![OM! Synsbedrag for ørerne [Nu i stereo]](https://is1-ssl.mzstatic.com/image/thumb/Podcasts211/v4/4a/d6/36/4ad6362b-6561-f89e-e7c0-3c315ca90485/mza_17465475249125843512.jpg/250x250bb.jpg)
Avsnitt
-
Send feedback (sms)
(Thøfner Læser Filosofihistorien, episode 18)
Hvad sker der egentlig, når vin og vand hældes sammen?
Helt præcist?Nu hvor vi kender atomer og molekyler, vil svaret være, at de små partikler fra substanserne blandes og bevæger sig rundt mellem hinanden.
Anaxagoras' forståelse er anderledes: Der er tale om en ægte forening, hvor grænserne mellem substanserne opløses fuldstændigt.
ALT ER I ALT.
Litteratur, bla.:
Barnes, Jonathan. (1982). The Presocratic Philosophers. Routledge.
Mejer, Jørgen. (2022). Førsokratiske filosoffer. Gyldendal.
Panayiotis, Tzamalikos. (2016). Anaxagoras, Origen, and Neoplatonism. De Gruyter. -
Send feedback (sms)
En støvet novemberdag i 1904 stod den 37-årige jødisk-tyske arkæolog Otto Rubensohn i en antikvitetsbutik i den egyptiske by Akhmim. Vi er i Øvre Egypten, omkring 470 kilometer syd for Cairo, i en af landets ældste byer, der ligger på Nilens østbred. I antikken var byen kendt som Panopolis eller Khemmis og var et vigtigt center for både græsk-romersk og koptisk kultur.
Som ung, men allerede respekteret repræsentant for Das Deutsche Papyruskartell havde han gjort sig bemærket med betydningsfulde udgravninger i Grækenland. ... Nu stod han her i denne ældgamle ørkenby, Akhmim, hvor græsk og egyptisk kultur gennem århundreder havde mødt hinanden, og hans blik faldt på noget særligt: et kraveformet gravsmykke, hvor forgyldte kobberblade var monteret på nogle strimler af papyrus. Smykket var designet som en begravelseskrans og stammede sandsynligvis fra byens nekropol. Ud på aftenen beskrev han omhyggeligt objektet i sin dagbog. Et tilsyneladende beskedent gravsmykke.
Rubensohn havde ingen idé om at hans køb skulle vise sig at blive et af de mest betydningsfulde moderne fund inden for antik filosofi. For de papyrusstrimler der tjente som understøtning for de forgyldte blade, gemte på noget: en tekst der skulle kaste nyt lys over en af antikkens mest gådefulde tænkere.
I 1992 gjorde papyrologen Alain Martin en forbløffende opdagelse: teksten på fragmenterne var skrevet af den førsokratiske filosof Empedokles fra det 5. århundrede f.Kr. Dette var en sensation, for det var første gang man fandt en direkte overleveret tekst fra en førsokratisk filosof - ikke bare citater og genfortællinger fra senere forfattere, som sædvanlig.
Hvem var denne Empedokles, hvis ord havde overlevet næsten 2500 år gemt i en egyptisk gravkrans? Han var en af oldtidens mest gådefulde og farverige skikkelser - filosof, digter, læge, mystiker og politisk figur, der levede i den græske by Akragas på Sicilien omkring 490-430 f.Kr.Empedokles personificerede på mange måder græsk filosofis guldalder, hvor grænsen mellem det guddommelige og det menneskelige ofte var flydende. I sine digte præsenterede han sig selv som en guddommelig skikkelse, der vandrede blandt mennesker iført purpurkappe, med en guldkrone om hovedet og bronzesandaler på fødderne, som Diogenes Laertius beretter i "Fremragende filosoffers liv og meninger".
Litteratur, bla.:
Inwood, Brad. (2001).The Poem of Empedocles. A TEXT AND TRANSLATION WITH AN INTRODUCTION. University of Toronto Press.
Clausen, Sophus: Atomernes oprør
Jüdisches Museum Berlin (Udstilling om Otto Rubensohn) -
Saknas det avsnitt?
