Avsnitt
-
Ingen midtvejskrise at spore i heavy metal-året 1975, hvor vi i år fejrer
50 års jubilæum for hovedværker fra både Alice Cooper, Led Zeppelin
og Black Sabbath. Vi kommer selvfølgelig omkring disse i dette
podcastafsnit, men også andre virile 50-års jubilanter som Ritchie
Blackmore's Rainbow, Queen, Aerosmith, The Sweet og Thin Lizzy.
Og så er der den spøjse danske heavy-vinkel anno 1975: Røde Mor.
Ja, sgu'!
Som altid er studievært Jens "Jam" Rasmussen i engageret selskab
med de tungt rockende eksperter Steffen Jungersen og Michael Stützer
Hansen.
Nedslagspunkter:
- Alice Cooper går solo, optræder i København og sætter kursen for
King Diamonds senere sceneoptræden.
- I 1975 hedder King Diamond endnu blot Kim Bendix Petersen. Her
gør han sig som rytmeguitarist i bandet Brainstorm, som bl.a. spiller
Deep Purple covernumre.
- Den ikoniske ex-Purple guitarist Richie Blackmore debuterer med sit
nye band Rainbow, der har den magiske metalrock-sanger Ronnie
James Dio i front.
- Deep Purple rekrutterer ny guitarist i den unge amerikaner Tommy
Bolin, der har godt greb om spaden, men kun en kort epoke i bandet.
- Lemmy skriver og indspiller sit sidste nummer inden han forlader
Hawkwind. Nummeret hedder... "Motorhead".
- Det rocker på forskellig vis i Amerika: fra ZZ Top over KISS til Blue
Öyster Cult.
- Michael fortæller om raketguitaristen Ace Frehley, Steffen om en
særlig guitarstemning i Blue Öyster Cult-balladen "Then Came The
Last Days of May".
- Queen indspiller "A Night at the Opera" og hæver baren op i
himmelstørrelse med uforlignelige "Bohemian Rhapsody".
- Rush og Thin Lizzy er fortsat produktive og på vej fremad.
- Det danske venstrefløjs kunstnerkollektiv Røde Mor laver
rødglødende heavy rock, og en satire over betonforstadens ulykkelige
skæbner.
- En epokegørende aften i netop betonforstaden: studieværten befinder
sig vis á vis selveste glamidolerne The Sweet lige inden de forvandler
sig til sorte metalrockere.
- The Scorpions giver den som tysksproget Sweet-coverband, og laver
deres eget tredje album... på engelsk.
- Power balladen slår igennem hos Aerosmith, Nazareth, Alice Cooper
og på hitlisterne, men ikke hos AC/DC.
- Vi afrunder med to hovedværker: Led Zeppelins ambitiøse dobbelt
album "Physical Graffitti" og Black Sabbaths eminente udkomme af
ryggen-mod-muren "Sabotage".
Tag med os tilbage til 1975 og kom i guldrandet jubilæumsstemning
med vort metalrockende studiehold og hard rock- og heavy-klassikere
ad libitum. God lytning!
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen -
Så er vi nået til det herlige heavy år 1974, hvor de "gamle" forløbere Black Sabbath, Led Zeppelin og Alice Cooper ikke udgav nye albums, men forberedte hver deres monsterværk til året efter.
Til gengæld var der debutudgivelser fra de unge knøse i Judas Priest, AC/DC og KISS, og de første par albums fra den nye udgave af Deep Purple.
1974 var også året, hvor Bachman-Turner Overdrive begejstrede med fængende hard rock-hits á la '74, Slade hev rockfans i biografen, læderklædte Suzy Quatro var kvinden på scenen, og The Sweet affyrede en tidlig heavy metal-raket med kurs mod sen-70'erne og 80'erne.
Vi er atter i selskab med studievært Jens "Jam" Rasmussen og vores sublime gæsteduo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen.
Nedslag:
- Flammen tilbage i det nye Deep Purple line-up med "Burn" albummet og den unge frontmand David Coverdale.
- Men... flammen brænder hurtigt ud for Ritchie Blackmore, der kvitter Deep Purple efter "Stormbringer" pladen.
- Efter fem års tilløb albumdebuterer Judas Priest med et forvarsel om de nye metaltider.
- AC/DC singledebuterer og fjoller lidt rundt i dresseringen. Skoleunifomen sidder dog godt fast på Angus Young.
- KISS debuterer med deres ikoniske maskering og festklædte syng-med-rock-og-rul.
- Amerikansk rock'n'roll og heavy fra Aerosmith, Lynyrd Skynyrd og Blue Öyster Cult, og sprød europæisk hard rock-lyd fra Free, Queen, The Scorpions og Thin Lizzy.
- Canada byder sig til med Rush og Bachman-Turner Overdrive, der skaber eufori hos gæstepanelet 51 år efter.
- I Danmark spiller den 15-årige guitarist Michael Denner progressiv rock og heavy med syre-elementer i Iron Space, mens Mo I Rana laver solid Led Zep-inspireret rock.
- Slade går til filmen med "Slade in Flame", som Vesterbro-knægten Michael Trampenau ser tre gange på sin konfirmationsdag.
- Amerikanske Suzy Quatro hitter med sin tætsiddende læderdragt og numre som "Devil Gate Drive".
- Vi går i dybden og afrunder med The Sweets pioner heavy metal-nummer "Set Me Free".
Hav en fin tur tilbage til 1974, og på snarligt genhør i det næste afsnit fra 1975, som udsendes om ca. 14 dage!
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen -
Saknas det avsnitt?
-
2. april var det præcis 60 år siden, The Byrds single, ’Mr. Tambourine Man’ udkom. En af de mest betydningsfulde sange på 60ernes konstant pulserende rockscene. Sangen - såvel som lyden af The Byrds generelt - var med til at etablere fænomenet folk-rock og senere afledte genrer som bl.a. psykedelisk rock, countryrock og indierock.
