Avsnitt

  • Maskinmestrenes Forenings podcast, Maskinrummet, har mødt brødrene Mohammad, Alexander og Taha Razaq til en snak om deres fælles passion for teknisk kunnen og et bredt teoretisk fundament. De er alle tre uddannet fra Maskinmesterskolen København i henholdsvis 2021, 2019 og 2024.

    Selvom Alexander ifølge brødrene er den mest teknisk anlagte af de tre – og også den eneste med en håndværksmæssig baggrund, så har Taha og Mohammad ikke været i tvivl om, at de ville støtte ham undervejs i studierne. Det betyder dog langt fra, at de har haft samme tur igennem skolen.

    »Man gør tingene på hver sin måde, forstår det forskelligt, men der er også noget erfaring, man kan give videre. Så for hver bror er der kommet en bedre maskinmester ud, synes jeg,« siger Taha Razaq med et smil.

    Samstemmende roser brødrene deres undervisere, ikke alene for deres faglige niveau, men også deres tilgang til det at lære fra sig. Som eksempel nævner Mohammad Razaq lektor Finn Jørgensen, der engagerede sig fuldt ud i sine studerende.

    »Han havde sådan en passion; han kunne stoppe en hel undervisning, fordi han ville have alle med. Han kunne blive ved, han brugte sin fritid, han gjorde virkelig alt. Så til alle de undervisere, vi haft: Tusind tak for alt, det har virkelig været en fantastisk rejse,« siger han.

  • Maskinrummet møder i denne udsendelse to af produktionsvirksomheden NGI Hygienic Components’ tekniske sælgere i form af Peter Nyholm Jørgensen, som er Manager, Sales & Project Development, og Mathias Kjærsgaard Sørensen, der sidder som Global Sales Manager.

    De medgiver begge, at sælger måske ikke er den mest åbenlyse funktion at have som maskinmester, men ingen af de to er i tvivl om, at de – aktuelt i hvert fald – er havnet på den rigtige hylde.

    Samtidig er såvel Mathias Kjærsgaard Sørensen som Peter Nyholm Jørgensen glade for at have et fundament at stå på som maskinmestre. Faktisk er hele paletten brugbar, når de skal rådgive om de avancerede løsninger, mener sidstnævnte.

    »På vores produkter er der rigtig meget elektronik, og der er en masse mekanik. Men så skal vi jo også tale ind i kundernes maskiner, og der kan være hydraulik og automation og meget andet. Og så skal vi også kunne tale med operatørerne, så det er helhedstankegangen, der er i spil, og det er der, maskinmesteren er et step over nogle af de meget specialiserede uddannelser,« siger han.

  • Saknas det avsnitt?

    Klicka här för att uppdatera flödet manuellt.

  • Aarhus Maskinmesterskole har fået installeret en ny maskinrumssimulator, og med den har skolen et nyt redskab fra den helt store værktøjskasse til at klæde de studerende på den maritime valglinje på til karrieren på havet.

    Maskinmestrenes Forenings podcast, Maskinrummet, har mødt adjunkt Anne-Mette Trebbien og lektor Flemming Pedersen, der begge underviser i simulatoren, til en snak om, hvad den kommer til at betyde, eksempelvis når det gælder undervisning i fremtidens brændstoffer.

    Simulatoren har nogle virkelighedsnære kvaliteter, som kan presse brugerne lidt ekstra. Ikke alene kan underviserne stressteste de studerende med blinkende og hylende alarmer, et sæt højtalere kan også producere det samme støjniveau, der ville gøre sig gældende i et rigtigt maskinrum.

    »Hvis vi laver et hul i skibet, så det tager vand ind, så kan vi faktisk ofte opleve, at folk agerer som om, det tager vand ind. Panikken breder sig, selvom de kan stå og kigge ned i atriummet og se, at der ikke sker noget,« fortæller Flemming Pedersen, der selv er uddannet fra AAMS i 1985.

  • Maskinmester Philip Skall Hansen er gennem sine godt seks et halvt år i produktionsvirksomheden NGI steget stødt i graderne. I dag er han produktionschef og leder for omkring 80 mennesker, og står i spidsen for den operationelle drift af NGI’s omfattende interne produktion samt hele virksomhedens supply chain.

    I denne udgave af Maskinrummet fortæller Philip indgående om sin uddannelse og karriere, positionen som CPO og det omfattende ansvar, der følger med den titel. Derudover sætter han også ord på sine tanker om ledelse, og hvordan de er opstået over årene.