-
Send feedback (sms)
Floden hvor du satte din fod lige nu, er væk.
Vandet giver plads til dette.
Nu dette.
Det der var, var altid og vil altid være. For hvis det opstod, var der nødvendigvis ingenting, førend det opstod.
Denne gang læser vi Heraklit og Melissos. Heraklit er langt mere almen kendt end Melissos, og der er ikke noget, der forbinder dem tæt, men man skal jo fortælle historien på en eller anden måde, og jeg har valgt at bringe dem sammen som kontraster. Der er nemlig mange muligheder for at sætte Heraklit og Melissos over for hinanden som modsætninger. Vi er i tiden omkring 500 år før vores tidsregning for Heraklits vedkommende, og 40-50 år senere for Melissos.
"Alt er i konstant flux", siger Heraklit. "Alt er evigt uforandret", siger Melissos. Begge figurer voksede op i rige handelsbyer på kysten til det ægaiske hav. To havnebyer, to tænkere, to vidt forskellige tilgang til både liv og tænkning.
Man fristes til at forbinde deres grundmetaforer med de geografiske omgivelser. Der løb floder igennem Heraklits hjemby Ephesus, og Melissoses Samos, 25 km længere mod syd, er en ø med mange klipper. Strømmende floder overfor evige klipper. Måske har det ud over forskellen i påvirkninger fra omgivelserne været et spørgsmål om temperament. I hvert fald svarer forskellene til en formmæssig forskel i deres skriftlige udtryk. Melissos skrev klar prosa, Heraklit dunkel poesi. Logisk argumentation overfor gådefulde aforismer.
Litteratur, bl.a:
Mejer, Jørgen. (2022). Førsokratiske filosoffer. Gyldendal.
Kahn, Charles H. (2001). The art and thought of Heraclitus. Cambridge University Press.
Haxton, Brooks [oversætter] (2001). Fragments: The Collected Wisdom of Heraclitus. Viking/Penguin Classics. -
Send feedback (sms)
Der er mange andre præsokratikere end Thales, Animaxander, Pythagoras og Parmenides – som er dem, jeg har været inde på tidligere. Men jeg vil jo gerne videre i teksten, ellers når jeg aldrig frem til nutiden før jeg bliver datid, og derfor samler jeg resten af de tidlige grækere i opsamlingsheat. Det bliver altså highlights, som fokuserer på hvad vi især kender gamle filosoffer for.
Vi skal møde Xenophanes, Zeno, Melissos, Heraklit, Empedokles, Anaxagoras, Leukippos, Demokrit, Philolaos, Protagoras, og Gorgias.
Denne gange bliver det Zenophanes og Zeno.
Dvs. først er der dømt gudekritik og så paradokser.
-
Send feedback (sms)
Afgrænset yderst i alle retninger, svarer væren til en kugles fysiske masse.
Glat og afrundet, jævnt afbalanceret langs hver radius, fra centrum til kant.
Denne form er nødvendig, da væren ikke kan være lidt mer’ her og lidt mindre dér,
Der er jo ikke noget ikke-eksisterende der kan forstyrre værens perfekte kontinuum.
I ét med sig selv, ens overalt og med sin yderste grænse inkluderet, er væren en kugle.Denne gang skal vi høre fra Parmenides, og jeg er glad for at kunne melde, at vi for en gang skyld kan læse filosoffen selv, godt nok i min gendigtning. Parmenides digt er hovedindholdet, men vi skal også høre fra Martin Heidegger, som var mere end almindelig fikseret på præsokratikerne og især Parmenides. Til sidst giver jeg nogle stikord til hvordan jeg selv forstår de spørgsmål og temaer som Parmenides rejser.
Parmenides blev født omkring 515 før nul i byen Elea, en græsk provins i det sydlige Italien. Han regnes for en af de mest indflydelsesrige præsokratiske tænkere og som grundlæggeren af den eleatiske skole. Efter byen jo altså. Hans tanker fik afgørende betydning for senere filosoffer, særligt Platon. Parmenides logiske argumentationsform har mange betragtet som banebrydende. Og så kan han anskues som selve grundlæggeren af metafysikken i vestlig filosofi. Det med metafysikbegrebet vender jeg tilbage til, når vi kommer til Aristoteles om nogle episoder.
