Avsnitt
-
“Det siges, at alt i universet forfalder. Det siges, at mennesket er et destruktivt væsen. Men mennesket er også et ordnende, organiserende fænomen i universet.” Sådan lyder det i forfatter Theis Ørntofts seneste storroman ‘Jordisk’. I et årti har han undersøgt planetens store kriser og taget livtag med de eksistentielle spørgsmål, der følger med. I hans litteratur lurer enden altid lige om hjørnet. Naturen, mennesket og civilisationen befinder sig i en tilstand af kaos og forfald – det, naturvidenskaben har døbt entropi. Men Ørntoft er nået til en skillevej. Han er begyndt at spørge til, om de planetære krisers altoverskyggende nærvær har skabt en brist i vores kollektive forestillingskraft. Har vi – måske mere end nogensinde før – nemmere ved at forestille os undergang end overgang? For at slippe ud af dommedagssaksen må vi skabe nye forestillinger om vores fremtid på kloden. Ifølge Ørntoft har vi behov for nye genfødselsmyter og overgangsritualer, der kan give os troen tilbage på menneskets evne til at genopbygge og reparere. For hvad kommer efter kaostilstanden? Skal svarene findes i litteraturen, videnskaben eller i naturen selv? Eller måske hinsides det globale nord – for eksempel i Den Tibetanske Dødebog?
-
En dag vil historien om menneskeheden være skrevet i sten. I sin bog ‘The Earth After Us’ spørger den britiske geolog Jan Zalasiewicz ind til, hvad nysgerrige væsner millioner af år fra nu vil finde, når de begynder at grave i jordlagene efter tegn på hedengangne civilisationer. Men hvordan vil mindet om menneskeheden tage sig ud, når vi ikke længere blot er en geologisk kraft – men faktisk geologi, indlejret i Jordens skorpe? Vil fremtidige forskere være i stand til, som vi har gjort med dinosaurerne, at rekonstruere vores kroppe – og hvad med vores kulturer og sprog? Og vil en anden art – en abe, måske, eller ligefrem en forvokset, opretgående rotte, som Zalasiewicz er kendt for at overveje – kunne udvikle evner, der gør den i stand til at træde i vores sted? Hvis vi gerne vil efterlade et godt indtryk af os selv til fremtidens geologer, skal vi til at overveje, hvor mange biler, mikrobølgeovne og plastikkopper vi efterlader som fossiler. For de aftryk, vi sætter nu, vil kunne aflæses i Jordens geologi millioner af år fra nu.
-
Saknas det avsnitt?
-
Siden de gamle grækere har det både i videnskab og hverdagsliv været en grundantagelse, at følelser er naturlige reflekser, der udløses af ydre påvirkninger – tænk bare på Pixar-filmen ‘Inside Out’. Vi har bildt os ind, at de er medfødte, hører hjemme bestemte steder i vores hjerner og er færdigformede fra evolutionens side. Og så har vi troet, at følelser kan afkodes helt umiddelbart af vores ansigtsudtryk og stemmeføring. Men det beror ifølge Feldman Barrett på en helt forkert beskrivelse af, hvad der foregår i vores fleksible hjerner. Som hun skriver i bogen ’How Emotions Are Made’: ”Følelser er ikke indbyggede, men varierer fra kultur til kultur. De udløses ikke – du skaber dem. De opstår i kombination mellem din krops fysiske egenskaber, en fleksibel hjerne der programmerer sig selv alt efter, hvilke omgivelser den udvikler sig i, og den kultur og opvækst, der tilbyder de omgivelser.” Feldman Barretts teori om følelser er et paradigmeskift, der gør, at vi skal gentænke følelsernes biologi og kultur og genoverveje alt det, vi tror, vi ved om deres rolle i alt fra personlige forhold til den måde, vores samfund er indrettet på. Oplev en af vor tids vigtigste hjerneforskere, når Lisa Feldman Barrett på Bloom vender det menneskelige følelsesliv på hovedet.