Johnny Marr fra The Smiths har sagt om kilderne til det, der skulle blive hans distinkte stil:
“George Harrison and Roger McGuinn’s influence was so all-pervasive. You can’t get around it if you were born anywhere between 1963 and the present day.”
Sagt på en anden måde var det i Roger McGuinns 12-strengede Rickenbacker, vokalharmonierne og den skarpe vellydende produktion, at The Beatles og Bob Dylan første gang mødtes udenfor deres egne udgivelser og liveoptrædener – så at sige.
For Bob Dylans vedkommende var påvirkningen meget konkret. Som mange andre af The Byrds senere hit er ’Mr. Tambourine Man’ skrevet af Dylan – som også ’All I Really Want To Do’, ’Chimes of Freedom’ og ’My Back Pages’.
I dette ekstranummer af POV Mediano Music taler Jan Eriksen og journalist Jakob Lambertsen om The Byrds sange og betydning.
- "Mr. Tambourine Man" – hvad gør den sang så fantastisk i The Byrds version – og hvordan endte den hos The Byrds?
- Hvad var det med The Byrds og Bob Dylan? Hvordan gik det til, at fem unge mænd fra Californien (eller i hvert fald med L.A. som geografisk udgangspunkt) fik noget, der lignede et samarbejde, med den allerede berømte nordøststatsamerikaner?
- The Beatles var en anden inspiration. Hvordan ytrede det sig?
- Hvilket slags år var 1965 musikalsk? Hvad var The Byrds oppe imod?
- Hvor meget var trend og attitude? Hvordan var det miljø, gruppen var en del af?
- Hvilke personligheder var de Roger McQuinn, David Crosby, Chris Hillman, Gene Clark og Michael Clarke. Hvor kom de fra?
- Hvori bestod modsætningerne, dynamikken ... hvorved adskilte de sig fra f.eks. The Beatles og The Beach Boys?
- Efter tre store hits forlod Gene Clark, den ene af forsangerne, gruppen i februar 1966. Hvorfor og hvordan?
- Hvilken betydning kan et tiltagende stofmisbrug have haft på musikken og kemien mellem gruppemedlemmerne?
- I sommeren 1967 blev David Crosby fyret af de øvrige tilbageværende for at skabe historie med Crosby, Stills, Nash & Young. Han blev kortvarigt erstattet af ... Gene Clark. Hvorefter de var tre tilbage. Roger McGuinn, guitar og sang. Chris Hillman, bas og sang. Michael Clarke, trommer.
- The Byrds musikalske udtryk forandrede sig indtil de stoppede i 1973. Hvordan? -
Velkommen til oliekriseåret 1973, hvor Richard Nixon indtager det Hvide Hus,
og Alice Cooper hærger de amerikanske koncertscener og hitlister med chok, rock og horror. Herhjemme betyder oliekrisen bilfrie søndage, og i stedet kommer støjen fra bands som Slade og "Cum On Feel The Noise", Nazareth og Black Sabbath, som endda komponerer blandt genfærd, mens danske Midnight Sun sætter "Kul På".
Så, tag med os tilbage til heavyåret '73, der nok var fattig på olie, men ikke på tung rockenergi!
Som altid er vi i selskab med studievært Jens "Jam" Rasmussen og vores
formidable gæste duo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen.
Nedslagspunkter:
- Alice Cooper går til tops med "Billion Dollar Babies", mens bandet
imploderer indefra.
- De fire new yorkere i Wicked Lester inspireres stort af Alice Cooper og bliver til... KISS.
- Aerosmith debuterer, de transvestit klædte The New York Dolls lancerer deres præ-punk/glam og Iggy & The Stooges udviser frenetisk rå kraft.
- Det amerikanske band Grand Funk hylder den søde, søde Connie, mens
texanske ZZ Tops' hyldest til øldrikkerne inspirerer Lemmy i England.
- Looooovende lyde på den nye britiske rockscene: Thin Lizzy, Judas Priest og Queen.
- T-Rex hitter fortsat, og inspirerer blandt andre de senere Def Leppard-
medlemmer i Sheffield.
- Glad rock'n'roll til en krisetid fra Slade, Nazareth og Geordie med en ung
Brian Johnson i front, syv år før AC/DC.
- Led Zeppelin på amerikansk monsterturné og en musikalsk tur rundt i både
funk, pop og reggae.
- Uriah Heep.sanger David Byron med nok en solid blåkopi til den senere King Diamond.
- Hollandske Golden Earrings "Radar Love" hitter hos både Kim Bendix
Petersen og Michael Trampenau.
- I KB Hallen er Lars Ulrich til sin første Deep Purple-koncert, og dagen efter
køber han sin første heavy rock plade.
- Black Sabbath indlogerer sig på et 1700-tals slot, hvor den gamle slotsherre optråder som genfærd, og hvor bandet vender tilbage til den tunge, okkulte stemning på "Sabbath Bloody Sabbath".
- Lars Ulrich får "Sabbath Bloody Sabbath" i julegave, og hører "Kul På" med
Midnight Sun.
Hav en fornøjelig tur tilbage til 1973, og på snarligt genhør i det næste afsnit
fra 1974, som udsendes om 14 dage!
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen -
Så går den hårde rocktur tilbage til 1972, som bød på både stener rock og tunge spidsfindigheder fra Black Sabbbath, signatursange fra Deep Purple, Uriah Heep, Thin Lizzy og Alice Cooper, og et par drengedrømmedrøn fra Status Quo og Slade.
Vores faste gæste duo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen, fortsætter topformen.
Nedslagspunkter:
- Black Sabbath laver tung stener rock på "Vol. 4". Det fjerde mesterværk ud af fire mulige.
- Deep Purple laver fede numre på "Machine Head", men de lyder bare bedre på "Made In Japan", mener Steffen.