Parmenides centrale begrebspar er væren og ikke-væren. Dvs. hans pointe er på en måde at det ikke er et reelt begrebspar: der findes kun væren. Væren er hans helt grundlæggende udgangspunkt og princip.
-
Send feedback (sms)
Præsokratikernes grundspørgsmål er hvad alting er.
Indtil nu har alt været vand, som Thales foreslog, eller luft som Anaximenes mente, og andre elementer og deres samspil står i kø. Animaxander gik et skridt tilbage fra de konkrete bud, og sagde at alt var APEIRON, at det var altings princip; det endeløse, ubegrænsede A.
Når vi presser Pythagoras til at svare på grundspørgsmålet i samme koncise form, siger han ”alt er tal”.
De fleste kender Pythagoras læresætning. Hvis vi tager en retvinklet trekant og kalder de to sider ved den rette vinkel for a og b, og den sidste side for c – så er a**2 + b**2 = c2. Med andre ord er summen af kateternes kvadrater lig med hypotenusens kvadrat. Det er et grundlæggende geometrisk forhold, som i forskellige variationer bruges i utrolig mange sammenhænge. Det er ikke helt fjollet at kalde den for den vigtigste formel.
Nu ville det jo være rart hvis det var Pythagoras som havde fundet det geometriske guldkorn, det er jo trods alt hans læresætning – men princippet kendes langt tilbage i tiden, fx hos Babylonierne omkring 1800 år før vores tidsregning.
Hvad er det så Pythagoras fandt på? Lige i forhold til Pythagoras læresætning var han måske den første der beviste den, men det er heller ikke spor sikkert.
De to sidste afsnit var vi geografisk i Milet, en havneby på hvad der nu er Tyrkiets vestlige kyst. Pythagoras blev født omkring 570 f.vt. på øen Samos – en vigtig græsk bystat ikke så langt fra Milet. Der var regelmæssig kontakt mellem stederne, og man ville fx have kendt til de samtidige milesiske filosoffer, som Thales. Vi ved ikke meget om hvad Pythagoras lavede. Visse kilder hævder at han rejste i såvel egypten som babylonien, og det er jo muligt. Problemet er at det er noget af en trope at give en historie om hvordan vismænd fandt deres kilde til visdom i egypten og andre fjerne steder kendt for deres ærværdige og mystiske videnstraditioner.
Som moden mand, måske i fyrreårsalderen, flyttede Pythagoras til den græske koloni Kroton i Syditalien, som også var et sted for handel. Kilderne har forskellige bud på hvorfor han flyttede. Måske pga. den lokale tyran Polykrates, måske fordi han blev tvunget til at deltage i politiske anliggender mod sin vilje. Men han flyttede, og grundlagde snart et filosofisk-religiøst fællesskab. Han siges at være den første der brugte betegnelsen filosof om sig selv – så igen har vi fundet begyndelsen på det hele!
Litteratur (bl.a.):
Harrison, Pelling & Stray (red.). (2019). Rediscovering E. R. Dodds. Oxford University press.
Dodds, E. R. (1973). The Greeks and the Irrational. University of California Press.
Kahn, Charles H. (2001). Pythagoras and the Pythagoreans. Hackett Publishing.
Guthrie, Kenneth Sylvan. (1987). The Pythagorean Sourcebook and Library. Phones Press.
"Pythagoras gyldne vers" efter https://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Golden_Verses&t= -
Send feedback (sms)
(Thøfner Læser Filosofihistorien 12)
Verdens første filosofiske tekst.
Nej, okay - verden - er at tage munden for fuld.
Europas første filosofiske tekst.
Nej, okay - tekst - er lidt for stort et ord.
Europas første filosofiske fragment ...?Tjoh. Måske. Forudsat at vi tror på det.
Hvad er det jeg taler om? Anaximanders fragment.