-
I årtusinder har filosoffer, videnskabspersoner og kunstnere forsøgt at finde frem til kærlighedens væsen. Men hvad er kærlighed egentlig? Hvad sker der i vores hjerner, når vi elsker – og mister? Er det et eksklusivt, menneskeligt fænomen at blive ramt af amors pil? Og hvordan har kærligheden udviklet sig evolutionært fra savannens sletter til nutidens hyperdigitaliserede samfund? Det satte vi til Bloom 2024 to af årets hovedtalere til at forsøge at svare på. Hjerneforskeren Lisa Feldman Barrett, hvis forskning lærer os, at kærlighed udspringer af vores hjerners sociale forbindelse og deres særlige evne til at påvirke hinanden på tværs af geografi, tid og kultur. Og videnskabsforfatteren Cat Bohannon, som undersøger kærlighedens dybe, evolutionshistoriske betydning – fra vores tidligste formødres første omsorgsevner til nutidens komplicerede landskaber af lyst, afhængighed og tryghed. Oplev to af tidens skarpeste videnskabelige stemmer, når de i selskab med kulturjournalist Felix Thorsen Katzenelson forsøger at svare på et af menneskehedens ældste spørgsmål: hvad er kærlighed?
-
Den medicinske forskning kommer stadig til kort, når den skal forklare, hvorfor svær overvægt i løbet af det seneste halve til hele århundrede er blevet så udbredt, som det er. Fedme er et moderne fænomen, som er svært at forklare, men noget tyder på, at der er et evolutionært mismatch mellem vores levevis og vores biologi. Den gængse fortælling om vægttab er ellers simpel: Spis mindre, og bevæg dig mere. Men kalorieregnskabet går ikke altid op. Måske derfor er vi endt i en situation, hvor overvægt er så stort et problem for mange, at decideret slankemedicin bliver tillokkende. Tilsyneladende vidundermidler som Wegovy og Ozempic bliver revet af hylderne verden over. Men det er samtidig et stort eksperiment med det menneskelige stofskifte, som vi ikke helt kan gennemskue konsekvenserne af. Vær med, når epidemiolog Thorkild Sørensen, videnskabshistoriker Adam Bencard og epidemiolog Janne Tolstrup retter blikket mod fedmens fremtid og undersøger mulighederne og usikkerhederne ved de nye slankemidler.
-
Kan verdens oprindelige folk få os til at genoverveje vores forhold til naturen her i klimakrisens tidsalder? To antropologer og en idéhistoriker udfolder natursyn – eller mangel på samme – fra Amazonas til Borneo. Antropolog Stine Krøijer har i 25 år har hun arbejdet med spørgsmål om jordrettigheder og klima i Amazonlavlandet på grænsen mellem Ecuador, Peru og Colombia. Hun løber tit ind i oversættelsesproblemer, når det kommer til at forstå oprindelige folks forhold til naturen. Det samme gælder en af Danmarks mest hædrede antropologer, Ida Nicolaisen, der i mere end seks årtier har studeret og levet med nomadefolk. Hun er især knyttet til Punan Bah-folket på Borneo, hvis sprog hun har lært for at kunne forstå deres natursyn. Og idéhistoriker Rhitma Kreie Engelbrecht Larsen forsker i, hvordan selve idéen om oprindelige folks viden har udviklet sig, og hvordan den bliver aktiveret i samtaler om klima og natur. Få vendt op og ned på dit natursyn, når Ida Nicolaisen, Stine Krøijer og Rithma Kreie Engelbreth Larsen i samtale med moderator Emma Holten undersøger, om oprindelige folks viden kan få os til at genoverveje vores forhold til naturen.
-
Om cirka 250 millioner år vil klodens landmasser udgøres af et Pangæa Ultima – et superkontinent, der vil gøre det muligt at rejse fra det sydlige Argentina til det nordøstlige Rusland helt uden at booke færge- eller flybilletter. Hvis altså ikke der var en gigantisk ørken med voldsom vulkanaktivitet og en årlig gennemsnitstemperatur på 40 grader i vejen. Pangæa Ultima ser ikke ud til at være et sted for mennesker. Eller særligt mange andre pattedyr, for den sags skyld. Men hvordan forholder vi os til geologiens ufattelige tidsskalaer og til visheden om, at Jorden en dag bliver ubeboelig? Er der håb for, at mennesket kan tilpasse sig – som Fremen-folket på ørkenplaneten Arrakis i sci-fi-romanen ’Dune’? Eller skal vi finde et andet sted at bo? Og hvordan ser mennesket overhovedet ud til den tid? Tag de spekulative fremtidsbriller på og dyk ned i de mange spørgsmål med et stjernepanel bestående af kunstner Katie Paterson, geolog Jan Zalasiewicz og biolog Rob Dunn, som hver især arbejder med Jordens dybe tid. Samtalen modereres af journalist Peter Stanners.
