Avsnitt

  • I en uset, direkte tone, kalder den tyske kansler Olaf Scholz sin regeringspartner og finansminister illoyal og egoistisk - og fyrer ham for åben skærm. I månedsvis har den dårlige stemning ulmet mellem regeringens tre partier. De kan stort set ikke blive enige om noget som helst, og da slet ikke økonomi, og nu falder regeringen sammen med et brag. Sammenbruddet får iagttagere til at bekymre sig; for den tyske økonomi hænger i laser, og med en ny præsident i Det Hvide Hus søger mange i Europa den normalt så stærke, tyske stemme. I dagens Genstart fortæller direktør i Tænketanken Europa Lykke Friis om den tyske krise - og om den kan trække Europa med sig.
    Vært: Anna Ingrisch.
    Program publiceret i DR Lyd d. 18/11.

  • Fra tidernes morgen har kvinder forsøgt at beskytte sig mod, hvad der kan blive resultatet af en hed elskovsnat. Engang var det afkog af bark, citronskal og akacieblade, som kvinder indtog for selv at kunne kontrollere et potentielt svangerskab. Men da to forskere i 1950'erne knækker koden til hormonprævention og udvikler den første p-pille, ændrer alt sig. Siden er flere produkter kommet på markedet, men fra at blive opfattet som et ubetinget vidundermiddel, der giver kvinder frihed og kontrol over egen krop, så løfter videnskabelige studier sløret for et væld af ubehagelige bivirkninger ved hormonprævention. Nu har endnu et studie kastet en dyster skygge over hormonspiralen. Er det, der begyndte som kvindens frisættelse endt med at blive en uretfærdig byrde? Det spørger vi læge og forsker Amani Meaidi om, som er medforfatter på forskningsstudiet.
    Vært: Simon Stefanski.
    Program publiceret i DR Lyd d. 17/11.

  • Saknas det avsnitt?

    Klicka här för att uppdatera flödet manuellt.

  • Det er en tydelig irriteret Pelle Dragsted, der igen og igen er nødt til at understrege, at Enhedslisten naturligvis fordømmer terrorgruppen Hamas og drab mod civile. Der er nemlig medlemmer af hans parti, der ikke er lige så klare i mælet, når de bliver spurgt til angrebet mod Israel den 7. oktober. Medlemmer af fraktionen Rødt Venstre er utilfredse med partiets linje. De mener, at Enhedslisten bør genoptage støtten til den palæstinensiske gruppe DFLP, selvom det er bevist, at de deltog i massakren sidste år. Nu har hovedbestyrelsen så indkaldt til et ekstraordinært årsmøde for at gøre det nemmere at ekskludere medlemmer af partiet. I dagens Genstart fortæller DR's politiske analytiker, Rikke Gjøl Mansø, om det store opgør mod Enhedslistens DNA.
    Vært: Simon Stefanski.
    Program publiceret i DR Lyd d. 15/11.

  • Fra skyggen af sin store røde MAGA-kasket har Trump på rally efter rally sendt kontante trusler afsted mod resten af verden. Han vil tvinge EU og Kina til lommerne, og så vil han ellers sænke skatten og - ifølge sig selv - få USAs kyster til at flyde med jobs og virksomheder. Og mens flertallet af amerikanere jubler, så er mange iagttagere mere ængstelige. En af dem er tidligere finansminister og nuværende chefredaktør på Børsen, Bjarne Corydon. I dagens udsendelse spørger vi ham, hvordan han ser konsekvenserne af Trumps økonomiske planer, hvis de får lov til at udspille sig, som han har sagt i valgkampen.
    Vært: Anna Ingrisch.
    Program publiceret i DR Lyd d. 14/11.

  • Hundedyr vin, lækre biler og stor profit. Det kan være en lukrativ forretning at drive private bosteder for mennesker med fysisk eller psykisk nedsat funktionsniveau. Her er det meningen, at pædagoger og fagfolk skal skabe de rammer, der giver størst mulig livskvalitet for landets mest udsatte borgere. Men på nogle bosteder brænder ilden ikke kun for at give omsorg til de svageste. Her bliver der trukket store pengebeløb og brugt skattekroner til tvivlsomme formål. Politikere har før ville dæmme op for svindel på private bosteder, men Genstart spørger i dag, hvorfor ingenting er sket, selvom sagerne stadig dukker op med jævne mellemrum. Senest har Politiken afdækket bosteder med opsigtsvækkende pengestrømme. Avisens undersøgende journalist, Carl Emil Arnfred fortæller.
    Vært: Anna Ingrisch.
    Program publiceret i DR Lyd d. 13/11.