    »Man skal ikke være for fin til at hoppe i arbejdstøjet, og det virker – og det går hurtigt – når man kan se, at der er fælles interesser, og at man ved, hvad man snakker om. Det er leading by example, og det er der mange teorier om, men jeg gjorde det bare, og kan tydeligt se, at det gjorde en forskel,« siger han.

    For at underbygge sit lederskab har Philip Skall Hansen taget en efteruddannelse i form af en EBA – Engineering Business Administration – der gennem tre år har givet ham mere indsigt i salg, marketing, strategi, organisationsteori, økonomi og ikke mindst ledelse. Vigtigheden af det fortæller han mere om i podcasten.

  • CEO i Green Instruments, maskinmester Morten Brandborg, ser det som sin fornemmeste opgave at få selskabets ledergruppe til at arbejde perfekt sammen uden silodannelse, interne uoverensstemmelser eller suboptimering.

    »Hvis jeg kan få den her enhed, som ledergruppen er, til at arbejde fuldstændig homogent sammen, og et eller andet sted gøre mig selv fuldstændig overflødig, så har jeg lavet ledelse til perfektion. Det er sådan, jeg ser det,« siger han i denne udgave af Maskinrummet.

    God ledelse handler ifølge Morten Brandborg meget om menneskeforståelse. Man skal forstå de mennesker, man skal være leder for, men før man kan det, skal man forstå sig selv. Det kan måske lyder lidt banalt, medgiver han, men der er masser sider af os selv, vi ikke er bevidste om

    »Du skal hjælpe dine medarbejdere; du skal ikke kontrollere dem. Du skal være der, hvis de har behov for det, men ellers give dem plads og ansvar og lade dem løse opgaverne selv,« siger Morten Brandborg.

  • I denne episode af Maskinrummet dykker vi ned i den effektive personlige kommunikation med Thomas Rex Frederiksen. Han er anerkendt performance coach, mentaltræner og forfatter – og præsenterer i sin seneste bog en lang række konkrete redskaber til at lykkes med den personlige kommunikation. Vi dykker ned i nogle af redskaberne her.

    Thomas Rex Frederiksen arbejder blandt andet med fire arketyper, som repræsenterer forskellige stile inden for personlig kommunikation: Fascinatoren, Inspiratoren, Energizeren og Performeren.

    Lyt med, og hør, hvilken arketype, der passer på de fleste maskinmestre, ifølge Thomas Rex Frederiksen - og forstå, hvordan du bedst udnytter din arketype i din personlige kommunikation.

  • Som henholdsvis Service Development Manager og Service Engineer er Jacob Rasmussen og Jesper Jensen med på holdet af tekniske specialister, der sørger for, at teknologivirksomheden Green Instruments’ måleudstyr fungerer som det skal hos kunderne.

    Mens Jacob leverer rådgivning med kontoret som base, sender Jespers rolle ham rundt i primært Europa, en del i Asien og lidt i USA, hvor han træder til med sin ekspertise, når der er brug for det. Begge bruger desuden en del til i Green Instruments’ Academy for at være opdateret på løsningerne.

    »Så der er en del teknisk rådgivning over for kunderne i forhold til at installere korrekt og den slags. Og så vil vi jo også gerne ud af besøge dem – enten ombord på et fartøj eller på kontoret hos en superintendent – for at høre, hvordan det går, og se på sagerne, hvis de har nogle mærkelige data,« siger Jacob Rasmussen.

  • Maskinlæring er et centralt værktøj til at finde mønstre i store datasæt, så man som eksempelvis produktionsvirksomhed kan udnytte sin data til at optimere sin drift og sit vedligehold. Det fortæller maskinmester Bo Stig og kollegaen Maria Hvid, der er maskinlæringsingeniør, mere om i denne udgave af Maskinrummet.

    De kommer begge fra virksomheden Neurospace, som beskæftiger sig med kunstig intelligens (AI) og Machine Learning (ML). Og maskinmestre kan godt arbejde med data, understreger Bo Stig. Det er nemlig noget af det bedste, man kan gøre for at optimere sin produktion.

    »Vi bruger data til at finde mønstre på samme måde som maskinmesteren i kontrolrummet. Det gør så, at vi kan konkretisere det endnu mere, og vi kan lave forudsigelser i nettet, som kan være med til at gøre, at vi kan skrue ned for fremløbstemperaturen. Så der er masser af potentiale for at spare energi,« siger han.

  • I Dansk Industris 2030-plan har erhvervsorganisationen en stribe bud på, hvordan Danmark når i mål den grønne omstilling af samfundet og ikke mindst det danske energisystem, med udbygning af sol og vind, geotermi, varmepumper, Power-to-X og meget andet på menuen.