-
Hvor er de? På en gåtur i det midtjyske trænger spørgsmålet sig på hos forfatteren Mathilde Walter Clark. Med en årlig produktion på tohundrede millioner dyr er Danmark det mest dyretætte land i verden – men køer, grise, høns og mink lever en usynlig tilværelse i vindueløse bygninger. Med lige dele anfægtelse og filosofisk nysgerrighed sætter Clark sig for at genskrive fortællingen om landbruget. Hun gennemtrevler med en grundighed som få landbrugsnyheder, forskningsresultater og reklamefremstød i forsøget på at forstå, hvad der sker inde i de effektiviserede staldanlæg. I essayet 'Hvordan man laver dyr' retter hun blikket mod hele den danske husdyrproduktion. Med sanselige detaljer og et skarpt blik for de store, historiske linjer og det floskelfyldte sprogbrug er bogen som et slagteri med glasvægge, der blotlægger den usynlige animalske produktion. På Bloom 2024 fortsatte Mathilde Walter Clark sin grundige granskning af landbruget. Sammen med miljøantropolog Frida Hastrup kommer hun ind på, hvordan effektiviseringen har formet måden at producere dyr på, og om der findes en anden fremtid for de toptunede landbrugsdyr. Moderator er videnskabsretoriker Frederik Appel Olsen.
-
Hun er blevet kaldt Kornets Gandhi. Ifølge den indiske videnskabsaktivist Vandana Shiva skal fødevarekrisen overvindes med lige dele kvantefilosofi og plantefrø. Oplev hende i denne samtale med journalist på Politiken Lotte Folke om fortiden og fremtiden for vores fødevaresystem. Fysik var Vandana Shivas store passion som ung. Hun blev uddannet i atomfysik, men blev bevidst om atomkraftens potentielt ødelæggende virkninger og vendte sig mod kvanteteori i jagten på en fuld forståelse af naturen. I modsætning til den klassiske fysik, så Shiva i kvantefysikken en verden af vibrationer og forbindelser, hvor delene aldrig adskiller sig fra helheden. Samtidig var skovene i Himalaya-bjergene, hvor hun er vokset op, truet af træfældning. Hun engagerede sig derfor i Chipko-bevægelsen i 1970’erne – den gruppe af indiske kvinder, der som de første i verden begyndte at kramme træer for at sætte sig til modværge mod skovindustrien. Med Chipko-bevægelsens miljøbevidsthed og kvantefysikkens principper om forbundethed såede Shiva frøene til en aktivistisk karriere i naturens, jordbrugets og klimaets tegn. Siden hun i 1981 forlod den klassiske universitetsverden har hun fundet nye måder at kombinere videnskab og forskning med socialt og økologisk ansvar. Lyt med, når hun i denne samtale med Lotte Folke forsøger at svare på, hvordan vi skaber balance i et fødevaresystem, som er blevet skævvredet af århundreders kolonialisme og årtiers monokulturelt landbrug.
-
Hvorfor er kvindekroppen så underrepræsenteret i sundhedsforskningen? Og kan menstruationsblod åbne døren til et fornyet fokus på kvinders helbred? En professor i gynækologi og en menstruationsblodsforsker tager sammen med Emma Holten temperaturen på ligestillingen i sygdomme. Mandekroppen har historisk set været sundhedsforskningens standardmodel. Den dag i dag fortsætter kvinder med at være underrepræsenterede – eller helt fraværende – i kliniske forsøg inden for alt fra kræft- og hjerteforskning til udvikling af medicin. Det er trods alt gået den rigtige vej med ligestillingen i det nye århundrede – men det går langsomt. Hvis vi fortsætter med nuværende hastighed, har vi ifølge professor i gynækologi Henriette Svarre Nielsen først ligestilling i sygdomme om 131 år. Isabella Jarsmer er en af dem, der har taget kampen op mod underprioriteringen af kvindesygdomme. De seneste år har hun på egen hånd indsamlet og undersøgt sit eget og andre kvinders menstruationsblod. Hør de to åbne Bloom 2024 sammen med moderator Emma Holten, når de undersøger, hvor vi står med ligestillingen i sygdomsforskningen.
