Avsnitt
-
”For halvanden år siden så jeg ikke mulighederne. Der tænkte jeg, at det er et hårdt område, og at det er ved at være for hårdt for mig. Men nu tænker jeg, at der er muligheder.”
Det er Iben, der fortæller her. Og det, der skete for halvandet år siden, var, at hun i podcasten ”Forråelsens ansigter” fortalte om de arbejdsbetingelser, hun og kollegerne arbejder under på et dagtilbud for mennesker med fysisk og psykisk udviklingshæmning.
Iben fortalte om den moralske stress, om slidte medarbejdere, og om borgere, som ikke altid fik den tid og opmærksomhed, der var behov for.
Siden er der sket noget. Og det handler dette afsnit af ”Forråelsens ansigter” om.
For i stedet for at forsøge at tie Ibens fortælling ihjel valgte de på Ibens arbejdsplads at bruge podcasten konstruktivt. Ibens nærmest leder lyttede selv til podcasten, og siden har samtlige medarbejdere lyttet til podcasten på en temadag, hvor de har arbejdet med refleksionsspørgsmål ud fra podcasten.
Iben fortæller, at den moralske stress nu er gået fra at være noget, medarbejderne tidligere vendte indad, til noget, de nu ved handler om ydre omstændigheder. Og samtalen om både moralsk stress og risikoen for forråelse er blevet mere fri blandt kollegerne, fortæller Iben.
For psykolog Dorthe Birkmose er Ibens historie et godt eksempel på, at det kan gå godt, når man står frem og fortæller. Og ikke mindst på hvad det kan gøre ved en arbejdsplads.
”Det er jo ikke for sjov, at vi taler om psykologisk tryghed. Altså det er altafgørende, at man kan få lov til at sige, hvad man ved, hvad man tvivler på og hvilke konsekvenser ens arbejdsliv har for en. Både at man kan sige det, og at der så er nogen, som kan tåle at høre på det,” siger Dorthe Birkmose blandt andet i podcasten.
Iben fortæller mere om, hvad det betød for hende og arbejdspladsen, at de kunne tale højt om moralsk stress og risiko for forråelse. Og om hvordan det nu har givet medarbejderne mod til at sende en bekymringsskrivelse til det politiske system.
Udgivet af Socialt Indblik
Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Foto på cover: Michael Drost-Hansen -
”Forråelsen er til at få øje på. Den er der jo fra tid til anden. Altså både helt oppefra i de politiske beslutninger, der bliver taget om, hvilke besparelser der skal være. Men også på lederniveau og helt nede i driften,” fortæller Stine i nyt afsnit af ”Forråelsens ansigter”.
Stine er ansat som fagkoordinator i socialpsykiatrien i en kommune, og hun fortæller om, hvordan det ikke altid handler om mere faglighed eller flere temadage, men om at få tid til at bruge fagligheden. Og om at mærke, at det der bliver sagt om vigtigheden af fagligheden også får rammerne og betingelserne for at kunne udføres.
Og netop det er én af psykolog Dorthe Birkmoses pointer. Hun advarer både ledere og politikere mod at stille medarbejderne en løsning i udsigt uden at følge op på, at det ikke bliver ved ordene.
Et quickfix kunne ifølge Dorthe Birkmose eksempelvis være at tro, at en temadag med hende i sig selv kunne være en løsning.
”Jeg kan jo nogle gange godt hos både medarbejdere og mellemledere høre den der dybe frustration over, ”jamen, hvorfor har ledelsen hyret dig til at komme og sige de her ting,når de alligevel ikke vil høre på det? Altså når de ikke vil ændre på noget? Hvorfor skulle vi så have den her halve temadag? Det kommer jo ikke til at ændre noget som helst på noget,” siger Dorthe Birkmose, der støder på flere og flere quickfixes, hvor medarbejderne står frustrerede tilbage.
I podcasten kan du høre Stine fortælle mere om, hvordan hun mærker, at risikoen for forråelse mest handler om tid og ressourcer til at bruge fagligheden. Og Dorthe Birkmose fortæller mere om, hvad quickfixes betyder, og hvad det kræver at skabe tro og tillid til de løsninger, som man introducerer fra ledelse og politikere.
Udgivet af Socialt Indblik
Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Foto på cover: Michael Drost-Hansen -
Saknas det avsnitt?
