Avsnitt

  • Om cirka 250 millioner år vil klodens landmasser udgøres af et Pangæa Ultima – et superkontinent, der vil gøre det muligt at rejse fra det sydlige Argentina til det nordøstlige Rusland helt uden at booke færge- eller flybilletter. Hvis altså ikke der var en gigantisk ørken med voldsom vulkanaktivitet og en årlig gennemsnitstemperatur på 40 grader i vejen. Pangæa Ultima ser ikke ud til at være et sted for mennesker. Eller særligt mange andre pattedyr, for den sags skyld. Men hvordan forholder vi os til geologiens ufattelige tidsskalaer og til visheden om, at Jorden en dag bliver ubeboelig? Er der håb for, at mennesket kan tilpasse sig – som Fremen-folket på ørkenplaneten Arrakis i sci-fi-romanen ’Dune’? Eller skal vi finde et andet sted at bo? Og hvordan ser mennesket overhovedet ud til den tid? Tag de spekulative fremtidsbriller på og dyk ned i de mange spørgsmål med et stjernepanel bestående af kunstner Katie Paterson, geolog Jan Zalasiewicz og biolog Rob Dunn, som hver især arbejder med Jordens dybe tid. Samtalen modereres af journalist Peter Stanners.

  • Hvor er de? På en gåtur i det midtjyske trænger spørgsmålet sig på hos forfatteren Mathilde Walter Clark. Med en årlig produktion på tohundrede millioner dyr er Danmark det mest dyretætte land i verden – men køer, grise, høns og mink lever en usynlig tilværelse i vindueløse bygninger.  Med lige dele anfægtelse og filosofisk nysgerrighed sætter Clark sig for at genskrive fortællingen om landbruget. Hun gennemtrevler med en grundighed som få landbrugsnyheder, forskningsresultater og reklamefremstød i forsøget på at forstå, hvad der sker inde i de effektiviserede staldanlæg.  I essayet 'Hvordan man laver dyr' retter hun blikket mod hele den danske husdyrproduktion. Med sanselige detaljer og et skarpt blik for de store, historiske linjer og det floskelfyldte sprogbrug er bogen som et slagteri med glasvægge, der blotlægger den usynlige animalske produktion.  På Bloom 2024 fortsatte Mathilde Walter Clark sin grundige granskning af landbruget. Sammen med miljøantropolog Frida Hastrup kommer hun ind på, hvordan effektiviseringen har formet måden at producere dyr på, og om der findes en anden fremtid for de toptunede landbrugsdyr. Moderator er videnskabsretoriker Frederik Appel Olsen.

  • Saknas det avsnitt?

    Klicka här för att uppdatera flödet manuellt.

  • Hun er blevet kaldt Kornets Gandhi. Ifølge den indiske videnskabsaktivist Vandana Shiva skal fødevarekrisen overvindes med lige dele kvantefilosofi og plantefrø. Oplev hende i denne samtale med journalist på Politiken Lotte Folke om fortiden og fremtiden for vores fødevaresystem. Fysik var Vandana Shivas store passion som ung. Hun blev uddannet i atomfysik, men blev bevidst om atomkraftens potentielt ødelæggende virkninger og vendte sig mod kvanteteori i jagten på en fuld forståelse af naturen. I modsætning til den klassiske fysik, så Shiva i kvantefysikken en verden af vibrationer og forbindelser, hvor delene aldrig adskiller sig fra helheden.  Samtidig var skovene i Himalaya-bjergene, hvor hun er vokset op, truet af træfældning. Hun engagerede sig derfor i Chipko-bevægelsen i 1970’erne – den gruppe af indiske kvinder, der som de første i verden begyndte at kramme træer for at sætte sig til modværge mod skovindustrien. Med Chipko-bevægelsens miljøbevidsthed og kvantefysikkens principper om forbundethed såede Shiva frøene til en aktivistisk karriere i naturens, jordbrugets og klimaets tegn. Siden hun i 1981 forlod den klassiske universitetsverden har hun fundet nye måder at kombinere videnskab og forskning med socialt og økologisk ansvar.  Lyt med, når hun i denne samtale med Lotte Folke forsøger at svare på, hvordan vi skaber balance i et fødevaresystem, som er blevet skævvredet af århundreders kolonialisme og årtiers monokulturelt landbrug.  