-
I Grønland har man tolv forskellige ord for is – blandt andet ét, der beskriver is, der brækker, når man stikker i den med en harpun. For at få en dybere forståelse for isens enorme betydning for kloden – ikke bare som den ser ud i dag, men som den kommer til at se ud i fremtiden – må vi nærme os isen med både krop og sprog. Men hvordan gør vi det bedst, når det tætteste forhold, vi har til isen, er til klumperne i fryseren eller isbjergene på tv-skærmen? Forfatteren Victor Boy Lindholm og glaciologen Sebastian Mernild gør et forsøg på at trænge dybere ind i isens verden, når de i deres seneste bog ‘Isbogen’ kaster et både kulturhistorisk og videnskabeligt blik på isen og dens betydning for livet på Jorden. Og betydningen er stor – Jorden har nemlig ikke altid været en blå planet. Først da isen kom flyvende på kometer fra det ydre rum og bragte en kaskade af klimaforandringer med sig, begyndte betingelserne for livet her på kloden at udvikle sig.
-
I 1780 satte den italienske læge Luigi Galvani strøm til en død frø og kunne fra dens spjættende lår konstatere, at livet er elektrisk. Siden da er vores viden om såkaldt bioelektricitet kun blevet dybere og mere raffineret. Elektriske ladninger strømmer gennem celler, væv, muskler og hjernedele i både menneske- og dyrekroppe. Flere hajer, fisk og sågar næbdyr har udviklet evnen til at sanse og udnytte elektriske felter omkring dem. Og på havets bund har forskere for nylig opdaget nogle forunderlige bakterier, der kan samle sig til kabelagtige superorganismer, som kan lede strøm. Hverken fysikken eller mikrobiologien kan endnu forklare kabelbakteriernes evne til at føre strøm, og selv kalder elektromikrobiologerne, der studerer dem de mærkværdige væsner for livsformen, som ingen havde forestillet sig. Samtidig har neurobiologer i dag fået en uhyre nuanceret forståelse for de komplekse måder, neuroner skaber forbindelser i vores hjerner og nervesystemer ved hjælp af elektrokemiske signaler. Men hvor forskellig er kabelbakteriernes strømføring i grunden fra processerne i komplekse organismers kroppe? Taler de besynderlige, flercellede havbundsorganismer samme sprog som cellerne i vores hjerner – eller er det en helt anden elektrisk forbundethed, der er på færde? Spids ører, når neurobiologen Jakob Balslev Sørensen og kabelbakterieforskeren Lars Peter Nielsen kaster lys over bioelektricitetens mystiske verden.
-
Kan en mere vild natur vinde frem? De seneste ti år er en stribe af rewilding-eksperimenter skudt frem både i Danmark, men også ude i Europa – drevet af biologer, frivillige naturentusiaster og organisationen Rewilding Europe. Forfatteren Andreas Vermehren Holm har kastet sig ud i en litterær undersøgelse af naturtilstanden i vores verdensdel. Som led i sin research har han været på Færøerne og i Italien – bevæbnet med en ukuelig nysgerrighed på, hvad rewilding-bølgen fortæller os om natursynet her til lands og i det hele taget. Spørgsmålene er mange: Hvor meget plads skal vi overlade til naturen? Kan vi etablere habitatkorridorer, hvor vilde arter kan bevæge sig uden at være udsat for vores trafik? Er fåreavlen ved at forvandle den færøske natur til en økologisk ødemark, hvor der ikke lever andet end græs? Hvor godt har bjørnene i de italienske Apenniner-bjerge det sammenlignet med de jyske ulve? Og kan det hele blive til poesi? I dialog med den færøske botaniker Kolbrún í Haraldsstovu, som står i spidsen for Færøernes største naturgenoprettelsesprojekt til dato, og biolog og rewilding-forsker Jens-Christian Svenning, der sidder i bestyrelsen for Rewilding Europe, tegner Vermehren Holm et nyt, forvildet kort over den europæiske natur. Og hvem ved? Måske kan netop de andre europæiske erfaringer med rewilding og en forfatters intervention være med til at opbløde den til tider fastlåste, danske naturdebat.