-
”Hvor meget skal vi gøre, før der er nogen, der ser på det her problem? Der er jo nogle børn, der bliver ladt i stikken. Det handler jo ikke om os. Vi kan finde et andet arbejde. Men de her børn, de er anbragt der. De skal være der,” siger Lise i dette afsnit af ”Forråelsens ansigter”.
Tavshed er ét af forråelsens ansigter. Og dette afsnit, som er en fortsættelse af de to forudgående afsnit, handler netop om tavshed. Det handler om, hvad der sker, når man som medarbejder beretter om svigt og passiv forråelse.
Det problem, Lise taler om, handler om det omsorgssvigt, som hun oplever på institutionen Fensmarksgade. Det er en døgninstitution i Københavns Kommune for nogle af de mest udsatte og sårbare børn og unge.
Lise oplever, at pædagogikken er erstattet af ligegyldighed, hvor medarbejderne er holdt op med at arbejde for, at børnene og de unge kan komme ud af misbrug og kriminalitet.
Lise har forsøgt at råbe både sin nærmeste ledelse og socialforvaltningens ledelse op. Uden held. Og hun har sammen med tre kolleger skrevet en lang underretning til whistleblowerordningen i Københavns Kommune.
Men ingen har svaret eller inviteret Lise til dialog om den kritik, som hun er kommet med.
Og tavsheden er på flere måder et stort problem, hvis man vil minimere risikoen for forråelse, fortæller psykolog Dorthe Birkmose, der hos ledelsen ser samme typer af passiv forråelse som i institutionen, hvor medarbejderne har opgivet børnene og de unge.
”Det er jo præcis de samme mekanismer, som udspiller sig. Fordi der skal godt nok meget til, at man som leder ikke svarer. Så forråelsen er jo den samme i ledelseslagene. Men noget af det, som jeg jo tænker, er, at mange af lederne er bange. Altså som i rigtig bange. Så det må være udtryk for, at der er en masse ledere på forskellige niveauer, som står helt alene, og som kan være bange for, at hvis de får sagt noget, jamen så bliver de udskammet. Så bliver de gjort til skurkene. Så der må være en manglende tillid til kollegerne og til egne chefer og direktører, når man ikke engang tør svare på en kritik,” siger Dorthe Birkmose.
Udgivet af Socialt Indblik
Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Foto på cover: Michael Drost-Hansen -
”Alle arbejdsdage er jo en dårlig arbejdsdag, når man går på arbejde og kun møder op og gør det allermindste, man kan slippe af sted med. Men den dårlige samvittighed æder mig op på meget kort tid,” siger Lise.
I dette afsnit skal du høre Lise fortælle, hvordan arbejdet gjorde hende syg med stress, da hun begyndte at arbejde på en måde, der stred mod hendes egen samvittighed.
”Jeg ved, hvad vi er ansat til. Jeg ved, hvad vi kunne gøre, men vi gør det ikke. Vi lader dem bare sejle deres egen sø,” siger Lise om den ligegyldighed, som hun oplevede. Lise er kun én af flere medarbejdere på institutionen, der blev ramt af stress.
Og Dorthe Birkmose ser tavsheden som én af de afgørende faktorer for de mange sygemeldinger med stress.
”Meget kan vi mennesker holde til. Og vi kan virkelig holde til meget. Vi kan altså holde til nærmest ubegribelige psykiske belastninger. Så længe der er nogen, der ser os. Så længe der er nogen, der har vores ryg. Så længe vi kan tale om det, så kan vi faktisk blive ved. Fordi det skaber et enormt håb, at når der er nogen, der ser os, nogen, der ved, hvad der foregår, og der også er nogen, som prøver at hjælpe os. Jamen, så er der jo håb for, at det bliver bedre. Men når vi stopper med at tale, så er al håb ude,” siger Dorte Birkmose.
I podcasten fortæller hun om, hvordan man skal se på hele gruppen af medarbejdere og se årsagerne i hele gruppen, i stedet for kun at pege på bestemte medarbejdere, når man vil til bunds i årsagerne til forråelsen.
Udgivet af Socialt Indblik
Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Foto på cover: Michael Drost-Hansen -
”Der er en stemning af ligegyldighed. Og det har gjort, at jeg selv har været i tvivl om, hvad det er, der er forkert her. Fordi vi slår dem jo ikke. Vi gør ikke noget ved dem. Men det er jo det, der er problemet. Vi gør ingenting. Vi står bare og kigger på. Og er jo i nogen grad med til at forværre de unges situation.”