- "Smoke on the Water". Hvad er det nu med dét riff? Michael Stützer forklarer.
- Dobbelt op med det bedste Uriah Heep.
- Vi hører danske beton rock toner fra både Horsens og Skive.
- Vi kommer omkring Lemmy i Hawkwind, Dio i Elf og Marc Bolan i T-Rex.
- Blue Öyster Cult, Thin Lizzy og Nazareth er også med.
- Status Quo og Slade tænder drengedrømme hos både Steffen og Michael.
- Vi takker af med Alice Coopers absolutte signatursang.
God lytte-tur tilbage til 1972, og vi høres ved i det næste afsnit fra 1973, som
udsendes om under to uger!
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen -
Efter vores første to-delte afsnit fra fødselsåret 1970 er vi fremme ved det gode
år 1971, som blev et særdeles interessant inspirationsår for mange
metalmusikere og rockfans, blandt andre vores faste gæste duo, Steffen
Jungersen og Michael Stützer Hansen.
Nedslagspunkter:
- Med "Fireball" laver Deep Purple forarbejdet til noget, der ligner speed metal.
og rammer lige i øregangene på Steffen, Michael og knægten Lars Ulrich.
- David Byron og Uriah Heep leverer falset-inspiration til teenagedrengen Kim
Bendix Petersen.
- Jethro Tull inspirerer Michael, og får Steffen til at sige noget flabet om Tony
Iommi (hvor er den gule breaking news bjælke, når man skal bruge den!?)
- Led Zeppelin laver en album klassiker, genopdager 50'er rock'n'roll, og lader
John Bonham banke ekstrahårdt til gryderne, noterer Michael.
- Black Sabbath's tredje album, "Master of Reality": På højde med det højeste,
mener Steffen. Ikke kun i bandkataloget, men i hele rockhistorien.
- Moses fra Esbjerg byder på et af Danmarks første heavy rock albums, og med
en vis inspiration fra Black Sabbath.
- Grand Funk og Budgie tænder også ilden hos den unge Kim Bendix.
- The MC5 besørger Motörheads senere eksistens.
- Marc Bolan og T-Rex introducerer glam rock, og optegner måske et spor til
melodisk hard rock? Steffen Jungersen var ikke T-Rex fan, men han anskaffede
deres plader af smålumre grunde.
- Alice Coopers gennembrud, både kommercielt og kunstnerisk.
Lyt endelig med, og vær klar igen til det næste program, Afsnit 3: 1972, som
udsendes om cirka 14 dage!
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen -
Det handlede meget om Black Sabbath dengang i 1970. Det handler fortsat meget om Black Sabbath i disse februardage i 2025, men det er så en anden historie.
Men, der var en masse andre gode, tunge bands og heavy rock pionerplader i det herrens første heavy år 1970, som vi gennemgår i denne anden del af vort første afsnit om heavy metal-genrens fødsel. Igen sammen med vores kære, kyndige gæster, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen.
I “Afsnit 1. 1970: Den smertefulde fødsel - del II” har vi blandt andet følgende nedslagspunkter:
- Deep Purples nye “mark II” line-up lægger et gedigent grundfundament med albummet “In Rock”.
- Den tidlige tunge lyd hos Uriah Heep, Grand Funk, Mountain og The Doors (!)
- Den rå rocknerve hos MC5, The Stooges og Alice Cooper
- Den første danske præ-heavy kommer via den hårde blues rock og det psykedeliske power format hos Blues Addicts nord for København, Cinderella i Randers, Terje, Jesper og Joachim i Esbjerg og hos Pan i hovedstaden
- Heavy metal-ordet tages i anvendelse af amerikanske anmeldere, mens “beton rock” (den danske betegnelse) bliver genstand for både ørefigner, forståelse og ivrig debat.
- Den følsomme side af beton rocken: Purple, Heep, Sabbath (ja, selvfølgelig sniger de sig også med ind i dette afsnit).
- Led Zeppelin bliver klodens største rockband, laver akustisk folk rock og en metaforisk slagsang for heavy rockens indtog anno fødselsåret 1970.
Stor tak til Jungersen og Stützer, til producer Jan Eriksen og POV Mediano Music, for at facilitere denne 50 minutters tunge heavy-snak fra fødselsåret ‘70!
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen -
Så oprandt den store, tunge dag endelig: torsdag den 13. februar 2025, selve 55-årsdagen for Black Sabbaths debutalbum, og dermed for selve heavy metals-genrens fødsel.
Og hvordan fejrer man så lige dét? Man kunne måske lytte til en Black Sabbath-podcast om fødselsåret 1970?
Vi udsender i alle fald netop I DAG det første afsnit af vores lydfortælling, "1970: Den smertefulde fødsel - del 1", hvor vi gennemgår de to hjørnesten, Black Sabbath og opfølgeren Paranoid, der begge udkom i det historiske år 1970.
Til at understøtte vores tilbageblik til fødselsåret og Black Sabbath-pladerne har vi landets førende heavy metal-skribent Steffen Jungersen og Artillery-guitarist Michael Stützer Hansen, som begge har været Black Sabbath-fans i over 50 år.
Stort tak til begge d'herrer, til producer Jan Eriksen og POV Mediano Music for at facilitere denne lille times Black Sabbath-snak. Værsgo' og lyt, og hiphip for de(n) 55-årige!