-
Kan det ske i virkeligheden? Det spørgsmål kom pludselig på alles læber, da serie-udgaven af PlayStation-spillet ’The Last of Us’ indtog verden på epidemisk vis i begyndelsen af året. Det epidemiske skrækscenarie, som serien tager op, henter sin præmis i biologiens verden – nemlig hos svampeslægten cordyceps, der i den virkelige verden forvandler visse insekter til asociale og ukontrollerede zombieudgaver af dem selv, hvis eneste formål er at inficere nye værter for derved at videreføre svampens arvemateriale. Den store forskel? At det i ’The Last of Us’ er menneskene, der står for skud i stedet for myrer og hvepse. Men hvorfor smitter virkelighedens cordyceps myrer og ikke mennesker? Hvad er op og ned med truslen fra svampene set fra et biologisk perspektiv? Og kunne ’The Last of Us’ have fået mere drama eller mere skrækindjagende zombieadfærd ud af sine små mycelieskurke? Blooms podcast sender ’The Last of Us’ i peer review, når vi inviterer de to evolutionsbiologer og svampeforskere Michael Poulsen og Henrik de Fine Licht til sammen med videnskabsjournalist Lasse Foghsgaard at kaste et kritisk blik på den rolle, cordyceps-svampene spiller i serien.
-
I hele videnskabens historie har bevidstheden været et mysterium, som har fået talrige videnskabsfolk og filosoffer til at give fortabt. Den britiske professor i neurovidenskab Anil Seth har som få andre beskæftiget sig med bevidsthedens mysterium, og han har i mange år været optaget af at forstå og samtænke vores perception og dens biologiske grundlag – særligt gennem sin egne neurovidenskabelige undersøgelser, som af mange fagfæller bliver anset for at være nogle af de mest spændende studier i nyere tid. I 2021 udgav Anil Seth ‘Being You’ – en både medrivende og tilgængelig opsummering af hans videnskabelige forskning. Det er en syntese af de indsigter, han er nået frem til i sit forsøg på at løse bevidsthedsforskningens centrale gåde – nemlig hvad det vil sige at have en oplevelse af verden og sig selv, hvad det vil sige at “være dig”. Hans svar på gåden? At vi lever i en kontrolleret hallucination. I bogen argumenterer Seth for, at vi ikke perciperer verden, som den rent faktisk er, men at vi konstant opfinder den verden, vi opfatter. For hjernen er en forudsigelsesmaskine, der kører hurtigere, end vores sanser kan tage verden ind, og derfor hele tiden må rette sine egne fejl. Både verden og vores eget selv er med andre ord konstruktioner, som vores hjerne er med til at skabe. Anil Seth støtter sig op ad den banebrydende forskning, der i disse år i stigende grad gør det muligt for forskere at observere de komplekse biologiske mekanismer, der styrer denne proces. Anil Seth er en internationalt anerkendt professor i neurovidenskab på University of Sussex i England. Han er forfatter til bogen ‘Being You: A New Science of Consciousness’, og hans TED Talks er blevet set mange millioner gange.
-
Den australske blækspruttefilosof Peter Godfrey-Smith er ikke i tvivl. Intelligent liv er opstået to gange på Jorden: hos os mennesker og hos blæksprutterne. Hvis vi vil finde andre intelligente livsformer, behøver vi ikke lede i fjerne galakser med dyre rumteleskoper. De findes her på vores blå planet – og kan observeres med snorkel og dykkermaske. Siden 2009 har Godfrey-Smith sammen med marinbiologer studeret blækspruttesamfundet Octopolis i Jervis-bugten ud for Sydney og forsøgt at sætte sig ind i blækspruttens verden. Med sine mærkelige arme med mere end tusind sugekopper er den ottearmede blæksprutte lidt af en alien på jord. I sin bog ’Other Minds – The Octopus and the Evolution of Intelligent Life’ fra 2016 genfortæller Godfrey-Smith denne aliens fascinerende evolutionshistorie. Siden vores seneste fælles forfader, der var en hjerneløs fladorm, levede for 600 millioner år siden, har blæksprutten fulgt en helt anden vej i livets træ end os og udviklet et ejendommeligt centralnervesystem, hvor 320 millioner af dens mere end 500 neuroner findes i armene, der kan agere mere eller mindre uafhængigt af dens hjerne. Selvom vi i dag ved en masse om blækspruttens mærkværdige fysiologi, er dens verden efter alt at dømme radikalt anderledes end vores. For hvordan er det i grunden at være en blæksprutte? Og hvad siger det om bevidsthed og intelligens i det hele taget? ** Peter Godfrey-Smith er en af verdens førende videnskabsfilosoffer og professor ved University of Sydney i Australien. Han er forfatter til flere bøger, heriblandt de internationale bestsellere ‘Other Minds’ og ‘Metazoa’.
