Avsnitt
-
En ung kvinde går målrettet mod ham. I hånden har hun en McDonalds-kop, og koppens indhold kaster hun lige i hovedet på den kontroversielle og karismatiske politiker, Nigel Farage. Til lyden af Eminems superhit har han meldt sig ind som kandidat i den britiske valgkamp og bliver ved sit første borgermøde overhældt med milkshake. Mr. Brexit, som han også kaldes, forventes at fiske et hav af stemmer fra det konservative parti, og netop derfor bliver han kaldt Premierminister Rishi Sunaks værste mareridt. Han er samtidig en politiker, der slæber et spor af kaos efter sig, DRs korrespondent i Storbritannien Tinne Hjersing Knudsen fortæller om fænomenet Farage og hans rejse fra Brexit til den britiske valgkamp.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 11/6. -
En række prominente og yngre kvindelige musikere frem og fortæller om den sexisme, som de mener gennemsyrer musikbranchen.
Igennem en række konkrete vidnesbyrd fortæller kvinderne, hvordan sexisme har påvirket deres liv og karriere i en af de mest prestigefyldte, kunstneriske brancher.
Program publiceret i DR Lyd d. 10/6. -
Saknas det avsnitt?
-
Valgstederne er åbne, og meget er på spil. Verden er i voldsom bevægelse, og den gamle orden er tilsyneladende på vej over bord. Gamle allierede og handelspartnere er ikke længere en sikker havn, og derfor står de store beslutninger i kø: Hvordan forsvarer vi os selv? Hvordan forsyner vi os selv? Hvordan beskytter vi jorden fra os selv? De EU-parlamentarikere, der bliver valgt i dag, skal vælge hvilken vej, vi går. Den vej kigger Genstart nedad i dag sammen med vores korrespondent Ole Ryborg.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 9/6. -
For TV2's rullende skjulte kameraer afsløres en umage kreds af karakterer. Et samarbejde om svindel pakket ind i nærmest normale, venskabelige, helt hyggelige snakke og møder. Et teater af kram, kyllingesandwiches og kriminalitet udspiller sig for øjnene af hele Danmark, der nu er på fornavn med folk fra bandemiljøet - og dem der hjælper dem. I rollerne som topadvokat, rocker, direktør, kriminel og jurist indtager den lille kreds skærmen, som var de castet til det. Journalist, podcastvært og forfatter Carsten Norton tager Genstart med ind i den større kreds i underverdenen - han fortæller om de sociale dynamikker og regler for tillid, der nu er blevet udfordret af en stikker - og hvad det kan forandre.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 7/6. -
Anklageskriftet mod Donald Trump bliver læst nærmest rytmisk remset op: 'Anklage nummer ét: skyldig, anklage to: skyldig, anklage tre: skyldig....' Det står klart, at USA's tidligere præsident er kendt skyldig i alle 34 anklager, der har været rejst mod ham under retssagen i New York. Ifølge kendelsen, så har han forfalsket dokumenter og forsøgt at dække over tystys-penge han har betalt pornoskuespillerinden Stormy Daniels tilbage i 2016. Dommen lander i et miskmask af splittelse. Selv hævder Trump nærmest selvfølgeligt, at dommen er udtryk for et ødelagt, politiseret system, og han anker den med det samme. I dagens Genstart udlægger Rune Lykkeberg konsekvenserne for præsidentkandidaten - og kampen om den sandhed, som det amerikanske retssystem er blevet en del af.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 6/6. -
Neongule overskrifter, endeløse true-crime magasiner og lange køer til retssalene. Over foråret har Kirkerup og Mia-sagen kørt parallelt, mens hver en sten bliver vendt i medierne. Og folk elsker det. Lytter- og seertallene er massive, når det kommer til de mest gruopvækkende sager. Men midt i mediestormen, bliver spørgsmålet rejst: Bliver vi egentlig klogere af det? Er det nødvendigt med liveblogs, podcasts og referater, der udpensler detaljer om overgreb og drab? Burde vi egentlig klikke væk? Genstart taler i dag med journalist Esben Bjerre, der er gået til angreb på hele presseparnasset.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 5/6. -
Nu er 52 mænd samlet på redningsskibet Geo Barents dæk. Fra Marokko, Bangladesh, Syrien, Egypten. I ens sorte træningsdragter kommer de til hægterne med morgengymnastik og griber om hinanden: De klarede den. Efter 15 timer på Middelhavets rullende bølger får de mad, et brusebad, en cigaret. Men rejsen mod Italien er begyndt. Her går de af borde til en ny politisk virkelighed: Et EU, der ikke vil have flere migranter, og slet ikke dem. Et EU der skal til valg, hvor migranternes tilstedeværelse og fravær er et hovedtema. Antropolog Sine Plambech tager os med på anden del af rejsen - den håbefulde sejlads ind til Italien. Men hvad er det for et liv, der venter dem i Europa?
