Avsnitt
-
Ukrainske børn bliver stjålet fra deres forældre og deporteret, adgangen til ukrainske medier forsvinder og sproget går tabt. Mens tusinder af soldater mister livet i brutale kampe ved fronten, så foregår der en intens, men anderledes stilfærdig kamp i de ukrainske områder, som russerne allerede har besat. Lækkede dokumenter viser, hvordan Putin med en milliarddyr strategi forsøger at udrydde folkeånden og forvandle det ukrainske folk til russere med hud og hår. I dagens Genstart fortæller direktør i Udenrigspolitisk Selskab Charlotte Flindt, hvordan indsatsen intensiveres op til det russiske præsidentvalg - og hvorfor det er så afgørende for Putin, ikke bare at vinde krigs terræn, men også at uddrive den ukrainske identitet.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 25/3. -
Obamas besøg i Næstved har banket deres byskilt ned i verdenskortet, lyder det fra lokale på gågaden. En gågade, der er malet i rødt, hvidt og blåt - og som er svøbt i lyden af Harley Davidson motorcykler og cheerleader-opvisninger, mens bybusserne er beklædt med amerikanske flag. Den amerikanske personificering af håb, kommer nemlig fra Washington til Sydsjælland. Ørnen er landet. Barack Obama er i byen. Omend kun for en time og fire minutters optræden, selfie-billetter solgt for over 18.000 kroner stykket og et bagtæppe af klimakrise og krig. Genstart spørger i dag journalist på Information Mathias Sindberg, om Barack Obama alligevel tog håbet med til Næstved.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 24/3. -
Saknas det avsnitt?
-
Stolt over at blive spurgt og med håbet om, at gøre en forskel, være med til at fjerne skadeligt indhold på internettet, takker psykolog Lotte Rubæk ja til en plads i Metas ekspertpanel for selvskade, spiseforstyrrelser og selvmord. Men hun bliver hurtigt skuffet og desillusioneret. Til møderne med internationale eksperter og Meta-medarbejdere oplever hun, at techgiganten, der står bag Instagram og Facebook, faktisk ikke er særlig interesseret i at høre hendes bekymringer. Mens hun sidder i panelet, ser hun, at der stadigt stigende bliver uploadet en lind strøm af blodige, uhyggelige og destruktive videoer, som konstant lander i skødet på børn og helt unge. Så nu er hun stoppet. I dag spørger Genstart Lotte Rubæk, hvad det er for nogle skrækkelige videoer, vores børn ser og hvad hun oplevede, at Meta gjorde, da hun kom indenfor murene?
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 22/3. -
Du kan stå ret, skille dit gevær ad og samle det igen. Og så kan du gå march med en tung rygsæk på. Det er hvad man har lært efter 4 måneders aftjent værnepligt og ikke meget mere. Historisk har værnepligten og reserven ellers stået som nationens bolværk mod fjenden. Men i takt med årtiers besparelser er prestigen væk og kvaliteten faldet drastisk. Men nu er krigen tilbage på europæisk jord. Truslen er pludselig nær. Forsvaret skal oprustes og regeringen vil udvide værnepligten. Den skal gælde for alle, optage flere og vare meget længere. Så hvormeget betyder den her opgradering af værnepligten - kan den reelt gøre en forskel for fædrelandets forsvar? Det spørger vi Lars Bangert Struwe, generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen, om.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 21/3. -
Hvis man spørger Googles kunstige intelligens, Gemini, så blev USA grundlagt af en sort George Washington, en asiatisk Thomas Jefferson og en indfødt høvding med en enorm fjerkrone. Faktisk virker det til, at Gemini nægter at generere et billede af en hvid mand. Efter i årevis at have tøvet med at udgive kunstig intelligens, er Google nu snublet ud af hovedkontoret med en model, der ender med at forfalske vores historie. Vært på DR's tech-podcast, Marcel Mirzaei-Fard, fortæller i dagens Genstart om højrefløjens anklager mod Google, om hjernevask og wokeistisk teknologi og det principielle spørgsmål: Skal kunstig intelligens have kunstige værdier?
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 20/3. -
Den kontroversielle og magtfulde overrabbiner, Yitzhak Yosef, truer med udvandring fra Israel, hvis de ortodokse jøder også skal i værnepligt. Ud af den tørre israelske ørkenjord er en splittelse spiret i de tidlige morgentimer af statens eksistens. Nu har den vokset sig så stor, at den kan true med at kvæle sammenholdet i det land, som den er groet ud af. Mens krigen raser i Gaza, udspiller et internt slag sig i Israel. En kamp mellem et dybt religiøst mindretal - og den mindre traditionsbundne fløj. Når marts måned tæller sin sidste dag, så udløber landets ortodokse mindretals beskyttelse mod pligten til at kæmpe i landets militær. Genstart spørger i dag professor ved Roskilde Universitet Jakob Egholm Feldt, om hensynet til Israels dybt religiøse blive landets undergang?