Ideen er at vi har et lillebitte stykke tekst skrevet af Anaximander. Som vi var inde på sidst, har vi jo ikke noget fra præsokratikerne. Kun omtaler, resumeer, parafraser fra senere og ofte langt senere forfattere.
Anaximanders fragment adskiller sig egentlig ikke fra den situation, dvs. måske gør det. Man kan håbe det gør det. Det er et fortolkningsspørgsmål båret af et håb hos græske filologer som Nietsche og filosoffer der gerne vil om bag alle begyndelser, som Heidegger.
-
Send feedback (sms)
Hvornår begyndte filosofien? På den ene side er spørgsmålet forvrøvlet – som vi har beskæftiget os med i de tidligere episoder, er der masser af filosofisk tænkning masser af steder så langt tilbage vi har kilder. På den anden side har vestens filosofihistorie en slags begyndelse – et punkt hvor man kan begynde at fortælle den, og som indgår i en fortsat dialog, der bliver til filosofihistorien.
Platon og hans Sokrates er et meget tydeligt startpunkt. Vi har mange værker af Platon, og de bliver definerende for hvordan filosofi overhovedet forstås. Som i spidsformuleringen der tilskrives Alfred North Whitehead, består den europæiske filosofihistorie af en række fodnoter til Platon. Men hvad voksede et fænomen som Platon ud af? Begyndelsen før starten, de tænkere som var med til at danne forudsætningerne, kendes under betegnelsen Præsokratikerne. Havde man en tidsmaskine så man kunne rejse tilbage og interviewe figurer som Thales, Anaksimander og Anaksimenes, de såkaldte milesiske filosoffer (i byen Milet), ville de undre sig over at blive kaldt præ noget som helst. De var der vel bare, i deres nutid, optagede af at forstå verden.
Vi er cirka 6-500 år før år nul, i udkanten af den græske verden, steder som Milet, en by i Ionien på den vestlige kyst af hvad der nu er tyrkiet, og Kroton i hvad der nu er syditalien. Forskellige steder der har det til fælles at de ligger i periferien, samtidig med at de er knudepunkter for handel og kulturel udveksling. Milet, for eksempel, var en kosmopolitisk by med kontakt til folk fra Egypten, Babylonien og andre fjerne lande.
-
Send feedback (sms)
Denne gang læser vi i det kristne, og kulturkristne som mig, kalder Det Gamle Testamente. Nærmere bestemt læser vi fra Prædikerens bog. En af de to tekster i den gamle antologi som klart hører til de mest filosofiske – jeg tænker på Prædikerens bog og Jobs bog.
"Alt, hvad der bliver sagt, udmatter. Ingen bliver færdig med at tale. Øjet mættes ikke af at se. Øret fyldes ikke af at høre."Før vi går i gang med dagens tekst, en smule om hele antologien som sådan. Titlen ”Det Gamle testamente” er som bekendt den kristne betegnelse. Det er set fra et vist perspektiv en noget approprierende og retrospektiv navngivning. Det er klart for enhver nogenlunde afbalanceret betragtning at tekstsamlingen ikke på nogen måde handler om Jesus-figuren. De kristne forøg på at finde profetier og en linje der entydigt leder til Kristendom, som meget tydeligt spillede en vigtig rolle i Det nye testamente, er for at sige det mildt ikke overbevisende. På den anden side er der selvfølgelig ikke noget mærkeligt i at traditioner udvikles, splittes og transformeres. I den forstand kan man sige at ethvert nutidigt ståsted altid forsøger at tegne en linje bagud, for at fortælle en historie. Dem der fortæller har så ofte en interesse i at få den linje til at fremstå som om den startede og gik fremad mod et bestemt punkt.