  • Hvorfor er kvindekroppen så underrepræsenteret i sundhedsforskningen? Og kan menstruationsblod åbne døren til et fornyet fokus på kvinders helbred? En professor i gynækologi og en menstruationsblodsforsker tager sammen med Emma Holten temperaturen på ligestillingen i sygdomme. Mandekroppen har historisk set været sundhedsforskningens standardmodel. Den dag i dag fortsætter kvinder med at være underrepræsenterede – eller helt fraværende – i kliniske forsøg inden for alt fra kræft- og hjerteforskning til udvikling af medicin.  Det er trods alt gået den rigtige vej med ligestillingen i det nye århundrede – men det går langsomt. Hvis vi fortsætter med nuværende hastighed, har vi ifølge professor i gynækologi Henriette Svarre Nielsen først ligestilling i sygdomme om 131 år. Isabella Jarsmer er en af dem, der har taget kampen op mod underprioriteringen af kvindesygdomme. De seneste år har hun på egen hånd indsamlet og undersøgt sit eget og andre kvinders menstruationsblod. Hør de to åbne Bloom 2024 sammen med moderator Emma Holten, når de undersøger, hvor vi står med ligestillingen i sygdomsforskningen.

  • I Grønland har man tolv forskellige ord for is – blandt andet ét, der beskriver is, der brækker, når man stikker i den med en harpun.     For at få en dybere forståelse for isens enorme betydning for kloden – ikke bare som den ser ud i dag, men som den kommer til at se ud i fremtiden – må vi nærme os isen med både krop og sprog. Men hvordan gør vi det bedst, når det tætteste forhold, vi har til isen, er til klumperne i fryseren eller isbjergene på tv-skærmen?     Forfatteren Victor Boy Lindholm og glaciologen Sebastian Mernild gør et forsøg på at trænge dybere ind i isens verden, når de i deres seneste bog ‘Isbogen’ kaster et både kulturhistorisk og videnskabeligt blik på isen og dens betydning for livet på Jorden.     Og betydningen er stor – Jorden har nemlig ikke altid været en blå planet. Først da isen kom flyvende på kometer fra det ydre rum og bragte en kaskade af klimaforandringer med sig, begyndte betingelserne for livet her på kloden at udvikle sig.

  • I 1780 satte den italienske læge Luigi Galvani strøm til en død frø og kunne fra dens spjættende lår konstatere, at livet er elektrisk. Siden da er vores viden om såkaldt bioelektricitet kun blevet dybere og mere raffineret. Elektriske ladninger strømmer gennem celler, væv, muskler og hjernedele i både menneske- og dyrekroppe. Flere hajer, fisk og sågar næbdyr har udviklet evnen til at sanse og udnytte elektriske felter omkring dem. Og på havets bund har forskere for nylig opdaget nogle forunderlige bakterier, der kan samle sig til kabelagtige superorganismer, som kan lede strøm. Hverken fysikken eller mikrobiologien kan endnu forklare kabelbakteriernes evne til at føre strøm, og selv kalder elektromikrobiologerne, der studerer dem de mærkværdige væsner for livsformen, som ingen havde forestillet sig. Samtidig har neurobiologer i dag fået en uhyre nuanceret forståelse for de komplekse måder, neuroner skaber forbindelser i vores hjerner og nervesystemer ved hjælp af elektrokemiske signaler. Men hvor forskellig er kabelbakteriernes strømføring i grunden fra processerne i komplekse organismers kroppe? Taler de besynderlige, flercellede havbundsorganismer samme sprog som cellerne i vores hjerner – eller er det en helt anden elektrisk forbundethed, der er på færde? Spids ører, når neurobiologen Jakob Balslev Sørensen og kabelbakterieforskeren Lars Peter Nielsen kaster lys over bioelektricitetens mystiske verden.