Vært. Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 19/3. -
Med budskaber om fred, frihed og fri hash er Thylejren centrum for ungdomsoprøret i Danmark i 1970. Siden har lejrens faste beboere levet i pagt med den nordjyske natur, men nu truer gigantiske vindmøller den berømte lejrs eksistens. Et bredt flertal i Folketinget har nemlig besluttet, at 450 meter høje vindmøller med størst sandsynlighed skal placeres ved siden af lejren - og støjen fra møllerne kan betyde, at den må dreje nøglen om. I dag taler Genstart med journalist, Helge Røjle, om den gamle hippie-lejr, der måske må lade livet for den grønne omstilling.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 18/3. -
Hvor er Kate Middleton? En planlagt maveoperation får internettets kaninhuller til at gå amok. Siden det britiske hof i januar meldte ud, at prinsessen skulle en tur på hospitalet, har ingen i flere uger hørt fra hende. I hendes fravær begynder utallige stemmer at diskutere, om hoffet mon dækker over noget: Ligger hun i virkeligheden i koma? Har hun fået et brasiliansk numse løft? I et forsøg på at lukke konspirationerne ned deler hoffet et familiebillede, der kun gør det hele meget værre. I dagens Genstart fortæller journalist og forfatter Lone Theils om monarkiets darling, der forsvandt fra overfladen og blev mere omtalt end nogensinde før.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 17/3. -
De vokser klassekammeraterne over hovedet, lugter af sved og udvikler spæde bryster allerede før seksårsalderen. Siden starten af 90'erne har pubertetsalderen rykket sig næsten et år, og det betyder for især pigerne, at de slet ikke er færdige med barndommen, når hormonerne katapulterer dem ind i de voksnes rækker. De bliver triste, føler sig forkerte, og statistikkerne afslører, at konsekvenserne af tidlig pubertet følger dem resten af livet. Alligevel er det fortsat et mysterium, hvorfor puberteten falder tidligere verden over. I dagens Genstart fortæller overlæge Anders Juul om konsekvenserne for de børn, der bliver fanget i en voksenkrop før de fleste.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 15/3. -
Palæstinensere spiser dyrenes mad, græs og tørre blade - og slås om de få råvarer, der der kommer over grænsen Selvom der er enkelte øjeblikke med Ramadan-fejring i Gaza, er hverken fest eller faste som den plejer. For krigen har ødelagt afgrøder, husdyr er døde, nødhjælp kommer ikke frem. Nu siger EU's udenrigschef, at Israel bruger sulten som et våben. Det kaos, som sultens desperation fører med sig, har fremkaldt forfærdelige billeder, som får Israels vigtigste allierede til selv at bringe maden ud. Hvis de da kan. DR's mellemøstkorrespondent, Nanna Muus Steffensen fortæller om Ramadan midt i krig og sult.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 14/3. -
"Du er egentlig modig," siger landmand Holger Iversen til formanden for en ekspertgruppe, der netop har fremlagt forslag på en CO2 afgift. "Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddags været ved at bygge en galge herude bagved og hængt budbringeren". Det er til generalforsamling hos Bæredygtig Landbrug, at den her galgenhumor luftes. En lobbyorganisation, der har markeret sig som dem, der kæmper mod miljømafiaen. Og som lige nu står i et afgørende opgør mod det onde, som fik protestbevægelsen til at spire for 14 år siden. Marie Sæhl dækker klima og landbrug for Dagbladet Information og fortæller i dagens Genstart om den fløj, der kalder sig "Bæredygtig", men som møder klimatiltag med galgenhumor.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 13/3. -
Iført klipklapper og slidte fodboldshorts går shamanen Amashina rundt og taler med ånderne i Amazonas regnskov. De fortæller ham, hvilke planter han skal putte i sin helbredende medicin, der ifølge ham kan kurere alt fra småskavanker til livstruende sygdomme som diabetes og kræft. Regnskovens planter indeholder egenskaber, som både stammefolk og den moderne medicinalindustri bruger til behandling af sygdomme. Men minedrift og landbrug truer regnskovens planterigdom og dermed de ingredienser, der er med til at gøre os raske. Genstart er taget med DRs Sydamerika korrespondent, Kristian Almblad, til Surinams regnskov for at møde den berygtede shaman med de flere tusinde hemmelige opskrifter
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 12/3. -
I magasiner dybt under jordens overflade gemmer vi på en nationalskat. Vi bryster os af rislende, klart og sundt grundvand i Danmark - vand, der nærmest ikke skal renses, før det løber igennem hanerne og ned i glasset. Men årtiers forurening med pesticider, industrikemikalier, PFAS og nitrat har frit fået lov til at sive ned i depoterne - og nu er over halvdelen af drikkevandsboringerne i Danmark forurenet. Geolog og seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Walter Brüsch fortæller i dagens Genstart om, hvordan det er gået til.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 11/3.