Her er vi først og fremmest interesseret i tekstsamlingen SOM en tekstsamling. Her er det mere rimeligt at omtale den som den hebraiske bibel, eller Tanakh. Det er en antologi af hebraiske tekster som bl.a. er blevet kanoniseret i den klassiske græske oversættelse, septuaginten, i det tredje århundrede før vores tidsregning. Judaismen og Samatarinismen har vedligeholdt forskellige versioner af antologien. I dag er den autoritative hebraiske bibel i rabbinisk judaisme, den masoretiske tekst, hvis form daterer sig til ml. det 7. og 10. århundrede. Det oprindelige tekstmateriale er blevet til mellem omkring det 12. til det 2. århundrede før år nul. Mange dateringer er omdiskuterede både fordi det er vanskelige spørgsmål og fordi der er mange ideologiske og religiøse motiver involveret. Men altså, det er ikke hel galt at teksterne er blevet til over en periode på op til tusind år, og at de yngste dele stammer fra omkring det 2. århundrede før vores tidsregning.
-
Send feedback (sms)
I sidste episode var emnet buddhisme på sådan en ret generel facon. Denne gang handler det stadig til dels om buddhisme, men nu er fokus den buddhistiske filosof fra det andet århundrede, Nagarjuna. Lad os kalde ham den paradoksale tomheds filosof. Han skrev nogle vilde tekster, hvor logik bruges på logik, indtil logikken går i opløsning. Omdrejningspunktet for denne episode er Nagarjuna, men jeg må med det samme indrømme, at jeg hvirvler rundt om det punkt på en måde, hvor det er svært at afgøre, hvad der er afstikkere og hvad der er hovedbevægelsen. Jeg mener, vi kommer vidt omkring. Vi spørger om A virkelig er lige med A. Vi spørger om, hvad der gør en stridsvogn til en stridsvogn. Vi kommer ind på relativitetsteori og kvantemekanikken med dens paradokser. Især de sidste emner skyldes, at måden, jeg for lang tid siden stødte på Nagarjuna, var gennem den italienske teoretiske fysiker Carlo Rovelli. Han har udviklet omridset af en såkaldt relationel ontologi, og jeg synes, der er noget smukt ved hans tankegang. Ikke som det tilfældige møde på et operationsbord mellem en symaskine og en paraply, som dadaisten Lautremont skrev i 1869, men som det tilfældige møde i en verdensforståelse mellem en buddhistisk filosof fra det 2. århundrede og kvantefysiske eksperimenter fra det 20. århundrede. Der er alle mulige tangenter, så læn dig tilbage, eller hvad du nu kan og har lyst til, og forbered dig på en let rablende helhed.
-
Send feedback (sms)
I dette afsnit skal vi møde nogen af Siddhartha Gautama's tanker. Han er bedre kendt under sin religiøse titel "Buddha", "den oplyste" eller "den vågne", og allerede der, altså med det religiøse, bliver det potentielt indviklet og diskutabelt. Når buddhismen omtales i vestlige sammenhænger, sker det ofte med en betoning af, hvor lidt religiøs buddhismen er. Man tilbeder ingen guder i buddhismen, siges det f.eks. Buddha hævdede aldrig at være andet end en almindelig mand, i modsætning til mange andre religiøse figurer. Det er ikke en religion, men en mental videnskab, en teknologi. Der er ikke noget, man skal tro på, kun erfaringer, man kan drage. Alt så noget, siger man. Det er kompliceret, fordi det er helt forkert, og fordi der samtidig måske er en smule om det. Mere om det senere. At udskille religion og filosofi er et gennemgående tema her i begyndelsen af serien. Og her skal man selvfølgelig huske, at religion, filosofi og videnskab, det er moderne kategorier, vores moderne kategorier, som i sig selv har en lang historie. Ikke desto mindre er det interessant at følge de begyndende spor. Det er også vinklen i den her episode, som er ganske kritisk overfor den vestlige tendens til at se buddhismen som helt særligt i harmoni med videnskab og rationalitet.
-
Send feedback (sms)
Denne gang læser vi i Laotses Dao DeJing (Ta Te Ching). Sidst læste vi Chuang Tzu’s fine prosa, og lagde især mærke til humoren, den perspektiviske indsigt og hans betoning af ikke-gøren. For at citere Chuang Tzu: ”Hvad er problemet?”
Men Daoismens grundtekst er først og fremmest Dao DeJing – og jeg synes lige at vi hilse ordentligt på den.