  • Kan en mere vild natur vinde frem? De seneste ti år er en stribe af rewilding-eksperimenter skudt frem både i Danmark, men også ude i Europa – drevet af biologer, frivillige naturentusiaster og organisationen Rewilding Europe. Forfatteren Andreas Vermehren Holm har kastet sig ud i en litterær undersøgelse af naturtilstanden i vores verdensdel. Som led i sin research har han været på Færøerne og i Italien – bevæbnet med en ukuelig nysgerrighed på, hvad rewilding-bølgen fortæller os om natursynet her til lands og i det hele taget. Spørgsmålene er mange: Hvor meget plads skal vi overlade til naturen? Kan vi etablere habitatkorridorer, hvor vilde arter kan bevæge sig uden at være udsat for vores trafik? Er fåreavlen ved at forvandle den færøske natur til en økologisk ødemark, hvor der ikke lever andet end græs? Hvor godt har bjørnene i de italienske Apenniner-bjerge det sammenlignet med de jyske ulve? Og kan det hele blive til poesi? I dialog med den færøske botaniker Kolbrún í Haraldsstovu, som står i spidsen for Færøernes største naturgenoprettelsesprojekt til dato, og biolog og rewilding-forsker Jens-Christian Svenning, der sidder i bestyrelsen for Rewilding Europe, tegner Vermehren Holm et nyt, forvildet kort over den europæiske natur. Og hvem ved? Måske kan netop de andre europæiske erfaringer med rewilding og en forfatters intervention være med til at opbløde den til tider fastlåste, danske naturdebat.

  • Kan det ske i virkeligheden? Det spørgsmål kom pludselig på alles læber, da serie-udgaven af PlayStation-spillet ’The Last of Us’ indtog verden på epidemisk vis i begyndelsen af året. Det epidemiske skrækscenarie, som serien tager op, henter sin præmis i biologiens verden – nemlig hos svampeslægten cordyceps, der i den virkelige verden forvandler visse insekter til asociale og ukontrollerede zombieudgaver af dem selv, hvis eneste formål er at inficere nye værter for derved at videreføre svampens arvemateriale. Den store forskel? At det i ’The Last of Us’ er menneskene, der står for skud i stedet for myrer og hvepse. Men hvorfor smitter virkelighedens cordyceps myrer og ikke mennesker? Hvad er op og ned med truslen fra svampene set fra et biologisk perspektiv? Og kunne ’The Last of Us’ have fået mere drama eller mere skrækindjagende zombieadfærd ud af sine små mycelieskurke? Blooms podcast sender ’The Last of Us’ i peer review, når vi inviterer de to evolutionsbiologer og svampeforskere Michael Poulsen og Henrik de Fine Licht til sammen med videnskabsjournalist Lasse Foghsgaard at kaste et kritisk blik på den rolle, cordyceps-svampene spiller i serien.

  • I hele videnskabens historie har bevidstheden været et mysterium, som har fået talrige videnskabsfolk og filosoffer til at give fortabt. Den britiske professor i neurovidenskab Anil Seth har som få andre beskæftiget sig med bevidsthedens mysterium, og han har i mange år været optaget af at forstå og samtænke vores perception og dens biologiske grundlag – særligt gennem sin egne neurovidenskabelige undersøgelser, som af mange fagfæller bliver anset for at være nogle af de mest spændende studier i nyere tid. I 2021 udgav Anil Seth ‘Being You’ – en både medrivende og tilgængelig opsummering af hans videnskabelige forskning. Det er en syntese af de indsigter, han er nået frem til i sit forsøg på at løse bevidsthedsforskningens centrale gåde – nemlig hvad det vil sige at have en oplevelse af verden og sig selv, hvad det vil sige at “være dig”. Hans svar på gåden? At vi lever i en kontrolleret hallucination. I bogen argumenterer Seth for, at vi ikke perciperer verden, som den rent faktisk er, men at vi konstant opfinder den verden, vi opfatter. For hjernen er en forudsigelsesmaskine, der kører hurtigere, end vores sanser kan tage verden ind, og derfor hele tiden må rette sine egne fejl. Både verden og vores eget selv er med andre ord konstruktioner, som vores hjerne er med til at skabe. Anil Seth støtter sig op ad den banebrydende forskning, der i disse år i stigende grad gør det muligt for forskere at observere de komplekse biologiske mekanismer, der styrer denne proces. Anil Seth er en internationalt anerkendt professor i neurovidenskab på University of Sussex i England. Han er forfatter til bogen ‘Being You: A New Science of Consciousness’, og hans TED Talks er blevet set mange millioner gange.

