Spelade
-
Igennem første sæson har vi talt med en række forskellige kvinder, der alle har set livets mest barske sider. Vi har talt med dem om, hvad man som pårørende kan gøre for mennesker i deres livs krise og har givet råd til de, der netop står i deres livs værste øjeblik nu.
I sæsonens sidste afsnit sætter psykolog Rikke Høgsted en krølle på det hele. Med faglige briller fortæller hun, hvad der sker, når hele livet pludselig slår en kolbøtte og hvordan man selv og andre bedst kan sikre, at man kommer videre fra et dybt hul af krise. -
Når man står i kirken og siger ja til hinanden, er det med lovning om, at man vil støtte hinanden i medgang og i modgang. Nogle har allerede på dette tidspunkt, været igennem livskrise som par. Andre lever på en sky af lykke, og med uvished om, hvad den modgang egentlig vil omfatte.
Livet kan potentielt være fuld af kriser og modgang. Barnløshed, depressioner, ulykker, fertilitetsbehandling og alvorlig sygdom er kun en række af omstændigheder, der kan udfordre parforholdet. . I afsnittet taler vi med Lise Kramer Smith, der er psykoterapeut. Hun har blandt andet par i terapi, der går igennem sygdom, sorg og traumer, og giver gode råd til at stå sammen om eller ved siden af et menneske i krise. -
"Søskende bliver klogere af at skændes" var overskriften i en artikel i Vores Børn for et par år siden. Mange forældre med flere børn har nok åndet lettet op ved læsning af den overskrift, da skænderier mellem søskende for de fleste ikke er et ukendt fænomen.
Vi har derfor inviteret familierådgiver Sophia C.C. Rasmussen til en tur i studiet til netop en snak om, hvordan man håndterer det, når ens børn skændes. Med udgangspunkt i helt konkrete hverdagssituationer taler vi om, hvornår og hvordan vi som forældre skal blande os, og hvornår vi skal lade dem løse det selv. -
Ser dine børn Youtube? Eller Tik Tok måske? Langt de fleste børn har på den ene eller anden måde adgang til en skærm. I nogle hjem er der indført skærmtid og i andre er der fri adgang.
Uanset hvad er der gode grunde til at lytte til dette afsnit, hvor psykolog Rikke Papsøe, der er specialiseret i børn og selvværd, gør opmærksom på faldgruber og gennemgår, hvor vi som forældre skal være opmærksomme, når det kommer til vores børn og adgang til skærm. -
Hvis der er noget, der kan være en bekymring blandt forældre, er det vores børns mad- og spisevaner. Hvordan sikrer vi, at de får nok at spise, det rigtige at spise og hvordan sikrer vi egentlig overhovedet et hyggeligt aftensmåltid, når man samtidig skal skændes over farven på tallerkenen og hvor man har placeret ketchuppen?
I afsnittet har vi inviteret en af de dygtigste formidlere på området - Nemlig Anne Elsøe der på sin instagram-profil af samme navn hver dag giver gode råd til mange tusinder om alt fra småt spisende børn til madpakker og overgangskost.
Afsnittet håndterer børns madvaner fra baby-alderen, og helt til de bliver store teenagere og kommer vidt omkring alle emner, der handler om mad og spisning. Hvordan giver man barnet gode forudsætninger til at starte med, og hvordan undgår man senere at gøre fødevarer rigtige og forkerte, hvilket kan give dysfunktionelle spisemønstre? -
Rikke Winckler står bag Forældresparring, hvor hun blandt andet holder foredrag for forældre, der har brug for håndgribelige værktøjer til at styre egen vrede.
Alle med børn kender til følelsen af afmagt, når man igen og igen siger det samme til barnet, uden der bliver lyttet. I afsnittet taler vi om, hvordan vi som forældre holder bedre styr på os selv, når vi står og er frustrerede. Rikke giver helt konkrete værktøjer til, hvordan samarbejdet med vores barn bliver bedre. Også når de hopper i sofaen, og river potteplanter ned fra reolen. -
The Mental Load er på dansk betegnelsen for den mentale byrde, der kan ligge i at være den i hjemmet, der altid skal have styr på aftaler, projekter og logistik. Ofte er der én i hjemmet, der varetager alle de usynlige opgaver og det kan blive en belastning for vedkommende, der kan dræne parforholdet.
I afsnittet taler vi igen med parterapeut Cathrine Katzmann, der er kendt på Instagram som parterapeutens_dagbog. Cathrine fortæller, hvordan man kan definere de forskellige opgaver i hjemmet, hvor der er opmærksomhedspunkter og hvordan man kan hjælpe hinanden med at fordele det ligeligt, hvis en i parforholdet føler, at vedkommende bærer projektleder-rollen. -
Svigermødre kan både fremstå som en stor dejlig sidegevinst til parforholdet, såvel som en anledning til konflikter, når svigermor igen kommenterer med en spids bemærkning omkring børneopdragelsen.