Sådan siger Lise i ét af de nye afsnit af ”Forråelsens ansigter”, som handler om forråelsens mange ansigter, årsager og konsekvenser. Programmet handler om, hvad der sker, når ledere og medarbejdere tilsyneladende holder op med at tro på, at de kan skabe en udvikling for de børn og unge, som de er sat til at arbejde med.
Lise er tidligere medarbejder på døgninstitutionen Fensmarksgade i Københavns Kommune. Institutionen skal hjælpe børn og unge, der har været udsat for omsorgssvigt. Mange af dem er misbrugende af rusmidler, og flere har enten begået kriminalitet eller er på vej ud i kriminalitet.
Men ifølge Lise og flere tidligere ansatte er det nærmere ligegyldighed end omsorg, som børn og unge bliver mødt med. Og det har alvorlige konsekvenser for de børn og unge, der er anbragt på institutionen.
Psykolog Dorthe Birkmose forklarer i programmet, hvordan ligegyldigheden også kan være et udtryk for forråelse. Og hun fortæller om den komplicerede opgave, en leder er på, når man kommer ind i en kultur, hvor forråelsen for alvor har bidt sig fast og forsætter, selvom medarbejdere skiftes ud.
Udgivet af Socialt Indblik
Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Foto på cover: Michael Drost-Hansen -
”Når man står ude på den enkelte arbejdsplads, så tror jeg ikke, vi skal tale så meget om forråelse. Så skal vi tale om det psykiske slid. Vi skal tale om censur og selvcensur. Og så skal vi tale om, hvad vi egentlig får legitimeret med vores positive fortællinger om os selv. Så jeg tænker, at vi skal tale om alt det, som fører til forråelse, eller det, som forråelsen er sammensat af.”
Sådan siger Dorthe Birkmose i det første af en række nye programmer i vores podcastserie ”Forråelsens ansigter”. Ifølge Dorthe Birkmose er tabuet om forråelse på mange måder blevet brudt, og vi kan tale om, at risikoen eksisterer. Men det er stadigvæk tabuiseret at tale om, hvordan man selv kan optræde forrået.
Dorthe Birkmose er efter 20 års arbejde med at forklare og finde løsninger på risikoen for forråelse kommet til en ny erkendelse. Forråelse er et såkaldt ’vildt problem’, et problem der går på tværs af en lang række problemer. Og netop den erkendelse har for Dorthe Birkmose været afgørende for også at kunne komme med bud på løsninger.
”Vi er nødt til at have det her vilde problem filtret lidt fra hinanden, og så er vi nødt til at fokusere på ét problem ad gangen, eller måske fokusere noget klogere på de oprindelige, grundlæggende problemer og få gjort noget ved dem, i stedet for at stirre os blinde på de afledte problemer.”
Dorthe Birkmose advarer i podcasten mod quickfixes, når forråelsen dukket op. Hun opfordrer derimod til grundig udredning og et større blik på forhistorien.
Udgivet af Socialt Indblik
Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Foto på cover: Michael Drost-Hansen -
”Moralsk stress kan være så uudholdeligt at være i, hvis ikke man kan se enden på det, at man, selvom man gerne vil blive i sit job, alligevel føler sig nødsaget til at forlade det,” siger Nana Vaaben.
Hun er ph.d. og docent ved Københavns Professionshøjskole og har gennem flere år forsket i moralsk stress. Blandt andet har hun forsket i den moralske stress, der rammer lærere, ansatte i ældreplejen og politiet.
Nana Vaaben ser langsommeligheden i bevillingen af hjælp til borgerne som en afgørende faktor for udviklingen af den moralske stress. Fordi det kræver en lang og administrativ tung proces at få bevilliget den hjælp til borgeren, som borgeren har behov for, og som den fagprofessionelle kan se, at der er behov for.
”I de sektorer, hvor man har et bevillings- eller visitationssystem, er der en tidsfaktor, som gør, at moralsk stress kan nå at udvikle sig fra en sund og helt forståelig menneskelig reaktion på en situation, der ikke er i orden, til at blive noget, som man kan blive nødt til at sygemelde sig fra eller at sige op fra”, siger Nana Vaaben og nævner særligt gruppen af unge i mistrivsel.
”Hvorfor er det, at når vi taler om brand og trafikuheld, så tænker vi, at det er akut, og det er vigtigt med et beredskab, der sender hurtig og relevant hjælp. Hvorfor tænker vi ikke det om den mistrivsel, vi kan se hos børn og unge? Det virker ellers akut nok,” siger hun.