-
Den 17. august 2017 blev en voldsom kollision mellem to neutronstjerner observeret. Albert Sneppen har i en alder af blot 24 år sat sit betydelige aftryk i astrofysikkens verden med sin forskning i blandt andet sorte huller, galaksers udvikling og senest kolliderende neutronstjerner. Han står bag et nyt studie af den kosmiske kollision med det mundrette navn GW170817. Studiet er for nyligt blevet udgivet i Nature, der er et af verdens førende tidsskrifter. Her fremsætter Sneppen og et hold af astrofysikere en banebrydende beskrivelse af, hvordan der i hjertet af den såkaldte kilonova foregår så ekstreme processer, at de muligvis kan skubbe til vores nuværende forståelse af fysikkens grundlag og universets udvidelseshastighed. Kilonovaen er karakteriseret ved at forme en ildkugle, der er lige så fascinerende af astrofysiske årsager som af æstetiske. Eksplosionens sfæriske geometri er anderledes end for eksempel supernovaens – som er formet mere som en pandekage end her som en fodbold – og det er netop denne geometriske symmetri, der er ny for astrofysikerne og har trukket de store overskrifter. Selv kalder Sneppen begivenheden for den perfekte eksplosion. ** Albert Sneppen er ph.d.-studerende ved Niels Bohr Institutets Cosmic Dawn Center, hvor han forsker i sorte huller, udviklingen af galakser og kolliderende neutronstjerner.
-
Kan geologien vise vejen til en fremtid, hvor Jorden fortsat er beboelig? Ifølge Minik Rosing giver geologisk forskning os muligheden for selv at vælge vores og Jordens fremtid. Rosing genskrev planetens historie, da han i 1999 fandt et grønlandsk klippestykke og påviste, at der var liv på jorden for 3,7 milliarder år siden – 300 millioner år tidligere, end man hidtil havde troet. Men geologien fortæller ikke kun historien om vores dybe fortid – den kan også læses som en brugsanvisning til den nære fremtid for en planet, vi i forvejen er godt i gang med at påvirke og bringe ud af balance. ** Minik Rosing er professor i geologi ved Globe Institute på Københavns Universitet. Rosing forsker i det dynamiske samspil mellem fast jord, hav, atmosfære og levende organismer, og han er verdenskendt for at have påvist, at fotosyntesen fandt sted, før man hidtil havde antaget.
-
Det er ikke kun i bakteriernes verden, at der findes ekstrem-elskende organismer. Nogle fisk og insekter har vist sig at være tilpasningsdygtige i ekstreme miljøer – men ingen andre dyr kan hamle op med de fascinerende, mikroskopiske bjørnedyr, når det kommer til at udholde ekstremstress. Bjørnedyr lever i massevis i vores tagrender, haver og skovbunde. Men faktisk kan de overleve massiv stråling, ekstreme temperaturer og det voldsomme tryk uden for Jordens atmosfære. Bjørnedyrene har nemlig en helt særlig evne til at lukke ned for vitale systemer og reparere deres celler efter at være blevet udsat for ekstremstress. Hvad vi kan lære af studiet af de ekstremt tolerante bjørnedyr, kan du her høre bjørnedyrsforsker Nadja Møbjerg og ekstrembiolog Hans Ramløv tale nærmere om med moderator og idéhistoriker Steffen Krejberg Knudsen. Dette afsnit af Blooms podcast er en live-podcast fra arrangementet ‘Den ekstremofile natur’, som Bloom lavede i samarbejde med IDA Bioscience den 18. september 2023.
-
Nogle livsformer er mere hårdføre end andre. Der findes bakterier, som kan overleve og endda trives i ilttomme områder på havbunden, dybt inde i permafrosten eller i udkanten af vores atmosfære. Steder som mildest talt har umenneskelige forhold. Studiet af ekstremofile bakterier kan måske lære os, at mennesket ikke er alt livs målestok – og hjælpe os med at forstå, hvordan livet altid kan finde en vej, selv når omgivelserne bliver mere og mere ekstreme. Astrobiolog Kai Finster og mikrobiolog Peter Stougaard giver i denne podcast et indblik i de ekstrem-elskende bakteriers verden. Moderator er idéhistoriker Steffen Krejberg Knudsen. Dette afsnit af Blooms podcast er en live-podcast fra arrangementet ‘Den ekstremofile natur’, som Bloom lavede i samarbejde med IDA Bioscience den 18. september 2023.
- Visa fler
