Avsnitt
-
"Nu får de mad for sidste gang," lyder det fra kunstneren Marco Evaristti. Han rækker en frøblanding ind i det interimistiske bur, sammensat af to indkøbsvogne. Bag gitteret ligger tre små grise og putter sig i halmen. De skal sultes ihjel - i kunstens navn og i den gode sags tjeneste. Herfra ruller det: Trusler og politianmeldelser vælter ned over Evaristti, og da han skal åbne udstillingen på andendagen, er grisene pludselig væk. Hvad er vi vidne til? Eller måske en del af? Det spørger vi kulturjournalist på Politiken Camilla Stockmann om.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 7. marts 2025. -
De har netop set, hvordan Zelenskyj blev skældt hæder og ære fra i Det Ovale Kontor. Nu sidder USAs gamle allierede til et hasteindkaldt krisemøde i London. Forpustede og lettere forpjuskede forsøger de at finde fælles fodslag. Spørgsmålene står i kø: Hvordan tackler de Trump rigtigt, udviser de den rette mængde taknemmelighed - samtidig med at de holder skansen, sikrer grænsen og opruster i et uhørt tempo? Man krydser fingre. Drømmer om, at den gamle verden vil holde bare lidt endnu. Det vigtigste, siger statsoverhovederne, er, at Europa får bygget et forsvarsværn og holder sammen! Alberte Bové Rud, analytiker ved Tænketanken Europa med fokus på Vestens udfordringer fortæller, om et Europa der lige nu ser hinanden dybt i øjnene i erkendelsen af, at de ikke har andre at ty til.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 6. marts 2025. -
Saknas det avsnitt?
-
De sendte brød til de sultne, medicin til de syge, skolebøger til børn. Men pludselig stoppede det. Trump og Musk har annonceret den næsten totale nedlukning af amerikansk nødhjælp. Konsekvenserne er allerede mærkbare: Børn sulter i Nigeria. Ebola-truslen vokser i Uganda. HIV-patienter i Sydafrika mister deres livsvigtige medicin. Så hvad betyder det, når verdens største supermagt trækker sig fra den humanitære front? Det forsøger seniorforsker ved DIIS Adam Moe Fejerskov at svare på i dagens Genstart.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 5. marts 2025. -
Erni Kristiansen var femten år og boede på et kollegium langt fra sin familie, da de jævnaldrende omkring ham begyndte at tage deres eget liv. På bare fire måneder måtte de begrave ti i byen. I dag har han dedikeret sit professionelle liv til at klæde Grønlands unge bedre på til at tale om den smerte, som rigtig mange af dem bærer rundt på i et land, hvor savnet bølger over store geografiske afstande, når mange unge må flytte tidligt fra deres familier.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 4. marts 2025. -
Vi pylrer for meget om vores børn. Sætter for få grænser. Forhandler om snart sagt alting. Regeringen har nedsat en kommission, der skal undersøge mistrivslen blandt børn og unge - og som giver konkrete råd til at blive bedre forældre. For en del af ansvaret for mistrivslen ligger hos netop forældrene: De har forkastet opdragerrollen i en grad, så vores børn ikke længere kender til modstand, ikke har lært at bøje sig for fællesskabet, ikke kender til ansvar. Men kan trivselsproblemer virkelig tilskrives vattede og velmenende forældre?