I programmet fortæller hun mere om, hvad den moralske stress er, hvordan den kommer til udtryk, og hvad man kan gøre ved årsagerne til den moralske stress.
Programmet er tilrettelagt af Niels Svanborg og udgivet af Socialt Indblik. -
”Lige nu har vi indrette et helt velfærdssystem, der næsten systematisk avler følelsen af fiasko og skam hos de ansatte,” siger Susanne Ekman, der er med i et nyt afsnit af podcasten ”Forråelsens ansigter”.
Hun er lektor i ledelse, organisation og arbejdsliv på Roskilde Universitet, og så har hun forsket i velfærdsstatens tilstand gennem interviews, feltbesøg samt indsamling af data.
Susanne Ekman ser en velfærdsstat, hvor der er opbygget en gæld af løfter, hvor ansvaret for at indfri løfterne bliver flyttet rundt mellem politikere, ledere og i sidste led medarbejderne, der står over for borgerne.
Det betyder, ifølge Susanne Ekman, at gælden – altså de brudte løfter – søger derhen, hvor de laver mindst larm, og det er de borgere med de allerstørste behov for hjælp. Og det bliver medarbejderne, der står med det direkte ansvar for det brudte løfte eller den manglende hjælp til borgerne.
”Der er nogle mennesker, der står nogle virkeligheder, der for en del er decideret nedbrydende, fordi dels bliver de bedt om at nå ting, de ikke kan nå og til en standard, de ikke kan lever. Men der er også et enormt misforhold mellem den faglighed, de er blevet udstyret med og så de rammer, de har for at udøve den,” siger Susanne Ekman, der sammenligner velfærdsstaten med finanssektoren i tiden før finanskrisen.
Hvordan vi havnede i gældskrisen af løfter og hvad det betyder for borgere og ansatte fortæller hun mere om i podcasten. Og så fortæller hun om visionen om en dogmevelfærdsbevægelse.
Programmet er tilrettelagt af Niels Svanborg.
Udgivet af Socialt Indblik -
”Lige i dag turde jeg simpelthen ikke like dit opslag om de kritiske medarbejdere, selvom jeg er rørende enig. Jeg er bange for at blive sat i bås som en kritisk medarbejder, hvilket en arbejdsgiver – altså en offentlig arbejdsgiver – ikke vil synes om.”
Den besked ramte Maj Thorsens indbakke for nylig. Og den er ikke et særsyn.
Maj Thorsen har som socialrådgiver i en familieafdeling selv været der. Frygtet at blive kategoriseret som én af de illoyale og vanskelige medarbejdere. Hun har været rystende bange for at stå frem. Som hun selv siger i podcasten:
”På et tidspunkt kunne jeg ikke længere se mig selv i øjnene med det arbejde, jeg lavede. Det var et svigt. Et offentligt og alvorligt omsorgssvigt af børn og unge.”
Efter at have forsøgt sig internt valgte hun at gå til medierne. I første omgang anonymt.
I dag er det én af hendes missioner, at der skal være bedre vilkår for kritik på de offentlige arbejdspladser. Hun opfordrer altid til, at man begynder internt, men gør det ikke en forskel, så mener hun, at flere skal stå frem offentligt.
Hvad det betød for Maj Thorsen selv at stå frem, hvorfor hun mener kritikken er vigtig for ledere og politikere, og hvad hun anbefaler dem, der ønsker at stå frem, at gøre, samt hvordan offentlige ledere og politikere kan fremme vilkårene for kritik, fortæller hun mere om i podcasten.
Programmet er det sidste af tre programmer i serien her, hvor vi sætter særligt fokus på de ansattes ytringsfrihed.
Programmet er tilrettelagt af Niels Svanborg.
Udgivet af Socialt Indblik -
”Det er klart, at vi er ansat et sted. Og ja, vi har ytringsfrihed. Men vi skal også være loyale. Og der kan man jo have forskellige tilgange til, hvad der er vigtigt at få frem i offentligheden, og hvad der ikke er. Så jeg kan godt forstå, hvis der er mange, der har svært ved at ytre sig,” siger Pernille Dam Marcussen, der er leder af daginstitutionen Unoden i Viborg.