  • Den grønne trepart stod som et blændende lyspunkt: Med mange millioner i ryggen skulle den forandre det danske landskab. Give os lidt færre marker, flere skove og sikre, at livet igen plasker i havet. Statsminister Mette Frederiksen kaldte den en 'generationskontrakt', og udenrigsminister Lars Løkke lovpriste den som én, man vil mindes og hylde i fremtiden. Men så mødte visionerne den politiske virkelighed, og nu ser det ud til, at den grønne trepart på kort tid er gået fra at være aftalen, ingen kunne sige nej til, til at være én få vil være med i. I dagens Genstart fortæller klimaredaktør ved Altinget, Simon Friis, hvad det er, der spænder ben for den politiske aftale.
    Vært: Anna Ingrisch.
    Program publiceret i DR Lyd d. 12/11.

  • Når hun lukker øjnene og tænker på sine seks uger i Gaza, så er det det sidste dystopiske glimt af området, der står klarest i erindringen. Det støvede, sandede landskab. De udbrændte, sorte bygninger. Grupper af unge mænd og børn, der driver omkring på bare tæer og i ødelagt tøj. Israel tillader ikke internationale journalister at rejse ind i Gaza, og siden krigen begyndte for lidt over et år siden, er den lille landstribe blevet mere og mere isoleret. Men en af de få, der rent faktisk har været inde i Gaza og bevidne konsekvenserne af krigen med egne øjne, er den danske sygeplejerske Astrid Opstrup. I seks uger arbejdede hun for Læger uden Grænser på Syd Gazas største fungerende hospital midt i den enorme humanitære krise, der udspiller sig. En krise, som mange frygter vil nå nye katastrofale højder, efter Israel for nyligt forbød hjælpeorganisationen UNRWA at arbejde i Israel, hvilket gør det nærmest umuligt for dem at komme ind i Gaza. I dagens udsendelse fortæller hun om det, hun så.
    Vært: Simon Stefanski
    Program publiceret i DR Lyd d. 11/11.

  • DR Dokumentar er på jagt efter en mand, der bliver beskrevet som et fantom. En russisk mand, der er mistænkt for at trække et spor af milliardsvindel efter sig. I næsten ti år er det lykkedes ham at undgå myndighedernes søgelys, alt imens han angiveligt har været bagmanden i scams, der overbeviser hundredtusinder af mennesker verden over, om at han kan gøre dem rige ved at poste penge i hans investeringshjemmesider.I årevis har han kunnet skjule sin virkelige identitet. Men med hjælp fra en insider fra mandens kriminelle svindel-netværk, følger vi Fantomets fodspor i forsøget på at afsløre, hvem han er, hvor han befinder sig og hvor de mange milliarder er blevet af. Men pludselig ender journalisterne selv med at blive viklet ind i et net af bedrag.
    Genstart har i dag overladt sendetiden til DR dokumentar og 1. episode af podcastserien Mørklagt: "Fantomet fra Rusland.
    Program publiceret i DR Lyd d. 10/11.

  • Bunker af smadrede biler, murbrokker og våde møbler flyder overalt i Valencia-området. En hidsig, mudderbrun flodbølge har lagt den spanske region ned på få timer. Mindst 217 mennesker har mistet livet, 89 er meldt savnet. Nu står indbyggerne ikke kun tilbage med ødelagte byer, døde naboer og en milliarddyr genopbygning. De står også over for en forventning om, at det dobbelte skybrud - der forårsagede de overmættede floders flodbølge - vil komme på besøg igen. Og igen. DRs nye klimakorrespondent, Maria Andersen, tager os med til Valencia, hvor chok blev afløst af vrede.
    Vært: Anna Ingrisch.

  • Alle troede, at han var færdig i Washington. For evigt. At Donald Trump - efter valgnederlaget i 2020 og stormen på Kongressen aldrig ville få politisk magt igen. Men nu har han genvundet Det Hvide Hus. Endda ganske overbevisende.
    Alle svingstater vandt han, og med millioner af stemmer foran sin modstander. Derudover ser hans parti ud til at få flertal i både senat og repræsentanternes hus. I sin sejrstale lover Trump en ny gylden æra for Amerika. Så i dagens Genstart tager vi ham på ordet og undersøger sammen med Sandra Brovall,DRs kulturkorrespondent,, hvordan hans nye guldalder kan se ud.
    Vært: Simon Stefanski.
    Program publiceret i DR Lyd d. 7/11.