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 4/6. -
Ud af disen dukker ryggen af en sort ubåd op mellem bølgerne. Den cirkler om Geo Barents, holder øje. Redningsskibet sejler i en nautisk arena mellem den libyske kystvagts vågne øjne, EU's politiske benspænd, legesyge delfiner og havskildpadder. Antropolog Sine Plambech har været på dækket i en måned - og med Genstarts mikrofon har hun optaget lyden af de politiske spændinger på Middelhavet - fra dækket, redningsbåden og ansigt til ansigt med de mennesker, der bliver samlet op. Da hun ankommer boksetræner besætningen under den sicilianske sol. I to afsnit tager hun os med ind i migrationens boksering.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 3/6. -
I Atacama-ørkenen strækker kilometer af sandbanker sig dækket af farvestrålende tøj. Meget af det er helt nyt, ubrugt og kasseret. I Danmark køber vi billigt nyt tøj, som aldrig før for at være med på den nyeste mode. Men vores hurtigt producerede tøj bliver smidt lige så hurtigt ud, hvorefter det ender på en langsommelig jordomsejling til tøjkirkegårde som i Chile. DR's korrespondent i Sydamerika, Kristian Almblad, er rejst til ørkenen for at spørge, hvorfor vores plastiktøj ligger i Chile og kvæler ørkenen?
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 2/6. -
Hun var usårlig, da hun for bare fire år siden indtog Statsministeriet. Badet i sit livs popularitet styrede hun Danmark gennem Coronakrisen. Men siden da er det kun gået en vej for Mette Frederiksens popularitet. Under en tredjedel vil i dag stemme på hendes regering. Socialdemokratiet står til sit dårligste valg i 120 år. Og nu er hun personligt blevet kåret som regeringens mindst populære minister. I dagens Genstart fortæller Mette Frederiksens tidligere partifælle og nuværende chefredaktør på Børsen, Bjarne Corydon om, hvordan det er at ligge i bunden af de politiske meningsmålinger, og hvad der skal til for at blive så upopulær.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 31/5. -
Når lykkehjulet drejer og tavlen lyser op, står hun klar til at afsløre bogstaverne. I takt med at E'er, S'er og O'er vendes, bliver Maria Hirse allemandseje. Hun katapulterer ind i 90'ernes kendisverden - hendes udseende, fremtoning, smil og kærester bliver beskrevet ned til mindste detalje. Men glamouren bliver efterhånden ommøbleret til en noget mørkere tone. Først får hun en betinget dom for hæleri, ulovlig våbenbesiddelse og indbrudsforsøg. Et par år senere to års fængsel for at orkestrere overfald på sin ekskæreste. I dag fortæller Maria Hirse om turen fra solsiden til skyggen.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 30/5. -
'Vive la vraie Europe!' råber Marine Le Pen ind i mikrofonen og hundredvis af højrefløjsentusiaster bryder ud i jubel. Hun hylder dét Europa, der er lige på den anden side af EU-valget. 'Det rigtige Europa', hvor højrefløjsparlamentarikere, hvis meningsmålingerne holder stik, sidder på hvert fjerde sæde i parlamentet. Men så rammer balladen. Midt i den tidlige fejring kommer Alternative Für Deutshlands spidskandidat Maximilian Krah, også kendt som MadMax, med kontroversielle udtalelser om SS-uniformer. I dagens Genstart fortæller DRs EU-reporter Per Bang Thomsen om den splid, der ligger og ulmer lige under den festlige overflade.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 29/5. -
Han agerer politisk, antisemitisk og sætter sit eget og hele domstolens ry over styr, lyder det. Anklagerne mod chefanklager, Karim Khan falder prompte. Han har netop anmodet den Internationale domstol i Haag om at udstede en arrestordre mod Hamas-ledelsen og den israelske forsvarsminister og premierminister, Benjamin Netanyahu. Alle mistænkt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Det er første gang i historien, at en vestlig allieret og leder af et demokrati mødes af den her type anklager. Og både Israel og USA fordømmer straks både selve straffedomstolen og chefanklageren Karim Khan. Men hvad ligger bag denne vrede? DR's Mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård fortæller, hvad det er for en hvepserede som chefanklageren, Karim Khan, nu har stukket hovedet ind i.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 28/5. -
På beskedtjenesten Telegram bliver unge mennesker lovet nemme og hurtige penge for til gengæld at grafittimale prorussiske budskaber. Lønnen bliver forhøjet, hvis de vil holde øje med infrastruktur og rapportere tilbage til Rusland, om det de ser. Sådan lyder nogle af eksemplerne på den russiske spionage, der foregår i massivt omfang i Nato-landet Polen. Senest er 12 personer anholdt for at være en del af en russisk spionring, og det er tredje gang på bare en måned, at det polske politi anholder folk, som de mistænker for at spionere for russerne. Thomas Wegener Friis, historiker ved Syddansk Universitet, fortæller i dagens Genstart om de polske spionsager, der både omhandler små fisk, der er rekrutteret for håndører til overvågning af infrastruktur og sager, der rækker dybt ind i den polske elite.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 27/5. -