Nedslag:
- Det tunge stedbarn fødes i og af smerte
- Hvad F..... foregår der her? Black Sabbath skaber en ny stemning
- Kritikerne giver stedbarnet klø, mens Steffen Jungersen møder Black Sabbath på en helt særlig skoledag
- Tony Iommis nedstemte, dunkle guitartone. Gibson-eleven Michael fortæller
- Black Sabbath beder Gud og ikke Satan om hjælp, men skaber okkult uhygge
- Black Sabbath lander på den britiske Top 10 hitliste, og får selskab af landsmændene Black Widow
- Black Sabbath skifter spor fra "Walpurgis" til "War Pigs" og indspiller album nr. 2, Paranoid
- Black Sabbath starter og slutter med singlehittet "Paranoid" ved deres første danske koncert - i KB Hallen den 12. december 1970
- Paranoid udsendes, inspiratoren Jimi Hendrix dør
- Black Sabbath (og Wishbone Ash) inspirerer et garageband i hjembyen, der kalder sig Judas Priest
NB: Jo, fødselsåret var selvfølgelig andet end Black Sabbath, men vi mente bare, de fortjente deres egen 1970-podcast. I anden del af "1970: Den smertefulde fødsel" kommer vi således omkring Deep Purple, Uriah Heep, Led Zeppelin, Alice Cooper og andre mægtige musiksager fra året 1970. Denne del 2 udsendes næste torsdag den 21. februar.
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen -
Så byder vi velkommen til anden del af prologen til "Det Tunge Stedbarn - heavy metal genrens fødsel".
En lydfortælling i elleve afsnit - fra undfangelsen af heavy metal i sen-60'erne til genrens fødsel og omflakkende opvækst i 70'erne.
I denne del II af vores prolog, går vi tæt på den sidste del af 60'erne, hvor det for alvor begyndte at lyde hårdt og tungt i garagerne og klubberne i Michigan og Californien, over London og Birmingham, til Københavns Vestegn.
Vi kommer omkring de mere hårdt rockede anslag, der lød i årene 1967, 1968 og 1969, lige ved indgangen til heavy metals fødselsår, 1970. Blandt andet med følgende nedslagspunkter:
- Michigan rocker massivt med Grand Funk, MC5, Iggy og the Stooges og Alice Cooper
- Engelske Arthur Brown introducerer maskering og ild i håret
- Chicagos Coven præsenterer okkultisme og sangtitlen "Black Sabbath"
- Efteråret 1969: Hippieutopien topper og braser sammen
- Californiske Steppenwolf serverer os "heavy metal" ordet
- "Easy Rider" filmens ærinde og motorcyklens symbolik
- En snak om motorcykelkultur, arbejderklasse og musikpræferencer
- 1968: Amerikanske anmeldere anvender "heavy metal" ordet
- Tony Iommi mister et par af sine fingerled, men reddes af en handicappet sigøjnerguitarist
- Birmingham-bandet Earth hygger sig med blues rock
- Led Zeppelin bliver til efter deres debutaften i Gladsaxe og Brøndby
- Deep Purple debuterer i Tåstrup og optræder på en P-plads i Mørkhøj
- Earth inspireres af skrækfilm og bliver til... Black Sabbath
Som gæst i studiet har vi igen den navnkundige Kim Kofod, kendt som "Rockuglen", der oplevede de før-metalliske bevægelser, da de skete i sen-60'erne.
Stort tak til Kim, til producer Jan Eriksen og POV Mediano Music for at facilitere - i denne omgang knapt en time og tre kvarters præ-heavy snak og masser af fed musik, værsgo' og lyt!
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen, som beklager, at lyden ikke fungerer optimalt. Det skyldes en programfejl, som er ændret, så de næste episoder lyder, som de skal. -
I vores podcast serie "Det tunge stedbarn: Heavy metal-genrens fødsel" fortælles om heavy metal.genrens fødsel i 1970, og genrens udvikling op gennem 70’erne: èt afsnit for hvert metal-år 1970 til 1979.
Men hvem og hvad blev heavy metal- og hård rock-pionerer som Black Sabbath, Led Zeppelin og Deep Purple selv inspireret af? Hvordan udviklede rockmusikken sig i en hårdere retning?
I den første af to dele af vores prolog, fortæller vi om populærmusikkens udvikling fra den tidlige rock’n’roll i 50’erne, over den britiske bølge i start- og midt-60’erne og den danske pigtråds-scene i samme periode, frem til psykedelisk beatmusik og hård blues rock i power trio-formatet.
Som gæst i programmet har vi Kim Kofod (f. 1947), bedre kendt som “Rockuglen”, der er en essentiel figur på den danske metal scene, hvor hans pladebutik Rockuglen var en institution i hovedstadens metal-miljø fra omkring 1983 og cirka 33 år frem - også som pladeselskab og koncertarrangør.
Kim er en af de eneste nulevende personer, der dedikeret har været med hele vejen - fra start-60’er pigtrådsmusikken, hvor han selv spillede i band og oplevede The Beatles live i KB Hallen, over ungdomsoprørets hippie beat i sen-60’erne, den politiske rock i 70’erne, og frem til alskens metal-subgenrer i 80’erne, 90’erne og fremefter.
Vi kommer blandt andet ind på:
– Chuck Berry og Link Wray, som sætter tingene i gang i 50’erne
– Hårdhedens hierarki: The Beatles, The Rolling Stones og The Pretty Things
– Pigtråd som ungdommens udtryk og skældsord for forældrene
– Overgangen fra pigtråd til beat til psykedelisk rock
– Skillelinjen: The Who og Jimi Hendrix går amok, Cream blæser salen omkuld
– Blue Cheer skruer op og opfinder “heavy”
– Grand Funk åbner porten til masse-publikummet
POVcasten om heavy metal-genrens fødsel er godt i gang, og vi er på vej til selve undfangelsen i anden del af prologen! -
Vi er på vej ind i det, som POVs politiske redaktør Frank Korsholm forventer bliver SVM-regeringens sidste leveår. I denne juleversion af POVcasten 'Korsholm & Larsen' samtaler han og politisk skribent Bjarke Larsen om regeringens fiaskoer og succeser og ser ind i det kommende år set i det politiske perspektiv. Er der et alternativ til endnu en periode med Mette Frederiksen som statsminister - uanset sammensætningen? Og hvad med Lars Løkke, som alle tilsyneladende hader.