  • Den amerikanske drøm lever, fremtiden ser lys ud og mulighederne virker uendelige, da Steffen Gram dækker sit første præsidentvalg i 1984. Lige siden dengang har han fulgt Amerikas Forenede Stater helt tæt gennem det, historien har bragt dem: Terror, krig, økonomisk krise og udemokratisk opstandelse. I dagens udsendelse rejser vi med Steffen Gram tilbage i tiden og besøger mennesker, som for ham har indkapslet den skiftende tidsånd, og som han også besøger i det seneste afsnit af Horisont, 'Håb for USA?' Alt sammen for at forstå, hvad det er for et land, som USAs kommende præsident skal lede.
    Vært: Simon Stefanski.
    Program publiceret i DR Lyd d. 6/11.

  • Det burde være lige til: I dag stemmer amerikanerne, krydsene tælles og en ny præsident udpeges. Men ifølge Donald Trump er valgsvindlen allerede på forhånd begyndt, og helt generelt er amerikanernes tillid til valghandlingen foruroligende lav. Imens vi venter på resultatet af det amerikanske præsidentvalg, rejser tidligere USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz tilbage til bekymringernes arnested; Valgnatten 2020. Hvor Trump erklærede sig selv som vinder, før alle stemmer var talt op, ringede til både en Tv-station og en vigtig delstatspolitiker for at vinde både valget og fortællingen om det. Genstart handler i dag om frygten for endnu en stormfuld aften i det amerikanske demokrati.
    Vært: Simon Stefanski.
    Program publiceret i DR Lyd d. 5/11.

  • Det er den dyreste valgkamp nogensinde. Rigmænd og virksomheder har angiveligt skudt næsten halvanden milliard dollars ind i Harris' og Trumps valgkampagner. Men de store pengebeløb, som kandidaterne er dybt afhængige af, kommer som regel med en pris. Sammen med DR's internationale korrespondent, Steffen Kretz, besøger vi de ofte lukkede, guldtapserede rum, hvor penge møder politik. Hvor milliardærer har en varm linje direkte til Kongressen og hvor et kampagnebidrag i virkeligheden er en investering.
    Vært: Simon Stefanski.
    Program publiceret i DR Lyd d. 4/11.

  • Livet føles lettere for D-A-D-forsangeren Jesper Binzer i de knap to år, han misbruger opioider. Det narkotikum som lige nu bliver kaldt det farligste i Danmark. Farligere end både kokain og amfetamin, da det er skyld i godt halvdelen af alle narkorelaterede dødsfald. Og mandag i sidste uge kom regeringen med et udspil, der skal stoppe opioid-epidemien. I dag svæver vi med en rockmusiker gennem opioid-tågen og langsomt mod bunden, som han fandt i et skur i Lyngby. For Jesper Binzer fortæller nu i sin nye bog for første gang om sit årelange misbrug - om at føle sig som en narkoman, der tier i skam. Genstart spørger ham hvorfor han, på trods af alt det, ikke fortryder sin oplevelse med opioider.
    Vært: Simon Stefanski.
    Program publiceret i DR Lyd d. 3/11.

  • Kim Jong-un og Putin griner hjerteligt til hinanden, imens de på skift styrer en stor, russisk-produceret limousine. Stemningen er også i top, da de senere klapper to snehvide nordkoreanske racehunde og fodrer en eventyrlig hvid hest med gulerødder. De glade scener stammer fra Putins seneste besøg i Nordkorea, og de er et meget godt billede på det varme forhold, der har udviklet sig mellem de to lande, og som lige nu har en mere foruroligende konsekvens. I den her uge bekræftede NATO og Pentagon nemlig rygterne om, at Nordkorea har sendt soldater af kød og blod til Rusland - formentlig for at assistere Rusland i krigen mod Ukraine. I dagens Genstart taler vi med Anna Libak, udlandsredaktør på Weekendavisen, om Kim Jong-un og Putins alliance, som hun mener er del af en meget større alliance, vi bør tage os i agt overfor.
    Vært: Simon Stefanski.
    Program publiceret i DR Lyd d. 1/11.