    Maskinrummet har talt med DI’s vicedirektør, Anne Højer Simonsen, om de ventende udfordringer i en udsendelse, hvor hun får selskab af maskinmester Anders Benfeldt, der er Senior Vice President i Semco Maritime og næstformand i Dansk Offshore.

    Semco Maritime er beskæftiget på to fronter, dels offshore vind, dels olie og gas, hvor Anders Benfeldt har ansvaret for sidstnævnte. Under det område hører også grønne elementer som CCS, bølgeenergi og højeffektiv energilagring.

    »Hønen og ægget i det her med Power-to-X og så videre er jo den grønne strøm. Det første skridt er elektrificeringen af den lette transport, men når det gælder den tunge transport, cementproduktion, landbruget og den slags, er der jo stadig mange knaster, der skal høvles væk,« siger Anders Benfeldt.

  • I over 20 år har Steen Broen Møller arbejdet med kultur, samarbejde og ledelse i en lang række organisationer. Han hjælper organisationer med at få det allerbedste ud af deres teams - og i det arbejde trækker han ofte på de fem dysfunktioner formuleret af Patrick Lencioni.

    I denne udgave af Maskinrummet gennemgår vi de fem dysfunktioner – også kaldet benspænd af Steen Broen Møller. Hvad er de fem benspænd, og hvorfor er de vigtige at arbejde med? Hvad betyder tillid for trivslen i dit team? Og hvordan styrker du som leder tilliden, hvis den ikke er der?

    Det – og meget andet – hjælper Steen Broen Møller os med at forstå i denne episode.

    Steen Broen Møller har tidligere gæstet Maskinrummet til en snak om de dilemmaer og udfordringer du kan møde, når du er ny som leder.

    Den snak kan du høre i episode #25.

  • Over de kommende år skal Novo Nordisk føre investeringer for i alt 60 milliarder kroner ud i livet i Kalundborg, hvilket på sigt vil skabe mere end 1.200 nye arbejdspladser i tillæg til de 4.400, der allerede findes på selskabets 1,6 millioner kvadratmeter store areal i den Vestsjællands havneby.

    Novos mange maskinmestre er et uundværligt led i den ligning, og der er brug for endnu flere allerede nu, så for at høre nærmere om planerne og opgaverne har Maskinrummet mødt Maria Svarre, der er driftsleder i energiforsyningen, og Lead Maintenance Responsible Flemming Jørgensen, for hvem vedligehold er omdrejningspunktet i hverdagen.

    »Vi står sammen, og så påtager vi os en del mere arbejde, end vi nogensinde har gjort før. Vi skal nok nå i mål, det er ikke det, men der sker rigtig meget pt. Men det er også spændende; vi får lov til at modificere vores anlæg, som tidligere måske har været lidt mere konservative, fordi fokus har været driftsstabilitet, nu hedder det driftsstabilitet samtidig med, at vi udvider,« siger Maria Svarre.

  • I denne episode af Maskinrummet fortæller søvnforsker og -ekspert, Mikael Rasmussen, og Mads Andreasen, der er idrætsfysiolog og konsulent for Strategisk Sundhed i PFA, om de mange fordele ved at prioritere god søvn og regelmæssig motion i en travl hverdag, hvilket specielt kan være udfordrende, hvis man arbejder i skiftehold med nattevagter.

    Præcis det har Rene Bjørnholt gjort gennem snart 30 år som maskinmester og vagtleder på Vestforbrænding i Glostrup, og i udsendelsen beretter han mere om sine erfaringer med at få det til at hænge sammen i hverdagen.

    »Du skal sove, for at din hjerne kan fungere. Men det er lige så vigtigt, at din krop restituerer sig under søvnen, og der sker en masse ting omkring genopbygningsprocesser af alt fra immunforsvar til hjerte-karsystem, ting omkring fedme, overvægt og godt humør,« siger Mikael Rasmussen.

    For maskinmestrenes vedkommende peger han også på de kognitive aspekter, hvor mindre søvn går ud over det kognitive potentiale, det vil sige opmærksomhed, hukommelse, koncentration og lignende, samtidig med at fejlprocenten stiger signifikant, ikke mindst om natten, hvor den menneskelige ydeevne er i bund.

  • I denne episode af Maskinmestrenes Forenings podcast, Maskinrummet, kan du møde to af produktionsvirksomheden NGI’s helt grønne folk i form af 25-årige Jeppe Johannes Jakobsen og Jonas Sørensen på 22, der begge er under uddannelse på Martec.