I 2019 blev Pernille Dam Marcussen og Unodens børn og personale med ét landskendte, da de var med i to dokumentarprogrammer på TV2 med titlen ”Eksperimentet med vores børn”. Unodens medarbejdere, forældre og ikke mindst børn lukkede TV2 ind for at følge hverdagen, og seriens eksperiment var at skrue op for normeringen, så der var én voksen til seks børn.
I årene inden mærkede hun, hvordan det sled på både hende og personalet, at de ikke kunne bedrive den pædagogik, som de gerne ville, og som de følte sig forpligtet til.
”Pædagogikken blev tilrettelagt for det store fællesskab og ikke for det enkelte barn. Det, der fyldte meget for os, og var motivationen til at sige ja til at være med i programmerne, var, at jeg kunne mærke den moralske stress og en knude i maven. At uanset hvor meget vi knoklede på, så tænkte man ikke over de gode ting, man havde gjort, når man kom hjem. Det, der fyldte for mine medarbejdere, det var det barn, de ikke havde nået. Det er moralsk stress, der kan smadre enhver,” siger Pernille Dam Marcussen.
Så hvordan var det at stå frem og vise virkeligheden? Hvor ligger forråelsen og lurer? Og hvordan anbefaler Pernilla Dam Marcussen, at andre offentligt ansatte griber det an, hvis de ønsker at stå frem og fortælle åbent om forholdene?
Det fortæller hun mere om i programmet.
Programmet er tilrettelagt af Niels Svanborg.
Udgivet af Socialt Indblik. -
”Kritik er et evigt korrektionsmiddel til både forbedring og til at undgå fejl og en måde at sætte nye dagsordner på,” siger Rasmus Willig, der ser ytringsfriheden truet for offentligt ansatte i velfærdssektoren.
Det betyder ifølge Rasmus, at vigtig viden om systemer, der ikke fungerer og giver borgeren den nødvendige hjælp, ikke når ledelse og politikere og derfor ikke bliver handlet på. Men det betyder også, at den moralske stress får gode kår blandt de ansatte, når de ikke kan ytre kritikken eller ventilere deres frustrationer.
”Det har en meget voldsom konsekvens, at man som ansat ikke kan tale om det. Det er ikke bare det, at man ikke kan nå de mange opgaver, men man kan ikke tale om det, man ikke kan nå, og det er faktisk det værste,” siger Rasmus Willig. Rasmus Willig har forsket i de offentligt ansattes ytringsfrihed og har som led i det analyseret hundredvis af svar fra ledere på offentligt ansattes kritik.
I dette første af tre nye programmer i serien ”Forråelsens ansigter” fortæller Rasmus Willig om, hvorfor kritikken er vigtig, hvordan det slider på de ansatte, når de ikke kan ytre kritikken frit uden at frygte konsekvenserne, og hvordan vi som samfund bedre kan værne om de ansattes ytringsfrihed.
Rasmus Willig har en ph.d. i sociologi og er tidligere lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet. Han har i mange år forsket i begrebet kritik og vilkårene for kritik og ytringsfrihed blandt offentligt ansatte. Og han har skrevet en række bøger om emnet, blandt andet bogen ”Afvæbnet kritik”.
Programmet er det første af tre nye programmer i serien, hvor vi sætter særlig fokus på de ansattes ytringsfrihed.
Programmet er tilrettelagt af Niels Svanborg.
Udgivet af Socialt Indblik -
”Tabuet er brudt. Nu kan vi tale om forråelse, og det er et ord, vi bruger. Vi ved, risikoen er der. Vi er nødt til at forholde os til det. Men der, hvor det stadig står og blafrer, det er, at der stadig er enorme mængder af udskamning og skam forbundet med forråelse. Og der er stadig for meget individualisering af problemerne, hvor den enkelte medarbejder eller leder bliver gjort til problemet og bliver hængt ud. Og det løser ingen problemer,” siger Dorthe Birkmose i en liveudgave af podcastserien ”Forråelsens ansigter” optaget på Folkemødet på Bornholm.
Dorthe Birkmose debatterer med privat praktiserende socialrådgiver Maj Thorsen om, hvordan vi kommer videre i arbejdet med at undgå forråelse og moralsk stress.
Det er en samtale om, hvorvidt mediesagerne gør noget godt, hvordan den moralske stress presser medarbejderne, og hvad der skal til for at vende udviklingen.
Medvirkende: Dorthe Birkmose, psykolog og forfatter til bøgerne ”Når gode mennesker handler ondt” og ”Mennesket er motiveret”.