  • Den australske blækspruttefilosof Peter Godfrey-Smith er ikke i tvivl. Intelligent liv er opstået to gange på Jorden: hos os mennesker og hos blæksprutterne. Hvis vi vil finde andre intelligente livsformer, behøver vi ikke lede i fjerne galakser med dyre rumteleskoper. De findes her på vores blå planet – og kan observeres med snorkel og dykkermaske. Siden 2009 har Godfrey-Smith sammen med marinbiologer studeret blækspruttesamfundet Octopolis i Jervis-bugten ud for Sydney og forsøgt at sætte sig ind i blækspruttens verden. Med sine mærkelige arme med mere end tusind sugekopper er den ottearmede blæksprutte lidt af en alien på jord. I sin bog ’Other Minds – The Octopus and the Evolution of Intelligent Life’ fra 2016 genfortæller Godfrey-Smith denne aliens fascinerende evolutionshistorie. Siden vores seneste fælles forfader, der var en hjerneløs fladorm, levede for 600 millioner år siden, har blæksprutten fulgt en helt anden vej i livets træ end os og udviklet et ejendommeligt centralnervesystem, hvor 320 millioner af dens mere end 500 neuroner findes i armene, der kan agere mere eller mindre uafhængigt af dens hjerne. Selvom vi i dag ved en masse om blækspruttens mærkværdige fysiologi, er dens verden efter alt at dømme radikalt anderledes end vores. For hvordan er det i grunden at være en blæksprutte? Og hvad siger det om bevidsthed og intelligens i det hele taget? ** Peter Godfrey-Smith er en af verdens førende videnskabsfilosoffer og professor ved University of Sydney i Australien. Han er forfatter til flere bøger, heriblandt de internationale bestsellere ‘Other Minds’ og ‘Metazoa’.

  • Den 17. august 2017 blev en voldsom kollision mellem to neutronstjerner observeret.  Albert Sneppen har i en alder af blot 24 år sat sit betydelige aftryk i astrofysikkens verden med sin forskning i blandt andet sorte huller, galaksers udvikling og senest kolliderende neutronstjerner.  Han står bag et nyt studie af den kosmiske kollision med det mundrette navn GW170817. Studiet er for nyligt blevet udgivet i Nature, der er et af verdens førende tidsskrifter. Her fremsætter Sneppen og et hold af astrofysikere en banebrydende beskrivelse af, hvordan der i hjertet af den såkaldte kilonova foregår så ekstreme processer, at de muligvis kan skubbe til vores nuværende forståelse af fysikkens grundlag og universets udvidelseshastighed.  Kilonovaen er karakteriseret ved at forme en ildkugle, der er lige så fascinerende af astrofysiske årsager som af æstetiske. Eksplosionens sfæriske geometri er anderledes end for eksempel supernovaens – som er formet mere som en pandekage end her som en fodbold – og det er netop denne geometriske symmetri, der er ny for astrofysikerne og har trukket de store overskrifter.   Selv kalder Sneppen begivenheden for den perfekte eksplosion.   ** Albert Sneppen er ph.d.-studerende ved Niels Bohr Institutets Cosmic Dawn Center, hvor han forsker i sorte huller, udviklingen af galakser og kolliderende neutronstjerner.

  • Kan geologien vise vejen til en fremtid, hvor Jorden fortsat er beboelig?   Ifølge Minik Rosing giver geologisk forskning os muligheden for selv at vælge vores og Jordens fremtid.   Rosing genskrev planetens historie, da han i 1999 fandt et grønlandsk klippestykke og påviste, at der var liv på jorden for 3,7 milliarder år siden – 300 millioner år tidligere, end man hidtil havde troet.   Men geologien fortæller ikke kun historien om vores dybe fortid – den kan også læses som en brugsanvisning til den nære fremtid for en planet, vi i forvejen er godt i gang med at påvirke og bringe ud af balance. ** Minik Rosing er professor i geologi ved Globe Institute på Københavns Universitet. Rosing forsker i det dynamiske samspil mellem fast jord, hav, atmosfære og levende organismer, og han er verdenskendt for at have påvist, at fotosyntesen fandt sted, før man hidtil havde antaget.