    Jeppe er på 7. semester, mens Jonas er på 5., og så har de begge været igennem deres værkstedspraktik i NGI, hvor de nu har studiejob ved siden af undervisningen i Frederikshavn.

    »Det var en super fed kobling at komme fra en værkstedsskole og så ud at bruge tingene i en virksomhed, og det var også der, det faldt på plads, at det var det rigtige, jeg havde fundet, fordi jeg syntes, det var vildt spændende fra dag ét,« siger Jonas Sørensen.

  • Det nordjyske selskab NGI Hygeinic Components har en mangeårig tradition for at tage maskinmesterpraktikanter på både værksteds- og bachelorniveau ind i virksomheden. I denne udgave af Maskinrummet fortæller to af virksomhedens aktuelle bachelorpraktikanter om deres vej ind på studiet og i praktikstillingerne, og om NGI som arbejdsplads for en studerende.

    Martec-makkerne Mikkel Walling Toft Pedersen og Rasmus Bolet skriver projekt sammen i NGI, hvor de har kastet sig over et affedtningsanlæg med et mål om at få maskinen til at køre hurtigere, men uden at gå på kompromis med kvaliteten i både affedtning og udseende på produkterne.

    Vejen ind i NGI var ganske nem, beretter Mikkel Walling Toft Pedersen i podcasten, og fremhæver den store velvillighed, der mødte ham og makkeren indledningsvis, både til vejledning og dialog, men også økonomisk i forhold til de projekter, der måtte vente fremadrettet.

    »Fordi der er så mange praktikanter igennem her, så ved folk også godt, hvad vi kommer med, og derfor bliver vi også hurtigt hevet ind i de problematikker, der er i dagligdagen, og får ansvaret for nogle af dem. Og jo mere ansvar vi tager, jo mere får vi også igen,« siger han.

  • Maskinrummet har mødt to af teknologivirksomhed Green Instruments’ mange maskinmestre til en snak om, hvad det kræver at være med til at gøre skibsfarten mere sikker ved hjælp af måleinstrumenter, der kan opsnuse eksempelvis en gaslækage inden situationen udvikler sig.

    »Vores opgave er ikke at lave produkter, vores opgave er at løse problemer, og det kræver, at vi forstår kundernes problem, og forstår hvordan de ønsker, det bliver løst. Der hjælper det rigtig meget, at man har kendskab til, hvad det er for en virkelighed, man befinder sig i ombord på et skib,« siger System Architect Jakob Brøns.

    I podcasten fortæller han og kollegaen Lasse Mørkehøj, der er Product Compliance Specialist og blandt andet beskæftiger sig med kompliceret jura og krav fra IMO, meget mere om, hvordan det brede fundament fra maskinmesteruddannelsen hjælper dem med at bygge ny viden på, for at kunne løse opgaverne i dagligdagen.

  • Maskinmestrenes Forenings podcast, Maskinrummet, er denne gang på besøg på Nature Energys anlæg på Nordfyn, hvor vi taler med Plant Manager Thor Lai Andersen og Operational Technical Support Berit Gravgaard om deres opgaver som henholdsvis driftsleder og en del af Nature Energys operationelle tekniske supportgruppe.

    I alt er der 16 medarbejdere på anlægget, inklusive chauffører og driftspersonale, så den daglige ledelse af dem, samt planlægning af vedligehold og optimering af drift er det, der fylder Thor Lai Andersens hverdag.

    »En moderne maskine er jo ikke kun komponenter, computere og motorer, det er også de mennesker, der skal være med til at drive den, og de er en lige så vigtig del af processen som elmotoren eller ventilerne eller rørene. For uden dem kører maskinen ikke,« siger han.

    I sin position som ’tilkaldetekniker’ møder Berit Gravgaard både mennesker og maskiner i stor stil, og de faglige udfordringer spænder lige så bredt som de folk, der er tilknyttet anlæggene rundt om i landet.

    »Jeg er så heldig at være landet i en gruppe, hvor man får alle mulige former for opgaver, og i firmaet er der en rigtig stor tiltro til, at vi kan løfte de opgaver. Og hvis man løber panden mod muren en gang i mellem, så er der simpelthen så mange gode kolleger at trække på,« siger hun.

  • Køling og energi er omdrejningspunktet for Aarhus-virksomheden Multi Køl og Energi, der beskæftiger en hel stribe maskinmestre. Maskinrummet har mødt tre af dem, salgschef Jonas Sig Overgaard og hans kolleger Nicklas Malmkvist og Viktor Bou Reseke, til en snak om deres arbejdsopgaver, udviklingen i branchen, og hvad der er af karrieremuligheder.