Solen er den kosmiske kilde på alt liv på jorden, og samtidig kan den slukke alt lys på et øjeblik. Det er sæson for solstorme, et dramatisk fænomen, hvor gigantiske eksplosioner på solens overflade kaster plasmaskyer mod jorden. Det giver smukke nordlys, men hvis vi er uheldige, kan en solstorm også føre til, at vores elnet og satellitter bliver svitset. Christoffer Karoff er lektor på Aarhus Universitet, hvor han har forsket i solstorme, og i dagens Genstart fortæller han om at vente i nervøs spænding på, hvad der sker næste gang solstormene raser.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 26/5. -
Ind i den tykke tåge forsvinder helikopteren med den iranske præsident ombord. Men den forlader aldrig tågen igen. Redningsholdet klamrer sig langs de stejle, grønne bjergskråninger op gennem det fugtige slør, men finder kun en helikopter splittet i sammenkrøllede vragdele og syv lig. I Irans gader bliver der på én gang bedt for præsidenten og grædt salte tårer, men også skudt farverigt fyrværkeri af i en glædesfest over hans død, som også hyldes overalt på sociale medier. Genstart spørger i dag Iran-forsker Rasmus Elling om, hvorfor så mange iranere danser på præsidentens grav og hvor længe dansen kan vare ved.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 24/5. -
Den blomstrende gule raps lyser op i landskabet. Græs, korn, roer, majs - det danske landbrug er allestedsnærværende, når man bevæger sig igennem det ganske land. Du ser køer, der græsser på marken, små lam, der hopper lystigt rundt og et par heste i en fold. Det ligner idyl. Men et dyr er stort set fraværende. Grisen. Den er faktisk nærmest usynlig. Mange kommer kun ud når de skal transporteres fra stald til slagteri. Hvert år producerer vi 30 millioner konkurrencedygtige svin til verdensmarkedet. Men før de eksporteres, ja, så lever de i enorme produktions-optimerede staldanlæg. Anlæg som ganske få danskere har adgang til. Marie Sæhl, klima- og miljøjournalist ved Dagbladet Information, fortæller, hvad det er for et liv, millioner af hemmelige svin lever derinde bag staldens anonyme vægge.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 23/5. -
Robert Ficos krop spjætter i armene på sikkerhedsvagterne, der under stort postyr løfter ham ind i en sort ministerbil. Det er det første attentatforsøg på en europæisk leder i to årtier, og de fem skud mod Fico siger ikke så lidt om den politiske situation i Slovakiet. Han er inkarnationen på landets politiske historie: En politisk overlever, der igen og igen er kommet tilbage i nye former og farver, men som samtidig er blevet beskyldt for at slå både demokratiet og en journalist ihjel. Forfatter og journalist på Frihedsbrevet Jeppe Bentzen fortæller, hvilke konsekvenser attentatforsøget kan få for Slovakiet og resten af Europa.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 22/5. -
I 16 timer lyder luftalarmen over Kharkiv-regionen. Russerne arbejder ihærdigt for at åbne en ny front, og imens savner de ukrainske soldater våben, ammunition og kollegaer. Mange har mistet livet i kampen for fædrelandet, og dem, der stadig kæmper, er udmattede og tyndslidte af krigens rædsler. Nu har det ukrainske parlament vedtaget en ny mobiliseringslov, der skal sørge for at flere, friske soldater kommer til fronten. Det gælder også dem, der med alle kræfter har forsøgt at undslippe. I dagens Genstart fortæller Sofie Rose, postdoc ved Center for War Studies på SDU, om de tusindvis af ukrainere, der siden krigens start har søgt over grænserne og nu lever med skammen over potentielt at lade fædrelandet i stikken.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 21/5. -
En privat ø i Caribien, et fly og 26 Teslaer. Bare lige for at nævne et par af de mange vilde ting, han forærer væk. Det bliver kaldt stunt-filantropi, når verdens største Youtuber MrBeast giver hundredtusindvis af kroner væk til vildt fremmede. Men da han som en anden Youtube-Jesus slår sig på at kurere tusind mennesker for blindhed og bygger brønde i Afrika, så begynder kritikken at pible frem. For selvom den unge Jimmy Donaldson lyder som lidt af en helgen, så bliver han beskyldt for at bedrive usmagelig, selvcentrerende velgørenhed, følelsesporno og for at optræde som en hvid frelser. I dagens Genstart fortæller tech-journalist på Zetland Frederik Kulager om, hvordan MrBeast har formået at sætte viralitet på formel, og hvorfor hans selviscenesatte filantropiske videoer også forarger.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 20/5. - Visa fler