  • "Du fascist! Nej, du fascist!" Næsten sådan lyder det, når man følger den amerikanske valgkamp lige nu. Det fyger rundt med facisme-anklager i et væk. Håb og visioner om en lysere fremtid overskygges af referencen til tidligere tiders uhyggelige totalitære regimer. Tider hvor man mærkede konsekvensen, hvis man ikke gik i takt. Og i takt med at valget nærmer sig, falder kommentarerne oftere og der bliver konstant skruet op for volumen. Flere og flere melder sig i koret. Senest har den demokratiske præsidentkandidat, Kamala Harris, fået kritik for at kalde Trump facsist. Det til trods for at den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, også har kaldt Harris for fascist - endda op til flere gange. Vi spørger analytiker på DIIS, Alberte Bové Rud, der ved en masse om fascisme, hvad der egentlig ligger i begrebet og hvorfor alle råber fascist.
    Vært: Simon Stefanski.
    Program publiceret i DR Lyd d. 31/10.

  • Beskrivelser af incest-overgreb, LGBT+-karakterer og temaer om raceudlighed. Én efter én forsvinder flere end 10.000 bøger overalt på USA's skolebiblioteker - efter hårdt arbejde af noget, der ligner en værdipolitisk bevægelse. Det rekordstore antal bogforbud bekymrer amerikanske publicister på et helt principielt plan. Men de politikere, skolebestyrelser og forældre, der kæmper kampen mod bøger, siger, at de blot gør det for at beskytte børnene. I en verden, hvor alt kan klikkes frem på få sekunder - hvordan kan det skrevne ord så stadig være en trussel? Det spørger vi dagens gæst om, Informations litteraturskribent, Bodil Skovgaard Nielsen.
    Vært: Simon Stefanski.
    Program publiceret i DR Lyd d. 30/10.

  • Tusindvis flokkes gennem engelske arbejderbyer, tyske forstæder, små spanske gader og danske aléer mod stadion. Milliarder af kroner bevæger sig med en lille rund bold i et enormt kredsløb rundt om 22 spillere. Millioner af øjne er limet til tv-skærme på tværs af kloden. Men det, de ikke ser, er, hvad der sker, efter kampen er fløjtet af og døren ind til omklædningsrummet lukket. For når man kalder teenagere for verdensstjerner, så kommer det med en pris. Også selv for dem, der får det til at lyde, som om de ejer verden. Genstart taler i dag med tidligere landsholdsspiller Viktor Fischer, der nu har sat sig for at undersøge fodboldens skyggesider i en podcastserie. Han blev som teenager selv udnævnt som et af verdens største talenter, tog et opgør med homofobi blandt tilskuere og måtte sidste år trække sig tilbage som blot 29-årig - uden at nå de højder, som talentet lovede.
    Vært: Simon Stefanski.
    Program publiceret i DR Lyd d. 29/10.

  • Mattias Tesfaye hælder indholdet af en dåsebajer ned over toppen af en grøn studenterhue, og ned i munden på en ung kvinde. Videoen er opstillet og bliver delt på instagram som en slags reklame for den gigantiske reform som Børne- og undervisningsministeren netop har lanceret. Fra 2030 skal den grønne studenterhue sidde på hovedet af alle nyslåede studerende, der gennemfører EPX-gymnasiet. En helt ny, mere praktisk gymnasieretning, der er født ud af en vision om et samfund, hvor flere bruger hænderne og færre sidder med hovedet i bøgerne. Helt ekseptionelt, og stik mod årtiers uddannelsespolitik, lægger Danmark nu op til en uddannelsesreform, hvor færre skal på universitetet og flere skal blive håndværkere. Men ifølge chefredaktør for A4 Medier, Kristian Madsen, følger der også en masse risici med den plan.
    Vært: Annika Wetterling.
    Program publiceret i DR Lyd d. 28/10.

  • Lysene fra lejligheder, små huse og skyskrabere får jorden til at ligne en stjernehimmel i den brasilianske nat. Over dem er himlen mørk. Kun lyst op af den flamme, der får ballonen til at svæve højt over byen. Pludselig åbenbarer der sig monstrøse motiver formet af silkepapir, der sirligt er blevet limet sammen gennem flere års arbejde. De enorme balloner i Brasilien er en ældgammel kunstnerisk tradition, men i dag bliver den dyrket på skjulte værksteder i de fattige favelaer. Her findes de hemmelige ballonfællesskaber, der lever og ånder for at udtrykke sig på himlen. Alt imens de flygter fra politiet, der behandler dem som karteller og statsterrorister. Genstart tager i dag med dokumentarinstruktør Sissel Morell Dargi til Brasilien og undersøger, hvad mennesker er villige til at ofre for at udtrykke sig.
    Vært: Simon Stefanski.
    Program publiceret i DR Lyd d. 27/10.