Redigering: Jan Eriksen
SVM regeringen har netop fejret toårs jubilæum. Spørger man Frank Korsholm og Bjarke Larsen kommer den ikke til at fejre treårs jubilæum. Opbakningen bag regeringstrekløveret, der ved valget i 2022 fik 50,1 pct tilsammen, er nogenlunde fast omkring 30 pct. i Voxmeters meningsmålinger. Det ligner en fiasko. Tager regeringen overhovedet nogle successer med ind i det ny, sidste år?
"Ja, det gør de jo på resultattavlen. Regeringen får jo gennemført sine reformer, også med brede flertal. Så det er en succes. Det eneste, der ikke er en succes, er, at de ikke har vælgerne med sig," siger Frank Korsholm i POVcasten.
Det skyldes blandt meget andet, at reformerne først virker på et længere sigt, mener Bjarke Larsen. Resultaterne kan ikke ses lige nu og her. Så er det mere håndgribeligt, når regeringen fejler, som f.eks. omkring havvindmølleparken i Nordsøen.
Og så er der Moderaterne - klovnebussen i folkemunde - og Lars Løkke Rasmussen. Hvis Moderaterne kommer i Folketinget ved det kommende valg, som mange regner med vil komme i 2025. Hvad så med den tidligere statsminister?
Der er ingen i den blå blok, der vil have med Løkke at gøre," siger Korsholm. Og Larsen tilføjer: "De har altid hadet Løkke i den røde blok."
"Mette Frederiksen og Løkke tror jeg sådan set svinger meget godt," siger Frank Korsholm.
På det seneste har Mette Frederiksen talt dunder om støjen fra krigstrommerne i det østlige Ukraine. En krig, der meget vel kan blive vores krig. Hvis den ikke allerede er det. Kan man vinde et valg på den strategi. Bjarke Larsen er skeptisk.
"Poul Nyrup prøvede at lave et statsmandsvalg efter terrorangrebet på de to tårne i New York i 2001. Det tabte han stort på. Man skal på ikke at overvurdere virkning af den slags. Mette Frederiksen er måske lidt mere statsmandagtig end Nyrup, men jeg tvivler på, at den strategi vil virke," siger Bjarke Larsen.
Dette og meget mere i denne POVcast: -
Selvom det snart er 55 år siden The Beatles stoppede, er de næsten mere populære end nogensinde. Sidst i november er der premiere på Scorseses nye dokumentar 'The Beatles '64'.
I denne POVcast møder du et af de mennesker, der var tættest på, da musikverdenen drejede sig om The Beatles akse. Fra 1962 til 1972 var Freda Kelly ansat som sekretær og fanklubleder, først for Brian Epstein - senere efter hans død i 1967 for Apple Corps. Og dermed for The Beatles.
Hun var førstehånds vidne til deres, ja, sensationelle udvikling.
Da The Beatles var på toppen, blev Freda Kelly i en overskrift kaldt 'Verdens mest eftertragtede kvinde'.
Egentlig er Jan Eriksen stoppet som podcaster. Men dette POVcast ekstranummer – og et par andre - har ligget i en digital skuffe, siden han sammen med andre Beatles fans besøgte Liverpool i foråret 2024 – under en rejse arrangeret af den danske Beatles fan, Søren Mathiasen.
Ved en spontan indskydelse optog Jan Eriksen en samtale med Freda Kelly i baren på hotel A Hard Day’s Night i det centrale Liverpool. Den er optaget på en telefon og lyden på POVcasten er ikke optimal. Det beklager vi. Alligevel håber vi, at du vil lytte med. Musikken er god.
I POVcasten fortæller Freda Kelly, i dag 79, anekdoter om sin tid sammen med The Beatles, der begyndte, da hun igen og igen så dem i den ikoniske musikklub, The Cavern.
”Selvfølgelig var det kærlighed ved første blik. Kvinderne her vil forstå det. Du havde fire flotte fyre på scenen. Med al respekt for andre musikere – nogle gange har du et band med måske to flotte fyre, måske en pæn sanger. I The Beatles så de alle godt ud,” siger hun.
Og senere blev de vist meget gode, som Shu-Bi-Dua synger.
Hør hende fortælle om:
- forskellene mellem de fire beatler indbyrdes.
- samarbejdet med manager Brian Epstein.
- Epsteins død, der i årene efter har været omgærdet af en vis mystik.
- øjeblikket, da hun indså omfanget af vanvittige beatlemania, der kulminerede midt i 60erne.
- Magien.
- The Fab Fours luner.
- festerne, der fulgte i kølvandet på deres færden.
- da hun blev fyret af John Lennon.
- to af de største oplevelser med The Beatles.
- mødet, hvor det lykkedes hende at overbevise George Harrison om, at hun forlod familien The Beatles, og som derfor besluttede at lukke den officielle Beatles-fanklub.
POVcasten et mini-indblik i, hvordan The Beatles var som kolleger. -
I denne POVcast går politisk redaktør Frank Korsholm og politisk skribent Bjarke Larsen tæt på den grønne trepart - hvad går den ud på, hvad var formålet, og hvorfor ser det ud til, at Mette Frederiksen er tæt på at tabe sit prestigeprojekt på gulvet. Og dermed selve SVM-regeringen, vurderer de to politiske eksperter.
Den grønne trepart skal – for nu at citere regeringen selv - understøtte, at der gennem dialog, samtænkning og fælles forpligtelser skabes grundlag for en samlet løsning for fremtidens landbrug i Danmark.
Eller sagt på en anden måde. Hvordan begrænser vi landbrugets kvælstofudledning - med landbruget ved hånden?
Den grønne trepart består af regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening. Herudover deltager Concito i treparten som en særskilt videnspart.