Maj Thorsen, privat praktiserende social rådgiver og tidligere whistleblower
Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Udgivet af Socialt Indblik -
Det rammer en hel familie, både børn og forældre, når mødet med systemet bliver til en kamp for at få hjælp. Det fortæller Emil Falster, der har forsket i netop mødet mellem systemet, børn med handicap og deres forældre.
I et nyt afsnit af podcastserien ”Forråelsens ansigter” fortæller Emil Falster om det, han kalder den strukturelle forråelse, som borgere med handicap og deres pårørende bliver mødt med, når de får brug for hjælp fra systemet. Og at forråelsen begynder med den måde, blandt andet politikere og medier omtaler mennesker med handicap, mener Emil Falster.
”Der er blevet skabt en mulighed for at tale om mennesker med handicap på en nedværdigende måde. Som ’velfærdskannibaler’, der underminerer velfærden for middelklassen og gør livet surt for andre. Men selvom den retorik kan være affødt en lang række forskellige forhold, om det så er økonomisk rationalitet eller menneskesynet, hvor nogle mennesker er mere værd end andre, så er det noget, der går igennem hele strukturen, og som også kommer til udtryk i mødet mellem system og borger,” siger Emil Falster.
I programmet fortæller han mere om, hvad kampen betyder for både forældre og børn, og om det aftryk af skamfølelse, som kampen efterlader hos både børn og forældre.
Emil Falster er cand.scient.adm. og ph.d., nu post.doc. ved Universal Design Hub under Bevica Fonden og ved Aalborg Universitet. I hans ph.d.-afhandling gik han blandt andet tæt på mødet mellem systemet og familier med børn med handicap.
Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg
Musik: Johannes Elslo
Udgivet af www.socialtindblik.dk -
Det at få et handicappet barn, det lærer man at håndtere. Det er kampen med kommunen, der har været det hårde. Det fortæller Christian Holm i et nyt afsnit af vores podcastserie ”Forråelsens ansigter”, der sætter fokus på problemerne med manglende retssikkerhed på handicapområdet, som flere rapporter fra blandt andet Rigsrevisionen har dokumenteret.
I programmet fortæller Christian Holm historien om 30 års kamp for hjælp til sin datter, der har flere handicap og i dag bor på et botilbud.
Psykolog Dorthe Birkmose medvirker igen i programmet. Hun har beskæftiget sig med forråelse igennem 20 år, og hun ser økonomi og målstyring som en direkte vej til at spore ledelse og medarbejdere væk fra spørgsmålet om, hvad borgerne egentlig har brug for.
”Når man som topleder eller mellemleder kommer til at fare vild og tro, at 'hvis bare jeg kan overholde budgettet, så er jeg lykkedes med min ledelse', så mangler der jo omtanken: 'hvad med borgerne? Fik de den hjælp, de skulle have?' Så når økonomien bliver så vigtig, at den bliver succeskriteriet og et symbol på, at man er en dygtig leder, så risikerer man at blive villig til at gå på kompromis med retssikkerheden,” siger psykolog Dorthe Birkmose, der ser en fare for, at mennesker ikke får den hjælp, de har krav på ifølge lovgivningen, fordi de opgiver kampen.
”Jeg har talt med alt for mange borgere, som enten har givet op, eller som har været meget tæt på at give op. Som tænker, jamen der er jo ikke hjælp at få. Så må vi jo klare os selv, eller så må vi se, om vi kan skaffe nogle penge, så vi selv kan købe os til den hjælp, som vi har brug for. Så køber folk privat handicaphjælper, privat socialrådgiver, privat jurist for at hjælpe sig igennem. Og andre, de lukker og slukker helt, og så hutler de sig igennem livet på bedste beskub. Men med en dyb skuffelse. Fordi man troede rent faktisk, at der ville være et sikkerhedsnet.”
Lyt med, og hør Christian Holms historie, og hør Dorthe Birkmose fortælle, hvad den manglende retssikkerhed betyder for borgerne.
Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg
Musik: Johannes Elslo
Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk
Note fra programmet: Link til Christian Holms bog og retssikkerhedskompendium:
www.mellem2stole.dk -
Kan målstyring, kontrol og tilsyn skabe en øget risiko for forråelse? Det kunne det i hvert fald godt tyde på, når man lytter til denne uges afsnit af ”Forråelsens ansigter”.