Traditionen siger at den er skrevet af Lao Tzu. Der er tradition for at Lao Tzu var lærer for Chuang Tzu, og overleverede sin visdom til ham. Om de faktisk mødte hinanden, er usikkert. Bl.a. fordi begge figurer måske overhovedet ikke fandtes, hvilket ville vanskeliggøre et møde betydeligt.
En årsag til at betvivle Laotses eksisens, er at Lao - ikke er et navn, men en titel. Det betyder noget i retning af "den gamle mand" , så Laotse vil være "den gamle mester".
Traditionen siger at Laotse var arkivar ved det kejserlige hof i Zhou-dynastiet. Et arbejde der gav ham adgang til en stor samling af gamle tekster og visdom. Det siges, at Lao Tzu blev træt af det moralske forfald og den politiske uro i sin tid og besluttede sig for at forlade hoffet og rejse mod vest. Da han nåede til den vestlige grænse på sin vandbøffel, blev han bedt af vagten om at nedskrive sin visdom, før han forlod landet. Det gjorde han på én nat. Resultatet var Dao De Jing. I nutidige termer kan vi kalde det en digtsamling på 81 digte – og den er blevet grundlaget for taoistisk filosofi.
Det er en ret taoistisk historie. Laotse er ikke en helteskikkelse som sejrede i krig, forenede folk eller befriede dem fra slaveri. Nej han var bare arkivar. Visdommen var hvad han havde lært som arkivar over mange år – og han havde ikke planlagt at nedskrive den – det gjorde han fordi han blev spurgt. Han insisterede ikke på noget, skrev bare teksten, og så måtte andre se om det var noget for dem. Næste morgen gav han Dao DeJing til vagten, steg på sin vandbøffel og forsvandt ind i bjergene. Ingen hørte fra ham igen.
Litteratur, bl.a:
Lao Tzu: Tao Te Ching. Ursula K. Le Guin (1997):
Loatse: Tao Te Ching. Erik Folke (1972). (Indledning af Sven Lindqvist). Faldus/Bonniers. -
Send feedback (sms)
Denne gang handler det om ”shwangzee”. Ja, det er ham med sommerfugledrømmen. Den typiske europæiske transkribering er ”Chuang Tzu”, men såvidt jeg kan forstå er udtalen omtrent ”shwangzee”. Mester Schwang.
Vi er i Kina i det 4. århundrede fvt. Et usikkert bud er 369 til 286 fvt. I hvert fald er det cirka 100 år efter Konfucius døde.
Man ved meget lidt om shwangzee. Så lidt at nogen har udtrykt tvivl om han overhovedet fandtes. Det meste af den biografiske information kommer fra teksten selv. Og hvad er det for en tekst? Jo, det er teksten der bærer navnet shwangzee. Jeg kommer tilbage til teksten og tiden, men først har jeg lyst til at læse noget helt andet. Jeg siger først hvad det er bagefter.
-
Send feedback (sms)
Sidst vi var i Kina læste vi i visdoms- og orakelbogen I Ching, hvis oprindelse og historie fortaber sig lidt i tågerne. Denne gang har vi mere klart sigte. Det handler om tekster og tanker som udgår fra en bestemt historisk person, nemlig. Konfucius. Hans liv er relativt veldokumenteret, (han levede fra 551 til 479 fvt.) men også omgivet af tiltagende mytedannelser i eftertiden. Hvorfor interessere sig for Konfucius? Navnet er et samlingspunkt for en visdomstradition, et udsyn på livet som har haft umådelig betydning i den kinesiske kultur og stadig har det. Konfucius er den mest berømte kinesiske filosof, og næves ofte i flæng med navne som buddha, jesus, sokrates og nogle få flere. I den kinesiske oldtid kan man tale om tre søjler; konfucianismen, taoismen og buddismen. Og det er også en grund til at beskæftige sig med ham; selvom denne serie ikke kan bestå af andet end nedslag, kan vi alligevel tegne nogle bevægelser, identificere nogle basale positioner og følge indflydelser igennem historien. Det kommer vi til at gøre over de næste episoder.