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 3. marts 2025. -
Misha er snigskytte, og når han sigter efter mennesker, rammer han oftest plet. Danskeren tilbyder sine evner til den ukrainske hær, og sammen med omkring 20.000 andre udlændinge bliver han i 2022 soldat i krigen mod Rusland. Nu, tre år senere, er han der stadig. Han har slået dusinvis af russere ihjel, tjent penge på det og agter at blive til den bitre ende. Men hvad er det, der får en dansker til at sætte livet på spil i en krig, der ikke er hans egen? Dagens gæst er anonym på grund af sin sikkerhedssituation, men hans identitet er kendt af redaktionen.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 2. marts 2025. -
Javier Milei er selvudnævnt ekspert i tantrasex, ejer fire klonede hunde og er tidligere forsanger i et Rolling Stones coverband. Med en motorsav hævet over hovedet har Argentinas præsident, Javier Milei, nedlagt ministerier og fyret tusindvis af offentligt ansatte, alt sammen i et forsøg på at redde Argentinas forkrøblede økonomi. Tallene lyver ikke - det ser ud til at virke. Men det sker ikke uden konsekvenser. Så er Javier Milei manden, der kan redde Argentina ud af årtiers krise, eller skubber han landet ud over kanten med sin kompromisløse stil? Det giver DR's Sydamerika-korrespondent, Kristian Almblad, sit bud på i dag.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 28. februar 2025. -
Da spørgsmålene bliver kritiske, løfter Mette Frederiksen øjenbrynene og begynder sin opsang til de fremmødte journalister: Løft blikket, Danmark skal opruste, det skal gå stærkt, og derfor er der, ifølge statsministeren, ikke tid til det hun kalder "akademiske udredninger", før vi lynopruster for milliarder. Krisestemningen hænger tykt i luften. Danmark kan være i fare og vores sikkerhed afhænger af sejr til Ukraine. Hvad betyder det, at Mette Frederiksen nu er gået i kriseberedskab? Dét spørger vi Pia Glud Munksgaard, journalist og politisk analytiker i DR, om.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 27. februar 2025. -
Den danske astronaut Andreas Mogensen er en 'idiot' og 'fuldstændig retarderet', hvis man spørger Elon Musk. Musk og Trump mener, at to astronauter er blevet efterladt i rummet af Joe Biden af politiske årsager. Det passer ikke, ifølge Andreas Mogensen. Uenigheden bliver til en ordkrig på X. Men hvorfor sidder to astronauter på niende måned i rummet? Professor i astrofysik Anja C. Andersen fortæller om Mogensens og Musks rumkamp.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 26. februar 2025. -
Hun har givet op. Ligger stille på fortovet iført dimittendkjole og med eksamenspapirer spredt omkring sig. Byens liv suser forbi, men i Kina bliver passivitet en protestform. En hel generation af unge, der er vokset op med løftet om et bedre liv, står nu mismodige tilbage uden job. Hver femte unge kineser er arbejdsløs, og i desperation lægger de sig - bogstaveligt talt - på gaden. Det ulmer: Kan de unges livslede udvikle sig til en trussel mod kommunistpartiets magt? Det spørger Genstart DR's Kina-korrespondent Phillip Roin om.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 25. februar 2025. -
Han bliver latterliggjort, holdt udenfor, kaldt en middelmådig komiker. Men da Zelenskyj svarer igen, bryder helvede løs: Den amerikanske præsident kalder den ukrainske præsident for en diktator uden opbakning i Ukraine. Zelenskyj er fanget mellem to onder: Enten føje sig fuldstændig over for Trump eller risikere at miste en uvurderlig støtte fra USA. Flemming Splidsboel, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier fortæller om Zelenskyjs knibe.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 24. februar 2025. -
I gennemsnit rører vi ved vores telefon 2.617 gange dagligt. Skriver, tjekker, læser, scroller. Det er bare et lille ryk med tommelfingeren. Men over halvdelen af os ville ønske, vi kunne lade være. For tiden går fra øjenkontakt, en færdiglæst bog, leg, nærvær og fordybelse. Men selv med den erkendelse og ønsket om mindre mobiltid, så er det åbenbart ekstremt svært at lægge telefonen væk - holde fingrene i ro - eller slette en app. Jakob Sorgenfri Kjær, journalist på Politiken og forfatter til bogen "Kig op", fortæller hvordan mobilen gik fra et praktisk hjælpemiddel til en dårlig vane.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 23. februar 2025. -
Han har været sulten i flere uger og nu begynder kroppen at give efter. Lårene er skrumpet ind til halv størrelse. Blodårerne står tydeligt frem under den gennemsigtige hud. I ugevis har han bevæget sig igennem en is-ørken - uden spor af dyr eller andre mennesker. Kun lyden af hans egen vejrtrækning har brudt stilheden i det isklædte landskab. Undervejs bliver han ramt af hallucinationer og farlig akut underernæring, Men efter 63 dage lykkes det ham at nå målet: At være den første dansker der på egen hånd når Sydpolen på ski. Men hvorfor sætte livet på spil for at blive den første dansker til noget som helst? Det spørger vi eventyrer og coach Rasmus Kragh om i dagens Genstart.