Her skal du lytte til forfatter og antropolog Dennis Nørmark. Han har researchet, gennemtrawlet statistikker og lavet utallige interviews om konsekvenserne af de seneste mange års bestræbelser på effektiviseringer, kontroller, strømlining og dokumentation.
Sammen med filosof Anders Fogh Jensen skrev han så i 2018 bogen ”Pseudoarbejde”. Deres konklusion er, at aldrig før har vi brugt så meget tid på overflødige arbejdsopgaver. Og det gælder også i sundheds- og omsorgssektoren, fortæller Dennis Nørmark.
”Når det eneste, du går på arbejde for, er at følge proceduren, så vil du helt automatisk forskyde dit fokus fra virkeligheden og over imod papiret i stedet for,” siger Dennis Nørmark i podcasten.
Han mener, at særligt sundheds- og omsorgssektoren er ramt af pseudoarbejde, der ikke bliver skabt af medarbejderne, men som derimod kommer til at presse medarbejderne væk fra deres kerneopgave.
Hør mere i podcasten om, hvordan pseudoarbejdet opstår i social- og omsorgssektoren, hvordan det påvirker både medarbejdere og borgere, og om hvad der skal til for at komme pseudoarbejdet til livs.
Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg
Musik: Johannes Elslo
Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk -
Er mål og styring til for den enkelte borgers eller for systemets skyld? Det tager vi op i tredje afsnit i anden sæson af podcastserien ”Forråelsens ansigter”.
Det handler om de mange tilsyn og mål, som styrer det pædagogiske arbejde i sociale tilbud for socialt og psykisk udsatte borgere.
”Vi ved fra forskningen, at så opstår der straks en risiko for tunnelsyn. Fordi ved at lave et mål om, at vi skal nå det her, så risikerer man, at målet kommer til at blive det vigtigste, siger psykolog og ekspert i forråelse, Dorthe Birkmose, i podcasten.
Hun mener derfor, at målstyringen risikerer at gå ud over kvaliteten af det sociale og pædagogisk arbejde.
Alligevel er målstyringen i dag så udbredt i det sociale og pædagogiske arbejde, at den begrænser det pædagogiske handlerum så meget, at pædagogerne bruger mere fokus på dokumentation og mål end på det, de mener vil være den rette indsats for borgeren. Det fortæller to ledere af sociale tilbud om i podcasten.
Hvorfor målstyringen ikke virker, og hvad det betyder for både de ansatte og borgerne, kan du høre fortæller Dorthe Birkmose om i podcasten.
Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg
Musik: Johannes Elslo
Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk -
Alt for meget handlede om at nå nogle fastsatte mål, og alt for lidt om reelt at hjælpe borgerne tilbage i job. Det betød, at Camilla måtte arbejde ekstra for hjælpe borgerne på en måde, som hun mente var både fagligt forsvarlig og langsigtet. Det endte i en sygemelding med stress.
”Jeg vidste godt, hvad der var godt for min statistik. Men det var ikke det bedste for borgerne,” fortæller hun i ugens afsnit af ”Forråelsens ansigter”.
I programmet fortæller psykolog Dorthe Birkmose om de udveje, som man som medarbejder kan gribe til, når man mærker den moralske stress. Altså når man på grund af arbejdsbetingelserne ikke kan hjælpe borgerne på en måde, som ens faglighed ellers ville give mulighed for.
Selvom det på en arbejdsplads kan se ud, som om nogle bliver påvirkede af den moralske stress, mens det måske ikke bider på andre, der ufortrødent arbejder videre, så mener Dorthe Birkmose, at alle i sidste ende bliver påvirkede. Og i sidste ende kan den moralske stress føre til resignation og i værste fald forråelse.
”Det er så lumskt med forråelsen. Det kan ligne, at man er robust. Det kan ligne, at man kan tage det. Og det kan ligne, at man ikke har nogen problemer. Men det har man jo. Men dem, der tydeligst pines af den moralske stress, det er alle dem, der ved af erfaring, at de kan hjælpe folk,” siger Dorthe Birkmose i podcasten.
Programmet er tilrettelagt af Niels Svanborg
Musik: Johannes Elslo
Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk -
De har fagligheden. De kan se behovet for hjælp hos borgeren. Og de kan hjælpe borgeren. Men arbejdsbetingelserne gør det umuligt både at bruge fagligheden og hjælpe borgeren. Scenariet her er langt fra enestående. Det er virkeligheden for mange medarbejdere i velfærdssektoren, fortæller psykolog Dorthe Birkmose i et nyt afsnit af podcastserien ”Forråelsen ansigter”.