Rettet 14. marts: I den oprindelige udsendelse fremgik det ikke tydeligt, at gæst Walther Brüsch arbejder i Danmarks Naturfredningsforening. Det er nu rettet. -
I slutningen af februar banker to betjente på en dør i Kreuzberg. Kvinden der åbner, kalder sig Claudia og ved første øjekast, er hun en helt almindelig 65-årig kvinde. Hun går til capoeira, lufter sin hund og smalltalker med naboerne. Men snart går det op for betjentene, at hun slet ikke er så fredelig, som hun ser ud. I virkeligheden, står de nemlig overfor Daniela Klette - et af de sidste, levende og frie medlemmer af den venstreradikale terrorgruppe Rote Armee Fraktion. I tre generationer har fraktionen martret den tyske stat. De har dræbt, kidnappet, kapret fly og begået røverier - og lektor ved tyske studier Moritz Schramm husker tydeligt, hvordan aktionerne er allestedsnærværende i hans barndom og ungdom i Berlin. I dagens Genstart fortæller han om dét, der måske bliver fraktionens endeligt.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 10/3. -
Den hvælvede tumor med sine tentakler ud i kroppen ligner et krebsdyr, og kræften fik deraf sit navn for op mod 3000 år siden - cancer. Siden da - og endda længe før - har mennesket forsøgt at få bugt med den indbyggede fejl i skaberværket. Primitiv kirurgi, inhumane medicinske forsøg og religiøse gisninger har omgærdet kroppens angreb på sig selv. En historie, som arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet, Jeanette Varberg, har taget på sig at skildre, mens hun selv gennemgår den grusomme behandling for brystkræft. I dag fortæller hun om, hvad historiens kvinder har åbenbaret for hende.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 8/3. -
På vej hjem modtager Martin Kofoed et opkald, som får ham til at fylde bilens kabine med et syngende "FUCK". Han har brugt ti år af sit liv på at bekæmpe kriminelle hackere i Rigspolitiet og er nu sikkerhedsekspert i virksomheden ITM8, men nyheden om et mystisk datalæk får ham alligevel til at styre sin bil ind til siden. IT-giganten Netcompany har nemlig fået stjålet og lækket intern data - og det vækker stor bekymring for, om vores private oplysninger kan ende i uønskede hænder. Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, men har vi egentlig styr på sikkerheden? Det spørger Genstart i dag den godsindede hacker og IT-ekspert om.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 7/3. -
Et palæstinensisk flag vajer på toppen af et interimistisk teltskur midt i en af Yemens gudsforladte flygtningelejre. Puk Damsgård er rejst gennem landet, hvor krigen ses overalt. Yemenitterne kunne ellers ane freden, en våbenhvile har varet ved langs store dele af fronten. Men så begynder houthierne, der kontrollerer landets bjergrige nord, at angribe vestlige skibe, der sejler gennem Det Røde Hav - og det kaster endnu en gang befolkningen ud i en usikker og uforudsigelig tid. Alligevel støtter mange yemenitter houthiernes angreb. Det fortæller DR's Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård om i dagens Genstart.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 6/3. -
Ingen vidste, at det skulle blive Søren Pape Poulsens sidste ord, da han vakte store klapsalver hos det Konservative Folkepartis hovedbestyrelse. Men kun et øjeblik efter slipper ordene op, idet han rammes af en hjerneblødning. Den konservative formand blev 52 år. Politikere og journalister mindes ham som det kærlige og ordentlige menneske, han var - men det sidste år af hans karriere var ikke let. Genstart besøger Hans Engell, der som tidligere konservativ formand har et skæbnefællesskab med Pape. Han var selv politisk leder i en tumultarisk tid og skal hjælpe os med at forstå Søren Pape Poulsens sidste år.
Vært. Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 5/3. -
Med seler, store fortænder og en selvhøjtidelig mine dirigerer Søs Egelind trafikken. Hun er den ultimative karikatur på den hjemmeværnskvinde, danskerne har gjort det til en folkesport at gøre grin med. I årtier er Hjemmeværnet blevet fremstillet som en flok voksenspejdere og weekendkrigere, der stiller op, når de rigtige, uddannede soldater ikke har tid. Men nu fylder værnet 75 år - og spørgsmålet er, om det er tid til at se folkets hær i et nyt lys. I dagens Genstart fortæller seniorforsker ved Rigsarkivet Steen Andersen om en frivillige brigade, der gennem historien har været langt mere værd end sit ry.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 4/3. -
Millioner af mennesker køber hvert år en drøm om en gnidningsfri rejse på azurblåt hav - med sol på dækket, rom i glasset og en pool på havet. Men de færreste ved, at skibsdækket på et krydstogt kan være nærmest lovløs grund. I Michael Noers nye spillefilm bliver et glimtende Disneyland af forlystelser og skræddersyet luksus til en gyserfilm skåret i neon, da en ung kvinde udsættes for et overgreb på skibets øvre dæk. En historie inspireret af virkelige ofres beretninger - om at blive efterladt til sig selv i internationalt farvand og at tage kampen op mod et juridisk ingenmandsland. I Genstart fortæller Michael Noer om de virkelige historier, der går forud for hans film.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 3/3. - Visa fler