Men det knirker i samarbejdet. Reelt er de fælles forhandlinger, der skulle være begyndt, kuldsejlet - og minister for den grønne trepart Jeppe Buus er på overarbejde.
Hør mere i POVcasten - og læs mere i Frank Korsholms analyse.
Hør desuden Frank Korsholm og Bjarke Larsen diskutere om der overhovedet er et parti ved navn Moderaterne tilbage - og desuden sagen om de mange socialdemokratiske borgmestre, der forlader deres poster ved næste kommunalvalg. -
Om godt og vel en måned går amerikanerne til valg for at afgøre, om Kamala Harris eller Donald Trump skal trone i Det ovale kontor de kommende fire år. Det er det måske mest omtalte og dramatiske amerikanske valg nogensinde. Hele to gange er potentielle snigmordere mødt frem til vælgermøder tilsyneladende med den intention at dræbe Donald Trump. Som altid kan vælgerne i de såkaldte svingstater med en vis ret føle sig som de mægtigste vælgere i verden.
Produktion: Jan Eriksen
I denne POVcast har vi besøg af POVs USA-korrespondent og chefredaktør, Annegrethe Rasmussen, som tager temperaturen på den hede valgkamp. Hvordan klarer de to kampagner sig? Hvem gør det bedst?
Natten til onsdag 3. oktober så og hørte hun tv-debatten mellem USAs vicepræsidentkandidater, republikaneren D.J. Vance og demokraten Tim Walz.
"De var langt mere venlige, jeg vil nærmest sige civiliserede i deres tone, end jeg havde forventet. Langt mindre polariserede, end vi har været vidne til i denne valgkamp,” siger Annegrethe Rasmussen, der kalder debatten en positiv overraskelse.
Når det gælder spørgsmålet, om vicepræsidentkandidaterne ville kunne optræde troværdigt som præsident, hvis det skulle blive nødvendigt, "ja, der gjorde J.D. Vance det bedst. Man havde fornemmelse af, at han faktisk ville gøre det bedre end Trump som præsident. Han virkede professionel. På form og stil klarede han sig bedst, "siger Annegrethe Rasmussen - men nævner dog en meningsundersøgelse, foretaget af CNN, der viser det modsatte resultat.
Valget i USA - svingstaterne
Som altid i valgkampen i USA er der maksimalt fokus på svingstaterne. Denne gang handler det om Arizona, Georgia, Michigan, Wisconsin, North Carolina, Pennsylvania og Nevada. I POVcasten forklarer Annegrethe Rasmussen, hvad svingstaterne er, og hvorfor, de er så betydningsfulde, at de to præsidentkandidater kun deltager i vælgermøder/rallys i disse stater.
"Hvis man barberer hele spørgsmålet om de syv stater ned, så hedder det Pennsylvania. Det er der, slaget skal stå," siger Annegrethe Rasmussen.
Som politiske eksperter verden over lærte POVs chefredaktør af valget i 2016, der som bekendt til alles overraskelse blev vundet af Donald Trump, at man skal passe på med at spå om resultatet.
Men hun tør godt komme med et forsigtigt bud på, hvad der kan blive den afgørende faktor.
"Med den kendte spindoktor James Carvilles ord, "It's the economy, stupid". Jeg tror stadigvæk, at den, der bedst formår at overbevise vælgerne om, at de kan gøre noget ved amerikanernes økonomi vil vinde. Der er kommet nogle overraskende meningsmålinger, der viser, at Kamala Harris har halet ind på Trump, når det gælder økonomi. Med en anden amerikansk valg-kliché: "Are you better off now than four years ago?" Hvis Harris kan overbevise vælgerne om, at de har det bedre nu end for fire år siden, har hun en god chance for at vinde."
Og så har Rasmussen en lille nyhed om det tidligere præsidentpar George W. og Laura Bush, og hvor de står i forhold til valget. Hør meget mere i denne POVcast. -
Folketingsåret 2024/25 starter 1. oktober. I den anledning har POVs politiske eksperter Bjarke Larsen og Frank Korsholm været i studiet for at indspille vinterhalvårets første episode af Korsholm & Larsen.
Tirsdag den 1. oktober tager Folketinget hul på folketingsåret 2024-25. Åbningsdebatten finder sted torsdag den 3. oktober. I denne episode af POVs politiske POVcast, Korsholm & Larsen, ser vi frem mod det kommende folketingsår, som Frank Korsholm og Bjarke Larsen er enige om, vil ende med folketingsvalg. Og i sø fald i god tid inden det kommende kommunalvalg, som finder sted d. 18. november 2025.
Det kommende folketingsår vil blive domineret af "den grønne trepart", sundhedsreformen og beskæftigelsesreformen - med andre ord, nedlæggelsen af jobcentrene og øget privat indsats på beskæftigelsesområdet.
Men mener, Korsholm og Larsen, der vil komme flere og flere soloudmeldinger.
"Jeg tror ikke regeringen holder til 1. oktober næste år," siger Bjarke Larsen, der mener, at Mette Frederiksen med sine udmeldinger om pension er ved at bygge et fundament for en S-SF regering.
Men de to politiske eksperter vender også Moderaternes seneste problemer med bl.a. mobning og sexisme i organisationen, som er endt med en række fyringer og fratrædelser af medarbejdere i partiets Politisk Afdeling. Senest med partisekretæren Kirsten Munch Andersens opsigelse. Og hvad sker der egentlig for Jeppe Søe for øjeblikket?
Det truer først og fremmest dem selv. Det lammer Lars Løkke Rasmussen ganske betydeligt. Hver gang, han stiller sig op, vil han få spørgsmål om sagen. Så kan han sidde nok så mange dage i New York i FNs Sikkerhedsråd og vedtage vigtige resolutioner. Det svækker Lars Løkke Rasmussen. Det er jo den slags, der blokerer for politik," siger Frank Korsholm i POVcasten.