  • Det er ikke kun i bakteriernes verden, at der findes ekstrem-elskende organismer. Nogle fisk og insekter har vist sig at være tilpasningsdygtige i ekstreme miljøer – men ingen andre dyr kan hamle op med de fascinerende, mikroskopiske bjørnedyr, når det kommer til at udholde ekstremstress.  Bjørnedyr lever i massevis i vores tagrender, haver og skovbunde. Men faktisk kan de overleve massiv stråling, ekstreme temperaturer og det voldsomme tryk uden for Jordens atmosfære.  Bjørnedyrene har nemlig en helt særlig evne til at lukke ned for vitale systemer og reparere deres celler efter at være blevet udsat for ekstremstress.  Hvad vi kan lære af studiet af de ekstremt tolerante bjørnedyr, kan du her høre bjørnedyrsforsker Nadja Møbjerg og ekstrembiolog Hans Ramløv tale nærmere om med moderator og idéhistoriker Steffen Krejberg Knudsen.  Dette afsnit af Blooms podcast er en live-podcast fra arrangementet ‘Den ekstremofile natur’, som Bloom lavede i samarbejde med IDA Bioscience den 18. september 2023.

  • Nogle livsformer er mere hårdføre end andre.  Der findes bakterier, som kan overleve og endda trives i ilttomme områder på havbunden, dybt inde i permafrosten eller i udkanten af vores atmosfære. Steder som mildest talt har umenneskelige forhold.  Studiet af ekstremofile bakterier kan måske lære os, at mennesket ikke er alt livs målestok – og hjælpe os med at forstå, hvordan livet altid kan finde en vej, selv når omgivelserne bliver mere og mere ekstreme.  Astrobiolog Kai Finster og mikrobiolog Peter Stougaard giver i denne podcast et indblik i de ekstrem-elskende bakteriers verden. Moderator er idéhistoriker Steffen Krejberg Knudsen.  Dette afsnit af Blooms podcast er en live-podcast fra arrangementet ‘Den ekstremofile natur’, som Bloom lavede i samarbejde med IDA Bioscience den 18. september 2023.  

  • Hvad vil det sige at være et dyr? For eksempel en grævling eller en odder? Et krondyr, en ræv eller måske en mursejler? Det har forfatter og forsker Charles Foster givet et af litteraturens mest nuancerede svar på. I sin excentriske bestseller ’Being a Beast’ forsøger Foster at krydse de porøse artsgrænser og leve som et vildt dyr i den britiske natur. Han bor i en grævlingehule i ugevis og spiser regnorme. Han følger mursejlernes lange vintertræk fra Oxford til Vestafrika. Som byræv spiser han skrald i Londons East End. Og dog insisterer han på, at alle hans uhyre udførlige forsøg er gået skævt.   Charles Foster er en teoretisk altædende og evigt nysgerrig forfatter. Når han ikke lever som et af den engelske naturs ikoniske dyr eller læser, alt hvad der er at læse om dyrs sansefysiologi, er han professor i medicinsk lov og etik på Oxford University, fra tid til anden praktiserende advokat og dyrlæge med interesse i akupunktur for dyr. Som forfatter til et hav af bøger inden for både evolutionsbiologi, antropologi, filosofi og jura har han forsøgt at besvare grundfilosofiske spørgsmål som: Hvem er vi? Og hvad i alverden laver vi her på Jorden?   I Blooms podcast kan du tage del i Charles Fosters dyrepsykologiske udforskning af den danske fauna, når Foster søger at besvare spørgsmålet: Hvad laver en byræv om natten i Søndermarken? For nok har byræven lusket rundt i København siden 1800-tallet. Og nok ligner det danske dyreliv langt hen ad vejen det britiske. Men først nu får Søndermarken et eftersyn af Charles Foster.

  • Hvordan skaber vi balance i et fødevaresystem, som er blevet skævvredet af århundreders kolonialisme og årtiers monokulturel dyrkning? Måske er svaret at gå baglæns ind i fremtiden. Længe før den masseproducerende og ensrettende industrialisering af fødevaresystemet har verdens oprindelige befolkninger dyrket, tilberedt og spist alverdens afgrøder, og i dag synes bevaring af gamle teknikker og sorter at gå hånd i hånd med udviklingen af nye tilgange til at tænke på, nyde og i det hele taget leve med mad. Fermenteringseksperten David Zilber og planteforskeren Michael Broberg Palmgren giver deres bud på, hvilke veje vi kunne følge i kampen for et mere balanceret fødevaresystem. Gemmer kimen til en bedre verden sig i frøbanker, fermenteringskrukker og forædling af planter? Og hvilke frø skal vi i så fald gemme, og hvilke afgrøder skal vi fermentere og forædle? I denne podcast tager Zilber og Broberg Palmgren i selskab med moderator Emma Holten en tankevækkende samtale om frø, fermentering og frihed.

