Avsnitt
-
I denne episode fortæller vi om hypersensitivitetsreaktioner, hvor vores immunforsvar reagerer uhensigtsmæssig kraftigt overfor ufarlige strukturer i omverdenen. Det er fx det der sker i den allergiske reaktion, høfeber, hvor immunforsvaret reagerer for kraftigt overfor et ellers ufarligt pollen. Men hypersensitivitetsreaktioner kan også være situationer, hvor vores immunforsvar kommer til at reagere overfor vores egne celler eller væv, det som vi kender som autoimmunitet. Det kan fx tilfældet med sygdommene ”autoimmun hæmolytisk anæmi” og ”Type I Diabetes”.
-
I denne episode fortæller vi om, hvordan det kan være immunforsvaret kun reagerer overfor fremmede strukturer, og kun ganske sjældent angriber kroppen selv. Det er nemlig vores immunologiske tolerance der sørger for dette. Vi fortæller om, hvordan kroppen under dannelsen af nye immunceller faktisk løber en risiko for at danne nogle immunceller, der potentielt ville kunne genkende vores egne celler eller væv, og udøve skade på dem. Men heldigvis har vi også tolerancemekanismerne der sørger for at kroppen får fjernet eller uskadeliggjort disse autoreaktive celler.
-
Saknas det avsnitt?
-
I denne episode fortæller vi om, hvordan vacciner fungerer. Vacciner er en form for træning af immunforsvaret, hvor vi træner både vores B celler og vores T celler til at blive gode til at genkende og bekæmpe en mikroorganisme. Vaccinen er dog ikke den naturlige, farlige mikrobe, men derimod en underdel af en mikroorganismen eller en svækket udgave af mikroorganismen. På den måde kan vi snyde immunforsvaret til at tro, at der er fare på færde, selvom det ikke er tilfældet, og så kan vi få dannet hukommelsesceller. De hukommelsesceller vil gøre kroppen bedre i stand til at bekæmpe den naturlige infektion senere hen.
-
I denne episode fortæller vi om B cellerne, der er en celletype i vores immunforsvar, der kan producere antistoffer. Antistoffer er specialiserede proteiner, der er gode til at binde til mikroorganismer. Vi gennemgår de forskellige varianter af antistoffer og forklarer i hvilke situationer de forskellige antistoffer virker bedst. Og samtidig taler vi også om, hvordan antistofferne over tid faktisk kan blive bedre og bedre til at genkende mikroorganismerne.
-
I denne episode fortæller vi om, hvordan T cellerne i det adaptive immunforsvar fungerer og hjælper kroppen med at bekæmpe infektioner. T cellerne består overordnet set af to klasser: hjælper T celler og dræber T celler. Vi taler om hvordan vi får aktiveret T cellerne, og hvilke funktioner T cellerne så efterfølgende kan udføre, så vi kan få fjernet den invaderende mikroorganisme, der har inficeret os.
-
Nogle gange er det innate immunforsvar (vores første forsvarslinie) ikke godt nok til selv at fjerne en infektion. Derfor er der brug for andre dele af vores immunforsvar, navnlig det adaptive immunforsvar, der er den del af immunforsvaret som bl.a. laver antistoffer. I denne episode taler vi om hvordan dendritcellen bygger bro mellem det innate og det adaptive respons, og hvordan dendritcellen kan præsentere små bidder af en invaderende mikroorganisme, så vi kan få aktiveret det adaptive immunforsvar.
-
I denne episode fortæller vi om, hvordan vores immunforsvars første forsvarlinie fungerer – det som vi kalder det innate immunforsvar. Vi taler bl.a. om hvordan kroppen overhovedet kan finde ud af, at den er inficeret med fx en virus, og hvordan immunforsvaret efterfølgende bliver tiltrukket til stedet hvor infektionen er startet, og hjælper med at fjerne den invaderende mikroorganisme.
-
I denne episode introducerer vi immunologer, Jan Pravsgaard og Martin Kongsbak-Wismann, os selv. Vi fortæller lidt om vores daglige arbejde på Københavns Universitet hvor vi både forsker og underviser. Derudover fortæller vi om, hvorfor vi overhovedet har lavet en podcast omkring immunforsvaret, og hvorfor vi har valgt lige præcis podcast som format til at fortælle om det.