I afsnittet behandler vi den svære relation til svigermor. Parterapeut Cathrine Katzmann giver konkrete råd og værktøjer til at sætte venlige grænser og til at håndtere konflikten, når svigermors bemærkninger og ageren ikke kun bliver til et sammenstød mellem hende og svigerdatteren, men også bliver til en konflikt og en ubuden gæst i et parforholdet. -
Det kan være svært at passe på parforholdet i hverdagen. Dage, hvor der skal smøres madpakker, vaskes tøj, afleveres børn, arbejdes, handles ind og puttes. Når dagen er omme har langt de fleste af os lyst til at falde sammen i sofaen, fremfor at pleje vores parforhold.
Mette Hummel, der er familie- og psykoterapeut, gæster igen podcasten og giver helt konkrete værktøjer til at passe på kærligheden midt i hamsterhjulet. Vi taler om kommunikation, om blonde-trusser og om at skabe plads til kærligheden. -
Tæl til ti sæson 3 sættes igang med et nyt tema - Børn. Som den første gæst i den nye sæson har vi inviteret Lena Adalberth, der har skabt et online-univers til mødre om børns sproglige og mentale dannelse.
Lena giver med sin faglige baggrund bud på, hvordan man sikrer en ordentlig kommunikation med ens kære børn. Lige fra fødsel til teenage-årene. Undervejs bliver der drøftet store spørgsmål, som hvordan man sikrer sproglige egenskaber, hvilke værktøjer, der kan anvendes for at få børnene til reelt at gøre, hvad man beder dem om, og hvordan man rummer en 2-årig, der nægter at bevæge sig frem ad på vej hjem fra vuggestuen. -
Pia Anspor har specialiseret sig i de udfordringer og potentialer, der knytter sig til høj intelligens hos børn, unge og voksne.
I afsnittet taler vi om, hvordan man kan spotte børn, der har særlig høj intelligens, hvordan man som forældre kan håndtere det og hvad det kan betyde at have et barn et barn med høj intelligens der ikke trives. -
Vi har igen Lena Adalberth i studiet. Denne gang til en stor snak omkring børn og institutioner. For hvad er egentlig bedst? Dagpleje eller vuggestue? Og hvordan hjælper vi vores barn til en god indkøring og en god hverdag, når de først er kommet igang?
Desuden taler vi om dårlig samvittighed, om hjemmepasning contra institution og om bekymringer. -
Vi har nok alle stået med et barn i armene, der har nægtet at overgive sig til søvnen. Stirrende stift ud i luften vuggende frem og tilbage med tilsyrede arme. Vi har derfor inviteret Sine Ditlev Bihlet i studiet, der også er kendt som Søvnplejersken. Hun er sundhedsplejerske og har specialiseret sig i alt man bør vide om søvn, puttemetoder og gode søvnvaner.
I afsnittet taler vi blandt andet om den meget udskældte metode "Godnat og sov godt" Vi taler om hvorvidt, der er rigtige eller forkerte måder at putte på og om søvn fra barnet er baby til det faktisk næsten er stort nok til at gå i seng selv. -
Vi har igen Sophia C. C. Rasmussen i studiet, der i dagens afsnit fortæller om børns vrede. Hvordan håndterer vi lille Magnus på 2 år, der ikke må få et Kinderæg i Brugsen, og nu ligger og vrider sig på gulvet? Og hvordan møder vi vores store barn, der føler sig svigtet og vred i en konkret situation?
Sophia lever af at hjælpe familier, der er udfordrede på alt fra børns vrede til søskendejalousi, og hun har mange gode og konkrete råd til alle forældre, der i ny og næ føler sig hjælpeløse. -
Hvis du spørger vores gæst Smilla Lynggaard, er man ofte ikke i tvivl, om hvorvidt ens børn er viljestærke eller ej. Hun har studeret viljestærke børn i 13 år og ofte er der fælles karakteristika for dem alle. Viljestærke børn går målrettet efter det, de vil. Hvis man bryder en aftale eller går ind i en konflikt med dem, kan konflikten vare i timevis. Mange tror, at viljestærke børn er dårligt opdragede, men det handler om alt andet end det.
Baseret på sin lange erfaring fortæller Smilla Lynggaard, hvad der definerer et viljestærkt barn og hvordan man som forælder bedst får skabt et godt miljø omkring dem.