Spelade

  • »En sund afføring lugter ikke, den dufter som en skovbund på en forårsdag,« siger Oluf Borbye Pedersen. Han er professor og forskningsleder på Københavns Universitet – og han er en af verdens førende forskere indenfor tarmbakterier.

    I denne episode af Med Mad i Munden møder vi professor Oluf Borbye Pedersen. Han fortæller om det relativt nye forskningsområde, der handler om tarmbakterier – og den enorme rolle bakterierne spiller for vores sundhed. Undervejs ser vi nærmere på, om vi mennesker har mistet vores naturlige instinkt, når det handler om mad. Og vi kommer også forbi store spørgsmål som: »Har vi en fri vilje?«


    Opskrift: Professorens grønne energigrød
    - af Oluf Borbye Pedersen

    Det skal du bruge (til 2 personer)
    •½ avocado
    •½ æble
    •½ citron, presset
    •1 knsp. frisk ingefær
    •½ kiwi eller 10 stk. vindruer
    •5 stk. valnødder
    •1 ark sushi-tang (også kaldet nori-tang)
    •4 bdt. spinat
    •1 bdt. persille
    •1 håndfuld broccoli
    •1 håndfuld bønnespirer
    •½ glas urte-the

    Sådan gør du:
    1.Klargør grøntsager og frugter – fjern kernehus fra æbler, skræl fra kiwierne osv.
    2.Hæld ingredienserne i blenderen sammen med urte-the og blend til en finkornet grød.
    3.Pynt evt. med friske krydderurter eller bær.

  • »Al mad burde være noget vi kunne spise, så længe vi ikke bliver syge af det,« siger Rasmus Bredahl. Han er madkonsulent, kok og med-forfatter til kogebogen “Neurogastronomi - hemmeligheden bag det perfekte måltid”. Gennem mange års arbejde med gastronomi har han specialiseret sig særligt i vores sansers indvirken på det vi spiser.

    I denne episode er vi taget med Rasmus Bredahl på Disgusting Food Museum i Malmø. Her taler vi om ulækker mad. Hvad afgør om vi synes noget er ulækkert? Hvilke faktorer spiller ind, når vi smager på mad? Kan man lære sig selv at spise ting man synes er ulækre? Og så smager vi selvfølgelig på noget ulækkert mad.

    Læs mere om Disgusting Food Museum på www.disgustingfoodmuseum.com