Vi skal selvfølgelig læse nogle korte uddrag af de konfucianske grundtekster. Det drejer sig om bogen ”Samtalerne”, der på dansk bl.a. er udgivet som ”Samlede samtaler” på engelsk kendes den som ”Analects”, der betyder noget i retning af ”udvalg”. Teksten er en samling af ret løsrevne udsagn og anekdoter om mesteren Konfucius, der traditionelt set opfattes som samlet af elever og følgere.
Min indgang er det gamle spørgsmål om konfucianismen er en religion eller en filosofi.
-
Send feedback (sms)
Denne gang læser vi klassisk indisk filosofi. Det siger sig selv, at det er umuligt at dække en så stor og rig en litteratur i en lillebitte podcastepisode. Så lad det være sagt med det samme, det bliver nogle få nedslag.
Velkommen til Thøfner læser filosofihistorien, afsnit 4.
Jeg læser nogle steder jeg faldt over i vedaerne og upanishaderne, og funderer lidt over det paradokssøgende - om at ville sige det uudsigelige - og slutter af med et blik på en ateistisk og naturalistisk indisk tradition. -
Send feedback (sms)
Afsnit 3 af serien "Thøfner læser filosofihistorien" (TLF). Efter at have besøgt oldtidens Egypten, og Kina (som vi vender tilbage til), bevæger vi os nu til det gamle Mesopotamien for at læse i et af verdens ældste litterære værker - Gilgamesh-eposet.
Gilgamesh-eposet, der også kendes som ”Det var ham, der så dybet”, efter tekstens begyndelsesord, har rødder tilbage til flere tusind år fvt. og fortæller historien om den mægtige konge Gilgamesh af Uruk. Han var ikke bare en stor kriger og hersker, men også to tredjedele gud og en tredjedel menneske.
Led efter kisten af cedertræ,/åbn dens lås af bronze./Luk døren op til dens hemmeligheder,/tag tavlen af lapis lazuli ud og læs højt:/ Læs om det, Gilgamesh gik igennem, læs om alle hans lidelser
Teksten der læses fra er Sophus Helle og Morten Søndergaards smukke oversættelse "Gilgamesh" (2019), Gyldendal.
Desuden bruges Sophus Helles "A new translation of the ancient epic Gilgamesh" (2021), Yale University Press. -
Send feedback (sms)
Velkommen til afsnit 2 af serien "Thøfner læser filosofihistorien". Denne gang hopper vi til Kina og læser lidt i ”I Ching” - Den kinesiske Bog om Forandring eller forvandling, også kendt som "Forvandlingernes Bog" eller "Bogens Bog". Mange steder kan man læse at ”I Ching” går så langt tilbage som til 2500 fvt. men de mest solide kilder placerer den væsentligt senere. Teksten som sådan er formentlig blevet skrevet og samlet fra 1000 år fvt. til 750 fvt. Under alle omstændigheder er ”I Ching” med på listen over verdens ældste tekster. Den har haft enorm betydning i kinesisk filosofi og religion. Bogen handler om transformation, om forandringens natur og giver råd til livets store spørgsmål. Og så er det jo traditionelt set en spådomsbog, og vi skal da prøve at bruge den på dén måde. ...
De mest anvendte udgaver i episoden er:
I Ching - forvandlingernes bog (Richard Wilhelms udgave). Thaning & Appel. 1973.
Bradford Hatcher: The book of changes. Yijing, Word By Word. Hermetica. 2009. Se webressourcen Hermetica.info. [De sidste tekster jeg læser i episoden er Hatchers].
Baggrundsinformation, bl.a. fra The original I ching: an authentic translation of The book of changes. Margaret J. Pearson. Tuttle publishing, 2011. -
Send feedback (sms)
Første afsnit af en serie: Thøfner læser filosofihistorien (TLF). Denne gang læser vi i "verdens ældste bog": Ptahoteps lære.
Velkommen til det her første afsnit af Thøfner læser filosofihistorien.Jeg har altid læst meget usystematisk, og det kan jeg egentlig godt lide. Der er alligevel alt for mange bøger i verden til at man kan nå at læse dem alle sammen, og på den måde bliver systematik og idéer om aktualitet, lidt af en fantasi.