Når et regeringsparti er svækket, rammer det også de andre regeringspartier, tilføjer han.
På spørgsmålet, om Moderaterne har en fremtid i dansk politik, siger Bjarke Larsen:
"Ja, men det har tid at komme ovenpå igen. De vælger, der lige nu flygter fra Moderaterne - de står til omkring tre pct. i meningsmålingerne - kommer ikke tilbage med det samme. Men jeg tror, der er en plads til et midtsøgende borgerligt parti i Danmark for folk, der vil have en liberal økonomisk politik uden De Radikales rabiate politik på udlændingeområdet." -
SF - i særdeleshed spidskandidat Kira Maria Peter-Hansen - buldrede frem ved valget til Europaparlamentet søndag 9. juni. Til gengæld fik Socialdemokratiet det dårligste valg siden 1898. I denne POVcast analyserer POVs politiske redaktør Frank Korsholm og politisk skribent Bjarke Larsen valget, dets konsekvenser og perspektiver.
Nedsmeltning. Katastrofe. Knockout. Der er mange måder at beskrive virkeligheden for Socialdemokratiet efter EU-valget 9. juni. Men kun en konklusion. Med i alt 15,57 pct. af stemmerne fik partiet fik sit dårligste valg siden 1898, rent procentuelt.
I denne POVcast analyserer POVs politiske redaktør Frank Korsholm og politisk skribent Bjarke Larsen valget, dets konsekvenser og perspektiver for partierne og for SVM-regeringen.
Selvom Socialdemokratiet stadig har tre ud af 15 danske mandater er valget et katastrofevalg. For første gang nogensinde har SF flere stemmer end Socialdemokratiet.
"Katastrofe er nærmest for mildt et ord," siger Bjarke Larsen i POVcasten.
"Partiet er totalt i vildrede om, hvad er prioriteten og identiteten egentlig for øjeblikket. Der er mange grunde til det, som så smelter sammen ved valget," siger han også. Hør mere om det i POVcasten.
Et af mange spørgsmål efter valget er: hvordan kommer partiet videre? Er det overhovedet muligt?
"Meget afhænger af, om Mette Frederiksen ryger videre til Bruxelles. Det tror jeg alle i socialdemokratiet går og håber på. Hun er blevet malet op - eller har malet sig selv op i et hjørne med sit midterregeringsprojekt, mener Bjarke Larsen.
Ifølge Frank Korsholm har Mette Frederiksen og hendes regering stirret sig blind på dogmet om nødvendighedens politik. Der går ikke en uge uden en ny reform.
"I virkeligheden er det Mette Frederiksen gør, at hun fører unødvendighedens politik. Det er ikke nødvendigt at afskaffe Store Bededag. Folk forstår det ikke, og tilgiver det ikke. Pengene vælter ind i statskassen. Regeringen deler ikke fortællingen om at alt stort set er galt i Danmark med befolkningen," siger Frank Korsholm.
Selvfølgelig kommer vi også omkring de andre partier. SFs store optur med imponerende næsten 140.000 personlige stemmer til Kira Maria Peter-Hansen.
"SF har en kanondygtig formand i Pia Olsen Dyhr. Hun er jo en, som alle kunne tænke sig at drikke en øl sammen med," siger Larsen.
Det handler også om Konservatives optur med formand Mona Juhl i topform og Liberal Alliances skuffende valgresultat.
"Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en, der har set så sur ud som Henrik Dahl på valgaftenen," som Bjarke Larsen siger. -
Ved udgangen af 1963 og godt ind i 1964 hærgede Beatlemania den halve verden. Den eksplosivt voksende succes må have virket inspirerende på John, Paul, George og Ringo, for albummet ’A Hard Day’s Night’, der udkom for 60 år siden (primo juli), er et overflødighedshorn af formidabelt melodiske rocksange, to- og trestemmige harmonier. Med sin delvis akustiske Rickenbacker-lyd blev albummet en masterclass for, hvad der skulle følge af populær rockmusik de følgende foreløbig seks årtier.
Og så er det albummet, hvor John Lennon med hele 10 sange, som han overvejende har skrevet, shiner mere end han skulle komme til i resten af The Beatles levetid.
I øvrigt er albummet jo også delvis soundtrack til filmen ’A Hard Day’s Night’.
For sjette gang har Jan Eriksen inviteret musiker og foredragsholder Per Wium med som gæst i en POVcast.
Per og Jan er begge tilbøjelige til at kalde ’A Hard Day’s Night' til det bedste af de 12 ’officielle’ The Beatles album.
”I 1964 har The Beatles forfinet deres sangskrivning, og de de får den interne konkurrence. Både Lennon og McCartney skriver fantastiske sange på dette tidspunkt. De har optrådt så utrolig mange gange op til albummet – så de er dødhamrende rutinerede. De spiller smaddergodt sammen. De er på vej mod noget nyt og spændende med et utrolig højt udgangspunkt," siger Per Wium.
”Jeg synes, The Beatles er lige så spændende i starten, som de bliver senere hen. Nogle gange føler jeg mig næsten som ambassadør for det tidlige Beatles. Og det er så det, jeg er, og det vil jeg også gerne være. Jeg synes, The Beatles er musikalsk spændende fra 'Please, Please Me' albummet fra 1963."
Per Wium driver Facebooksitet ’A Hard Day’s Night – kom tæt på musikken’ i samarbejde med redaktør Hans Henrik Schwab. Hans Henriks artikel om ’A Hard Day’s Night’ citeres et par gange i POVcasten.
---
Efter fem et halvt år og, ifølge SoundCloud, 280 POVcasts er dette den sidste. De seneste par år har Jan Eriksen drevet platformen selv:
"Det har været en fantastisk hobby – en passion, måske ligefrem - for mig. Den bedste hobby, jeg kunne forestille mig. Men fremover vil jeg prioritere min tid anderledes. Det er tidskrævende, og det er ingen hemmelighed, at rigtig meget kreativt arbejde finder sit endelige udtryk uden anden belønning end glæden ved at se og høre det finde et publikum. For nu at sige det sådan.