  • Vi mangler halvdelen af universet. Ingen ved, hvor det blev af efter Big Bang. Så meget indrømmer selv den amerikanske fysiker Jeffrey Hangst, der er en af verdens førende eksperter i antistof. Der skulle nemlig i teorien være opstået lige meget stof og antistof ved universets undfangelse. Så hvor blev antistoffet af? Og hvad er det overhovedet?  I mere end 25 år har Jeffrey Hangst sat nye standarder for, hvordan man kan undersøge det flygtige materiale, der udslettes og bliver til ren energi i mødet med almindeligt stof. Antistofs eksistens blev forudsagt i 1928 og påvist eksperimentelt første gang i 1932. For Hangst, der er professor i fysik på Aarhus Universitet, var en uddannelse i fysik oprindeligt en udvej fra hjembyen i Pennsylvania, hvor alle var beskæftiget på stålfabrikkerne, men i dag er han alligevel endt i sikkerhedshjelm og -sko, blot på antistoffabrikken på CERN.  Det er her, man gennem eksperimenter med at lave stof ud af ren energi har formået at skabe hydrogen-atomets dobbeltgænger, antihydrogen – det første hele og hidtil eneste antistof-atom i det antiperiodiske system. Og det er Hangst, der i spidsen for ALPHA-eksperimentet har kortlagt antihydrogenets struktur – og måske snart finder svar på, om partikelfysikkens standardmodel skal revideres, og om antistof falder opad.      Hangsts forskning er eksperimentel fysik dér, hvor det brænder allermest på: nemlig hvor problemerne endnu ikke er løst, hvor de grundlæggende teorier modsiger hinanden, og hvor det i hvert fald er teoretisk muligt, at der findes et helt anti-univers.  For vi aner stadig ikke, hvorfor vi og alt omkring os er lavet af stof frem for antistof. Eller hvorfor antistof ikke bare udslettede universet, som fysikernes standardmodel forudsiger.   ** Jeffrey Hangst er professor i fysik på Aarhus Universitet. Han er hovedansvarlig for ALPHA-antihydrogen-eksperimentet, der har til huse på CERN i Geneve og er et samarbejde mellem 16 institutter i 7 lande. Hangst er en af Carlsbergfondets Semper Ardens-forskere. Hangst taler på engelsk. 

  • Paneler med lysbrydende film rammes af kunstigt lys og skaber en mosaik af vandrette og lodrette prismer, der forandres og påvirkes alt afhængig af, hvor lyset rammer, og hvem der kigger.    Lysets spil er et fænomen, der er æstetisk og fysisk inciterende, og i århundreder har kunstnere og fysikere reflekteret over lysets natur og eksperimenteret med dets egenskaber.    I Søndermarkens underjordiske udstillingsrum Cisternerne, hvor dagslyset aldrig når ned, har den sydkoreanske kunstner Kimsooja skabt et stedsspecifikt installationsværk, der lader alle regnbuens farver væve sig gennem de mørke og fugtige gange. Her bruger hun lysets penselstrøg til at ‘male’ de mørke flader i Cisternerne og transformerer dermed de mørke gange og flader til dynamiske lærreder.     Lysets natur var emnet, og udstillingen ’Weaving the Light’ afsættet, da Kimsooja til Bloom gik i dialog med partikelfysiker Troels C. Petersen og kunstkritiker Mathias Kryger. Nu kan du høre samtalen her! ** Kimsooja er en sydkoreansk kunstner, som arbejder på tværs af medier som performance, lys- og lydkunst, film og fotografi. Hun har deltaget i adskillige kunstbiennaler og udstillet på en lang række betydningsfulde kunstinstitutioner som Guggenheim Museum Bilbao, Kunsthalle Wien og MoMa. ‘Weaving the Light’ er skabt specifikt til Cisternerne og kan opleves indtil den 23. november 2023. Troels C. Petersen er partikelfysiker og lektor ved Niels Bohr Instituttet. Han er en del af den internationale kreds af forskere, som har arbejdet med på at afdække universets hemmeligheder ved hjælp af enorme partikelacceleratorer på CERN. Moderator er kunstkritiker Mathias Kryger fra Politiken.