    Med deres uddannelsesmæssige baggrund føler både de sig alle tre godt klædt på til at løfte opgaverne med rådgivning, salg og support på køleprodukter i den godt 38 år gamle virksomhed, der også har en afdeling kaldet DataCenterGruppen, der er specialiseret som totalleverandør til netop datacentre, og kan håndtere generatorer, køling, el, batteribackup, brandsikring og meget andet.

    Nicklas Malmkvist fremhæver systemforståelsen og det at kunne se sammenhængen og mulighederne i forbindelse med de produkter, Multi Køl og Energi har på hylderne, mens Jonas Sig Overgaard peger på værdien i de enkelte fag fra studiet.

    »Elteknikken bruger vi i høj grad, pumpeteknik og termodynamik er vigtige, og vi har noget omkring ventilation og køledelen, så der er rigtig mange af de ting, man beskæftiger sig med på uddannelsen, som vi har behov for at have kendskab til, og som vi bruger til daglig,« siger han.

  • Formålet for Copenhagen Atomics er at gøre energi tilgængelig for alle, og som det lidt ligger i virksomhedens navn, så er det hverken vindmøller, solceller eller geotermi, der er på dagsordenen.

    Selskabet arbejder med kernekraft, men på en fuldstændig anden – og meget mindre – skala end de milliarddyre og årtier lange projekter, de fleste nok ser for sig, når man nævner ordet atomkraftværk.

    I den udgave af Maskinmestrenes Forenings podcast, Maskinrummet, der ledsager denne artikel, kan du høre Thomas Jam Pedersen fortæller meget mere om visionerne om at udvikle, bygge, vedligeholde og med tiden også dekommissionere en flåde af autonome reaktorer, der på sigt skal tælles i tusinder.

    Omdrejningspunktet for Copenhagen Atomics’ kernekraftprojekt er grundstoffet thorium, og potentialet er enormt. Skalaen for den danske virksomhed hedder 40-fods shippingcontainere og automatiseret masseproduktion, og til formål er der brug for endnu flere maskinmestre end de nuværende.

    »Vi har syv maskinmestre ansat plus nogle praktikanter, som vi håber, vi kan ansætte bagefter, og vi kommer til at bruge mange maskinmestre i fremtiden i takt med, at virksomheden vokser,« siger Thomas Jam Pedersen.

  • Det er to maskinmestre med udsynet til verden på plads, som denne udgave af Maskinmestrenes Forenings podcast, Maskinrummet, har mødt på biogasvirksomheden Nature Energys anlæg på det nordlige Fyn.

    Mens Mathias Gren Pedersen i forbindelse med sin uddannelse fra SIMAC i 2020 var kloden rundt med Maersk, har Jens Kristian Kristensen brugt små fire år hos FL Schmidt, hvor han arbejdede med cementindustri og minedrift i store dele af verden.

    I dag er de begge tilknyttet Nature Energy Construction, der er bygningsafdelingen af koncernen, og som totalentreprenør står for planlægningen og opførslen af biogasanlæggene, i tæt samspil med de øvrige afdelinger på kontorerne i Odense, Aarhus og Støvring.

    Det brede spektrum af opgaver i biogasbranchen er noget af det, der har fået Mathias Gren Pedersen til at søge netop den vej for at være generalist i rollen som idriftsætter i Nature Energy, hvor den hastige udvikling også er tiltalende, fortæller han.

    »Her sker rigtig meget, og det gør det jo sjovt at være her, hvor der er store ambitioner og masser af fart på, og der bliver udviklet masser af projekter, så der er store muligheder,« siger han.

  • Produktionsvirksomheden NGI har en langvarig tradition for at tage stribevis af praktikanter fra ikke mindst Martec ind i organisationen, både på bachelorniveau og som en del af værkstedsskolen. Det er noget, der giver gevinster for både NGI og de studerende, hvoraf en stor del bliver fastansatte.

    I denne udgave af Maskinrummet taler vi med maskinmester og CPO Philip Skall Hansen samt hans to fagfæller og kolleger, Tais Rosenvinge og Rasmus Svendsen, der begge har været i bachelorpraktik i NGI og efterfølgende fået permanente kontrakter.

    »Vi har et konstant flow af dygtige talenter, vi får belyst nogle projekter, vi får ressourcer til at undersøge nogle problemstillinger, vi ellers ikke ville have overskud til i dagligdagen, og som kan give nye idéer eller bekræfte os i, at vi gør det rigtige. Så der er stor værdi i praktikanterne for os,« siger Philip Skall Hansen.