Programmet er det første i en ny sæson af podcastserien. I første sæson så vi på forråelsen fra mange forskellige perspektiver. I denne sæson sætter vi så særlig fokus på den moralske stress, og hvad styringen og særligt målstyringen betyder for medarbejderne og fagligheden i velfærdssektoren.
Fast ekspert i serien er igen psykolog Dorthe Birkmose, som har beskæftiget sig med forråelse i næsten 20 år. Hun har skrevet bøgerne ”Når gode mennesker handler ondt” og ”Mennesket er motivet”.
”Det hedder moralsk stress, fordi det river og flår i ens moral, når man må gå på kompromis med sin faglighed. Når man ikke har et fagligt råderum til at udføre sit arbejde, som man ved, at man ville kunne udføre det,” siger Dorthe Birkmose i podcasten.
I podcasten kan du høre Dorthe Birkmose fortælle mere om den moralske stress og betydningen af den moralske stress. Og så kan du møde en medarbejder fortælle om, hvordan hun oplever den moralske stress på daglig basis.
Lyt med her og følg podcasten de næste fem uger.
Programmet er tilrettelagt og redigeret af Niels Svanborg.
Musik: Johannes Elslo -
”Jo mere vi skammer os, og jo mere vi ikke får sat ord på den, jo mere forrået bliver vi, fordi vi bliver tyndslidte.”
Sådan siger Katja Balslev Nielsen, der har skrevet bogen ”Skam i professionelle relationer”. Hun medvirker i et særligt bonusafsnit i podcastserien ”Forråelsens ansigter”.
Skammen har Katja Balslev Nielsen selv mærket i sit virke i beskæftigelsessystemet. Og det er hun ikke ene om, mener hun. Skammen er på begge sider af ’skrivebordet’ mellem den velfærdsprofessionelle og borgeren, fortæller Katja Balslev Nielsen i podcasten. Det kan være skammen over ikke at slå til som medarbejder, skammen over systemet eller måske lige frem skammen over hele faggruppen. Og det kan være skammen over selv at skamme sig.
Men skammen er gift i velfærdssektoren, mener Katja Balslev Olsen. Særligt, fordi den risikerer at blive skubbet videre i systemet fra den velfærdsprofessionelle til borgeren. Konsekvensen er, at borgerne får skylden, og skammen forplanter sig i dem.
I podcasten fortæller Katja Balslev Nielsen mere om, hvordan skammen kan blive tydelig og fylde mere, så den ikke ender i forråelse, og så den måske kan tage skyldfølelsen fra både ansatte og borgere.
Bonusafsnittet er en forløber for en ny programrække i serien, der kommer i slutningen af oktober måned.
Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg
Musik: Johannes Elslo
Grafik: Sille Jensen -
Hver fjerde borger, der henvender sig til kommunens borgerrådgiver, har under den kommunale sagsbehandling været udsat for forråelse, som fx ubesvarede opkald eller mails, afvisninger og en nedladende tone. Det viser et nyt forskningsprojekt, der for første gang kortlægger omfanget af forråelse. Den mest udbredte form for forråelse er at blive ignoreret af sagsbehandleren.
Bag forskningsprojektet står adjunkt Heidi Fischer Eskildsen og Ph.d. og adjunkt i socialt arbejde Lulu Hjarnø.
”Vi havde nogle studerende, der kom tilbage fra praktik, hvor de havde oplevet en hård tone og borgere, der blev talt om på en bestemt måde. De spurgte: ”hvad gør jeg?” og ”Er det ok, at jeg siger: ’stop, det må I ikke?’.” Så der var behov for en viden om: Hvor kommer denne her tone fra? Om hvordan taler vi med hinanden om det? Og hvordan klæder vi de studerende på til deres praktik, men også til når de bliver færdige og kommer ud i job,” siger Heidi Fischer Eskildsen.
De to forskere bag projektet er selv overraskede over omfanget.
”Når vi har været ude for at fortælle om vores resultater, så er folk meget overraskede over, at tallet er så højt. Og selvom vi ikke har noget at sammenligne med, så mener vi, tallet er højt. Vi er i hvert fald blevet bekræftet i, at det var rigtigt at begynde at arbejde med dette felt,” siger Lulu Hjarnø.
Artiklen er skrevet af journalist Niels Svanborg - Visa fler