Vært. Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 21. februar 2025. -
Niels Brandt får en skæbnesvanger besked et halvt år, før han skal spille tre totalt udsolgte koncerter i Parken. Han har en depression. I virkeligheden har noget været galt i mange år. For det er ikke kun depression, det er også en sitrende angst, der har drevet ham og tvunget ham op på scenen med bandet The Minds of 99. Indtil den overmander ham og tager kontrollen kort før bandets hidtil vigtigste koncerter.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 20. februar 2025. -
Det har været lidt af en mareridtsuge for Europa. Først melder USA, at Ukraine ikke skal forvente at genvinde landet, som det så ud før 2014. Senere giver den amerikanske vicepræsident en regulær sviner til Europas ledere. Til sidst mødes amerikanske repræsentanter i Saudi Arabien for at indlede fredssnakke med Rusland. Europa står helt udenfor. Udlandsredaktør Anna Libak sender en opsang til det europæiske fællesskab.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 19. februar 2025. -
Krateret er større og dybere end noget, vi kender her fra jorden. Nye, skarpe satellitfotos viser detaljerne fra den fjerne side af månen, som vi aldrig ser. Måske ligger der hemmeligheder og gemmer sig dernede på kraterbunden - hemmeligheder, der kan afsløre ny viden, ikke bare om månen, men om hele jordens tilblivelse. I dag rækker Genstart ud efter månen sammen med Berlingskes videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 18. februar 2025. -
Nanna Brandt har lige født tvillinger. Men hun skal ikke have dem med hjem. De skal hjem til deres kendte fædre, influencerparret Frederik Haun og Morten Kjeldgaard. Nanna har selv spurgt via DMs på Instagram, om parret vil bruge hende som graviditetsvært. Det er Nannas drøm at opfylde deres drøm om at blive forældre. Men vejen mod fødslen af tvillingerne er ikke så nem, som hun troede. Dagens Genstart om lysten til at sætte krop og sind på spil for andre - uden at få en krone for det.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 17. februar 2025. -
Han vil gøre noget nyt: Lukke grænserne og stramme udlændingepolitikken. Men det er ikke det eneste. Friedrich Merz, der er favorit som Tysklands næste kansler, åbner for at bruge parlamentsstemmer fra det yderste højre hos AfD. Et parti, der indtil nu har været helt isoleret i tysk politik. Analytiker ved Tænketanken Europa, Mads Jedzini, tegner et portræt af manden, der vil ændre tysk politik og udfordre landets største tabuer.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 16. februar 2025. -
Freja og Anne-Sofie mistede livet under deres rygsækrejse i Sydøstasien. Det var den klassiske dannelsesrejse, et eventyr og begyndelsen på en ny livsfase, som de to piger skulle på. Et magisk sabbatår gennem Thailand, Cambodia, Vietnam og Laos. Billeder, videoer og små glade beskeder om deres fantastiske tur, rammer Karsten Sørensen og resten af Frejas familie i en lind strøm, indtil de pludselig ikke hører fra hende. I den festlige by Vang Vieng, der er et uundgåeligt stop på mange backpackeres rejse gennem regionen, omkommer de to piger - efter alt at dømme af en metanolforgiftning. Siden har Frejas far Karsten Sørensen brugt al sin vågne tid på at råbe forældre og unge op. I dagens Genstart fortæller han om de risici, han aldrig selv havde hørt om.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 14. februar 2025. -
Qupanuk Olsen ligger på en briks med lukkede øjne. På væggen hænger skroget fra en stor, sort ravn, og fra en højtaler strømmer taktfaste trommeslag ud i rummet. Hun er på en trommerejse for at bede ånderne om ro.
Qupanuk er Grønlands største influencer og deler hver dag videoer og billeder fra livet i Grønland med sine flere hundrede tusinde følgere. Og ligesom flere andre i sin generation, er hun i de seneste år begyndt at søge tilbage til sine forfædres kultur. For nylig blev det, der startede som en personlig identitetsrejse, også politisk, da hun meldte sig ind i partiet Naleraq, som går til valg på hurtig grønlandsk selvstændighed. I dagens udsendelse fortæller hun om at finde tilbage til sine forfædres spiritualitet og hvordan det hænger sammen med ønsket om selvstændighed.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 13. februar 2025. - Visa fler