På et tidspunkt satte jeg en grænse – når jeg når 300.000 streams på hhv. Mediano Musics og POV Internationals SoundClouds platforme tilsammen, stopper jeg. Det tal nås inden sommer.
Tusind tak til alle jer, der har lyttet med og jer, der vil gøre det i fremtiden. POVcastene ligger der jo stadig på diverse platforme.
@mediano_music
medianomusic.nu
www.janhaveeriksen.dk/podcast/
Og selvfølgelig kæmpe stor tak til alle, der har støttet undervejs:
Peter Brüchmann, Peter Rubek Nielsen, Tanja Brinks Toubro, Thomas Nørskov Hansen, Lasse Yde Hegnet, Jens Jam Rasmussen, Per Wium, Thomas Ulrik Larsen, Steffen Jungersen, Henrik Tuxen, Thomas Trolle Hemdorff, Arno Guzek, Dennis Greis Lydom, Andreas Hemmeth og Anna Lidell. -
Jens Alstrup og Frihed for Ukraine rejser i fire dage rundt i Donetsk i det østlige Ukraine med europaparlamentarikeren Bergur Rasmussen. Rejsen foregår for Bergur Rasmussens vedkommende helt uofficielt og i rent privat regi og er en anledning til at møde borgere, soldater og de frivillige, der støtter Ukraines forsvarskamp.
På Bergur Rasmussens sidste dag i Ukraine fortæller politikeren, at den taknemlighed ukrainerne overalt giver udtryk for, gør et stort indtryk på ham. “Men det er jo os, der skal takke dem for at kæmpe for vores frihed”.
Alstrup og Rasmussen besøger også et hospital, hvor de møder soldater med voldsomme skader på muskler og knogler, nogle med amputationer. “En emotionel oplevelse”, kalder Bergur Rasmussen det direkte møde med krigens grusomhed.
Frihed for Ukraine er en forening af frivillige i Danmark, der indsamler, indkøber og leverer beklædning, grej og udstyr, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Foreningens formand, Jens Alstrup, gør også et stort arbejde for at rapportere om krigen og udviklingen i og omkring Ukraine.
Bergur Larsson Løkke Rasmussen (født 4. marts 1990 i Gilleleje) er en dansk politiker, der er medlem af Europa-Parlamentet og regionsrådet i Region Hovedstaden. Han har siden marts 2023 repræsenteret Moderaterne i Danmark og repræsenterede før da partiet Venstre. Han repræsenterer Renew Europe i EU. -
Jens Alstrup og Frihed for Ukraine rejser i fire dage rundt i Donetsk i det østlige Ukraine med europaparlamentarikeren Bergur Rasmussen. Rejsen foregår for Bergur Rasmussens vedkommende helt uofficielt og i rent privat regi og er en anledning til at møde borgere, soldater og de frivillige, der støtter Ukraines forsvarskamp.
På dag 3 rejser Jens Alstrup og Bergur Rasmussen via storbyen Kharkiv tilbage til hovedstaden Kyiv. Efter at have mødt soldater i krigszonen og hørt om deres materielle behov, møder parret repræsentanter for Frihed for Ukraines samarbejdspartner European Tradition of Charity, der er optaget af at overvinde de systemiske og bureaukratiske barrierer, der står i vejen for nødhjælp til Ukraine.
Hvilken rolle spiller EU, spørger en af Jens Alstrups partnere, og vil et EU medlemsskab ændre forholdene?
Frihed for Ukraine er en forening af frivillige i Danmark, der indsamler, indkøber og leverer beklædning, grej og udstyr, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Foreningens formand, Jens Alstrup, gør også et stort arbejde for at rapportere om krigen og udviklingen i og omkring Ukraine.
Bergur Larsson Løkke Rasmussen (født 4. marts 1990 i Gilleleje) er en dansk politiker, der er medlem af Europa-Parlamentet og regionsrådet i Region Hovedstaden. Han har siden marts 2023 repræsenteret Moderaterne i Danmark og repræsenterede før da partiet Venstre. Han repræsenterer Renew Europe i EU. -
Jens Alstrup og Frihed for Ukraine rejser i fire dage rundt i Donetsk i det østlige Ukraine med europaparlamentarikeren Bergur Rasmussen. Rejsen foregår for Bergur Rasmussens vedkommende helt uofficielt og i rent privat regi og er en anledning til at møde borgere, soldater og de frivillige, der støtter Ukraines forsvarskamp.
Hvordan krigen er blevet hverdag i Ukraine, er det indtryk, der slår Bergur Rasmussen stærkest på dag 2 på hans rejse med Jens Alstrup. De besøger en soldaterforlægning, hvor kommandantens kone står for aftensmaden. Det er en utrolig gæstfri, men selvfølgelig også en besynderlig virkelighed at leve i.
Samtalen drejer sig også om Bergur Rasmussens egen erfaring som uddannet soldat i kontrast til den krigsførsel, der udfolder sig i krigen med Rusland, ikke mindst med brugen af både traditionel skyttegravskrig og moderne teknologi.
Frihed for Ukraine er en forening af frivillige i Danmark, der indsamler, indkøber og leverer beklædning, grej og udstyr, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Foreningens formand, Jens Alstrup, gør også et stort arbejde for at rapportere om krigen og udviklingen i og omkring Ukraine.
Bergur Larsson Løkke Rasmussen (født 4. marts 1990 i Gilleleje) er en dansk politiker, der er medlem af Europa-Parlamentet og regionsrådet i Region Hovedstaden. Han har siden marts 2023 repræsenteret Moderaterne i Danmark og repræsenterede før da partiet Venstre. Han repræsenterer Renew Europe i EU. - Visa fler