  • Fra forestillinger om flyvende trafik og kolonisering af rummet til dommedagsbilleder af syndfloder og ørkenlandskaber – eksemplerne på fremtidsforestillinger er mange. Men ofte ender fremtiden med slet ikke med at se ud, som vi forestiller os. Videnskaberne opbygger deres viden på analyser af fortiden – fossilt DNA fra uddøde fortidsvæsener, sten fra svundne geologiske epoker og iskerneboringer fra tidligere tiders klima. Men kan teorier og metoder fra discipliner som geologi og biologi bruges til at skrive fremtidens historier? Hvilke fremtidsforestillinger ? Og hvor meget kan egentlig nå at ændre sig på 1.000 år, hvis målestokken er geologisk eller evolutionshistorisk? Geolog Minik Rosing og molekylær naturhistoriker Eline Lorenzen giver i dialog med forfatter Kaspar Colling Nielsen deres bud på de næste 1.000 år i Jordens historie. ** Eline Lorenzen er professor i molekylær naturhistorie og forskningsleder ved GLOBE-instituttet.  Hun modtog i 2023 Uddannelses- og Forskningsministeriets EliteForsk pris for sin banebrydende tværdisciplinære forskning inden for genetik, geologi, botanik, økologi og klima. Minik Rosing er verdenskendt dansk-grønlandsk professor i geologi. Han har studeret verdens ældste bjergarter og er forskeren bag en række sedimentanalyser, der har været med til at fastslå, hvornår livet på Jorden opstod. Kaspar Colling Nielsen er skønlitterær forfatter med forkærlighed for forskning, samfundssatire og talende dyr. Han seneste bog ‘Frelseren fra Hvidovre’ handler om en verden i brand, som kun kan reddes af en falleret digter.

  • Det er en videnskab at få øje på naturens orden i planternes blade, snefnuggenes forskellighed og vanddråbernes plasken. For snefnuggenes krystalstrukturer er aldrig bare ens, træernes blade er ikke de samme, og væsker plasker i et mønster, der er svært at se med det blotte øje. Alle er de unikke naturfænomener, som det gennem historien har krævet både nye observationsstrategier og eksperimenter at studere. Den amerikanske videnskabshistoriker Lorraine Daston mestrer som få at skabe det store, forkromede overblik over videnskabernes mange forgreninger og måder at se naturens verden på. Hun har gennem en nærmest altomfavnende karriere forsket i alt fra naturhistoriens monstre og vidundere til middelalderens naturfilosoffer, biologernes naturtro illustrationsteknikker og fysikernes naturlove. Det er videnskabshistorie, så det får arkiverne til at synge – om så det, hun kaster sit videnskabshistoriske falkeblik på, er geologernes fossiler, klimaforskernes vejrdagbøger, genetikernes databanker eller astrofysikernes stjernekort og spektroskopier. Gennem det hele løber en dyb nysgerrighed på, hvad der på den lange bane gør videnskaben om naturen mulig. For hvordan er det, at vi i det hele taget har kunnet skabe viden om stjernernes opståen, Jordens dannelse, klimaet, evolutionen og menneskets dybe forhistorie – fænomener, som rækker langt ud over vores egen individuelle og også civilisationernes levetid? Og hvis vores videnskaber en dag skulle gå til grunde, ville vi så give os i kast med at undersøge naturens natur på ny? ** Lorraine Daston er en af verdens førende videnskabshistorikere. I skoledannende bøger og artikler som ’Wonders and the Order of Nature’, ’Objectivity’ og ’Against Nature’ har hun skrevet om naturbegrebets og objektivitetens historie og ændret vores forståelse af både videnskabernes rødder og deres virkemåde i dag. Daston er professor emeritus ved Max Planck Instituttet for Videnskabshistorie i Berlin, hvor hun var direktør fra 1995 til 2019, og gæsteprofessor ved Chicago University.