Jeg elsker overraskelsen ved at opdage noget sært eller spændende eller smukt i en bogkasse eller på andres hylde i et sommerhus.
Men nu fik jeg så alligevel lyst til at give mig selv den opgave at læse tekster fra filosofihistorien i kronologisk rækkefølge. Det er vel en drøm om at udvide overblikket lidt. Næste tanke var at der måske er nogle af jer søde lyttere derude som gerne vil være med på turen. Så det blev til et podcastprojekt. Og fordelen er, så får jeg det også gjort.
Rammen er simpel. Afsnittene er korte, det vil sige et kvarter plus minus et par timer.
Størstedelen af et afsnit er oplæsning af uddrag af en original tekst. I en oversættelse man ikke nødvendigvis skal fæste så meget lid til, men som er god nok.
Resten af tiden sætter jeg teksten ind i en sammenhæng eller trækker et bestemt begreb, spørgsmål eller pointe frem. En sjælden gang har jeg måske selv en tanke jeg vil af med.
Kilder brugt i afsnittet:
Manley, Bill. (2023). "The oldest book in the world". Thames and Hudson.
Wikipedia og diverse andre ressourcer på nettet. -
Send feedback (sms)
Gæst: Johanne Nedergård. De fleste af os kender til at tænke sproglige tanker, noget der svarer til tale, bare “indeni” som man siger. Det omtaler man typisk som den indre stemme. Men det er en fejltagelse at gå ud fra at alle mennesker har samme måde at bruge og opleve indre monolog eller dialog på. Nogle mennesker rapporterer at de ikke kender til nogen indre stemme, andre at de godt kender den, men næsten aldrig har den. Andre igen, har rigeligt, og ville måske gerne skrue lidt ned for den.
Episode 6 handlede om forestillingsevnen, især den visuelle. Lige siden jeg lavede det afsnit, har jeg tænkt at følge op med temaet den indre stemme. Der er rigtig mange paralleller, og så er det jo bare uhyre interessant at beskæftige sig med kvaliteten og variationen i vores indre liv.
Sørme om Johanne Nedergård så ikke dukkede op i flere medier, og fortalte om sin forskning i netop den dér indre stemme - bl.a. med fokus på at det ikke er alle der har én. Det glædede mig rigtig meget at Johanne var med på en samtale, og selve samtalen var en stor fornøjelse.
Støt op om det hele ved at like & subscribe hvor du kan. Spred rygtet om podcasten. Din indre stemme (hvis du har én) vil takke dig for det!
Læs mere på omdethele.dk
Besøg poesi.dk
Ring til Om det hele automatiske telfonsvarer på 77 34 2024 og læg en kommentar, besked eller fortæl hvad din indre stemme går og mumler. -
Send feedback (sms)
NU I STEREO ***I denne episode af "Om det hele og resten" handler det om lyd, især auditive illusioner, altså synsbedrag for ørerne. Men vi fordyber os også i høresansen og lyd i det hele taget. NB! Afsnittet er langt og lidt af en blandet lyd-handel - brug endelig indholdsfortegnelsen og tag det i bidder :-)
Vi skal høre lyden af én hånd, der klapper. Vi skal høre lyden af et træ, der falder i en skov, hvor ingen er. Vi skal høre toner, der trodser al logik ved tilsyneladende at blive ved med at stige eller falde. Vi skal høre eksempler på, hvordan der er markant forskel på den lydlige virkelighed, og hvordan din hjerne arrangerer og fortolker den. Vi skal høre klip, hvor stykker af sprog høres på vidt forskellige måder, alt efter de forventninger vi har.
Du skal helst lytte i hovedtelefoner - nogle af effekterne virker kun sådan.
*** Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig at podcasthosten konverterede stereofilen til mono. Men det gjorde den, og det ødelagde jo store dele af pointen med podcasten. Derfor denne genudgivelse … ***
Tak fordi du lytter! - Visa fler
