også episoden på talkshowets hjemmeside her:
    http://www.staytrue.dk/talkshow/episode-7-positiv-psykologi/

  • I denne episode møder vi Anders Bøgelev Jensen fra Greenspeak, som er Danmarks velgørende teleselskab. Selskabet donerer dets overskud til virksomheder og organisationer, der arbejder for at gøre verden til et bedre sted. På den måde ønsker Greenspeak at involvere forbrugerne og gøre det nemt, at gøre godt og samtidig tydeliggøre at ens valg af produkter rent faktisk kan gøre en forskel.

    Anders er sammen med partnerne Mads og Mark, engageret i at forbedre den måde vi i dag driver forretning på - og så godt de kan med de ressourcer de har - forsøge at gøre verden til et bedre sted. Og for dem alle tre er der en personlig historie og skift i deres liv, som har skabt motivationen til det.

    For Anders, som er gæsten i denne episode, handler det bl.a. om, at hans far var utrolig farværende og prioriterede arbejde mere end nærværet med sit barn. Da Anders selv blev far, opdagede han pludselig, at han selv fandt på undskyldninger for ikke at have tid og kræfter til at være der 100% for sine egne børn og opbygge energien til at være en god far.

    Det gjorde at han begyndte at lægge mere mærke til hvordan mennesker behandler hinanden, hvordan virksomheder udnytter jordens ressourcer og om verden mon ville være værd at overdrage til næste generation når han selv blev gammel. Anders blev klar over, at han var usikker på om han ville risikere ikke at kunne se sine børn i øjnene både nu og om 5, 10 og 20 år - fordi han ikke gjorde noget...for at gøre verden til et bedre sted.

    Anders skabte derfor bevidst mere tid med børnene ved bl.a. at slukke for fjernsynet, at lede efter en ny arbejdsgiver, som prioriterede familien, og med et større formål end blot indtjening. Han indså dog hurtigt, at der ikke var mange af den slags virksomheder, så hvis han skulle skabe en positiv forandring, måtte han gøre det selv fra bunden, men også skulle inddrage andre i det - for at "at redde verden" - ene mand, var en for stor mundfuld. Anders tænkte at hvis nu vi hver især bare gjorde lidt, på en simpel måde, så var det et skridt i den rigtige retning.

    Anders sidder så en dag i S-toget hvor det pludseligt slår det ham, at vi alle sammen bruger mobiltelefoner! Den kendsgerning måtte være noget der kunne bruges, hvor alle kunne være med, uden det kræver store forandringer i hverdagen...Og sådan blev idéen om Greenspeak til...Vi har næsten alle et mobilabonnement - og gennem noget vi i forvejen alligevel skal have, kan vi da lige så vel gøre godt samtidig. Og med 17 års erfaring med kundeservice lå det Anders ligefor at skabe noget, hvor han kunne bruge sine kompetencer.

    Greenspeak har derfor lige løn for alle hvor ingen kan tjene mere end 30.000kr. om måneden - heller ikke direktøren. De har et princip om transparens og ærlighed - også med pengene, så regnskabet ligger frit fremme til download på deres hjemmeside. Der er ingen bindinger og hvis et produkt bliver billigere eller opgraderes, så får eksisterende kunder også en gratis opdatering uden at blive snydt. Og til sidst, så er det lagt over til kunderne og interesserede til at bestemme hvordan og til hvem selskabets overskud skal fordeles. Det sker ved forskellige former for afstemninger hvor kunderne bestemmer over 2/3 dele af overskuddet, mens 1/3 dele fordeles ved offentlige afstemninger.

    Du kan også læse mere information om Anders og hans partnere, samt teleselskabet Greenspeak på www.greenspeak.dk.

    En stor tak til min gæst i denne episode for at ville dele og tusind tak til dig, der lytter med.

    DET FORUNDERLIGE: Når den 2-værelses lejlighed bliver firmakontor, bankerne får smidt milliarder i hovedet, omlæg fra vækst til bæredygtighed, politikerne kan ordne det hele, plant en skov i Sahara, høvdingen beskytter stammen, at bo uden varmt vand i 10 år, glorie over hovedet, det kager lidt i kommunikationen, grovmotorikken er ikke engang færdigudviklet, det hjælper ikke at være sur.

    SPILLETID: 1 time 34 minutter 24 sekunder